Image

Computernetværk forbinder computere på alle niveauer; fra to computere i samme rum til millioner af computere fordelt over hele Jorden.

.

Computernetværk er netværk, der forbinder computere og evt. andet udstyr, fx printere, således at flere brugere har samtidig adgang til data og ressourcer. Der findes grundlæggende tre netværkstyper, defineret efter deres fysiske udbredelse: lokalnet (LAN), Metropolitan Area Network (MAN) og Wide Area Network (WAN).

De tre hovedtyper

Lokalnet har en begrænset fysisk udbredelse; typisk til en enkelt bygning. Maskinerne er i sådanne net normalt forbundet med kabler, og netværket er ejet af dem, der har etableret det.

Metropolitan Area Networks dækker normalt områder fra 5 til 50 km i diameter. Computerne er her enten forbundet med kabler eller via radioforbindelser, og netværket ejes typisk af en gruppe brugere eller af en netværksudbyder (teleselskab).

Wide Area Networks er i reglen ejet af netværksudbydere og forbinder computere over meget store afstande – principielt globalt. Computere i Wide Area Networks er som i Metropolitan Area Networks forbundet med enten kabler eller radioforbindelser. Internettet er med sine millioner af tilsluttede computere verdens største Wide Area Network.

Andre netværkstyper

Wireless Local Area Network (WLAN) er radionetværk opsat af en enkelt bruger eller af en brugergruppe, fx en virksomhed, med en rækkevidde på typisk under 50 m i diameter. Apparater, der forbindes til en WLAN, har trådløs radiosender og -modtager, der kommunikerer med andre WLAN-apparater eller med en trådløs basestation, som igen kan være forbundet til et WAN eller LAN. Visse internetudbydere tilbyder WLAN-forbindelser på udvalgte steder (hotspots).

WiMAX (Worldwide Interoperability for Microwave Access) er en standard for trådløst netværk. WiMAX kan anvendes på tre måder: som punkt-til-punkt-netværk, som MAN-bredbåndsnet med en rækkevidde på omkring 9 km og en samlet båndbredde på op til 72 Mbit/s eller til at levere højhastigheds-mobilkommunikation.

Virtual Private Network (VPN) er LAN, der via kryptering og anden sikkerhed anvender et WAN til at skabe en såkaldt tunnel. VPN anvendes fx til at opnå adgang til en virksomheds LAN gennem en internetopkobling.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig