Den store ildebrand i Frederiksted

Flytteforslag Denne side er foreslået flyttet til Fireburn. Klik her for at se flytteforslaget. Begrundelse: Fireburn bruges mere som betegnelse om begivenheden.

Illustrationen A Rebel fra Charles E. Taylors Leaflets from the Danish West Indies (1888) er senere ofte blevet brugt som en fremstilling af oprørslederen Mary Thomas.

Fireburn-oprøret (også omtalt som den store ildebrand i Frederiksted; engelsk: The Fireburn) var en arbejderopstand, der begyndte den 1. oktober 1878 i Frederiksted på Sankt Croix i Dansk Vestindien. Oprøret var rettet mod det koloniale arbejdsregime, og arbejderne krævede blandt andet større bevægelsesfrihed, højere løn og en ophævelse af arbejdsreglementet fra 1849. Oprøret fandt sted efter flere år med dårlige høstudbytter, naturkatastrofer, en krise i sukkerøkonomien og vanskelige arbejds- og levevilkår. Varehuse, pakhuse og butikker i Frederiksted blev plyndret og antændt, og oprøret spredte sig derefter til plantagedistrikterne. Omkring halvdelen af Frederiksted og over 50 plantageejendomme på Sankt Croix blev ødelagt af brand, heraf betegnelsen Fireburn. Fireburn er blevet beskrevet som den største arbejderopstand i dansk kolonihistorie.

Mary Thomas, Axeline Elisabeth Salomon (”Queen Agnes”), Mathilde McBean (”Queen Mathilda”) og Susanna Abrahamson, også gengivet som Abramsen og kendt under tilnavnet ”Bottom Belly”, omtales i nyere forskning som de fire Fireburn-dronninger; Mary, Agnes og Mathilda var længe de tre bedst kendte, mens Susanna først senere blev identificeret som den fjerde.

Baggrund

Frederiksted havde allerede i 1848 været skueplads for en afgørende begivenhed i Sankt Croix' historie. Den 2. og 3. juli samledes omkring 8.000 slavegjorte foran Fort Frederik og krævede øjeblikkelig frigivelse i stedet for den gradvise afvikling af slaveriet over tolv år, som den danske stat havde besluttet i 1847. De truede med oprør og med at sætte Frederiksted i brand, hvis deres krav ikke blev imødekommet. Generalguvernør Peter von Scholten erklærede herefter slaveriet ophævet, og i den efterfølgende proklamation hed det: "Alle Ufrie paa de danske vestindiske Øer ere fra Dags Dato frigivne."

Slaveriet blev således ophævet i 1848, men arbejdsreglementet fra 1849 bandt landarbejderne til arbejdsgiverne gennem kontrakter på mindst ét år og fastsatte regler for blandt andet løn, arbejdsdage og arbejdstid. Systemet fastholdt dermed de tidligere slavegjorte i en stærkt begrænset position på plantagerne efter emancipationen. Afhængigt af arbejdsklasse var daglønnen 5, 10 eller 15 cent; arbejdere, der nægtede at arbejde, kunne desuden fængsles som løsgængere, og muligheden for at skifte arbejdsgiver var i praksis begrænset. Arbejdsreglementet var stadig gældende i 1878, tredive år efter slaveriets ophævelse, og den årlige skiftedag var i praksis det tidspunkt, hvor plantagearbejdere kunne forsøge at skifte arbejdssted. Spændingerne blev yderligere skærpet af sukkerøkonomiens krise, lavere lønninger, naturkatastrofer, dårlige høste og myndighedernes begrænsninger af rejser mellem øerne.

Oprørets forløb

Udbruddet i Frederiksted

På den årlige Contract Day eller skiftedag den 1. oktober var mange arbejdere samlet i Frederiksted. Dagen begyndte forholdsvis fredeligt, men spændingsniveauet steg hurtigt. Arbejderne krævede højere løn og bedre arbejdsvilkår, og rygter om politivold mod en tilskadekommen arbejder, om at udstedelsen af pas var blevet indstillet, samt om tilbageholdelsen af rejsende bidrog til at udløse og eskalere oprøret. Demonstranter kastede sten mod de udkommanderede danske soldater, som besvarede angrebene med geværild. Oprørerne forsøgte at trænge ind i Fort Frederik, men måtte opgive forsøget og vendte i stedet deres opmærksomhed mod byen, hvor varehuse, pakhuse, butikker og andre bygninger blev plyndret eller sat i brand.

Generalguvernør Janus August Garde beordrede militære styrker fra Christiansted til Frederiksted for at drive oprørerne ud af byen. Kampene og brandstiftelserne spredte sig derefter fra byen til landdistrikterne, hvor plantager, sukkermarker, sukkerværker, lagre og andre bygninger knyttet til sukkerproduktionen blev angrebet og antændt. Også almindelige beboelsesbygninger blev ramt. Oprøret udviklede sig dermed fra uroligheder i Frederiksted til en omfattende opstand i de vestlige og centrale dele af Sankt Croix.

Det er uafklaret, i hvilket omfang oprøret var planlagt på forhånd. Kilderne rummer indicier på forberedelse, men ikke konkrete beviser for en samlet plan. Oprøret havde heller ikke én samlet central ledelse, men under selve opstanden opstod der ledere inden for forskellige grupper, ligesom der kan konstateres arbejdsdeling og koordinerede angreb.

Brande og nedkæmpelse

Den mest voldelige fase af oprøret varede omkring fem dage. Den 4. oktober ankom britiske, franske og amerikanske krigsskibe til Sankt Croix og tilbød assistance til nedkæmpelsen af oprøret. Garde afviste tilbuddet, fordi han mente, at de koloniale styrker selv kunne bringe situationen under kontrol, selv om danske soldater fik våben til låns fra briterne. Dagen efter beordrede Garde de strejkende arbejdere tilbage til plantagerne; de, der nægtede, blev officielt betragtet som oprørere, og arbejdere fik forbud mod at forlade deres plantage uden skriftlig tilladelse. Urolighederne ebbede gradvist ud, men først omkring midten af oktober var oprøret reelt ophørt.

Milits, frivillige og militære forstærkninger blev sat ind, og omkring 300 arbejdere blev arresteret. Opgørelserne over tabstallene varierer; Marsh opgør antallet af dræbte arbejdere til 84, foruden to soldater og en plantageejer. Tolv oprørere blev dømt til døden ved lokale standretter og henrettet, mens omkring 40 andre dødsdomme efter det retslige efterspil blev ændret til langvarige fængselsstraffe.

Fireburn-dronningerne

Flere kvinder spillede fremtrædende roller under oprøret. Mary Thomas, Axeline Elisabeth Salomon, Mathilde McBean og Susanna Abrahamson blev alle dømt til døden for deres deltagelse; dommene blev senere ændret til livsvarigt straffearbejde, og de blev sendt til Danmark, hvor de afsonede en del af straffen i kvindefængslet på Christianshavn. Fængsels- og kolonialarkiverne giver imidlertid kun fragmentariske og til tider modstridende oplysninger om kvinderne, og materialet er præget af kolonimagtens registrerings- og fortolkningsrammer.

Mary Thomas, Agnes og Mathilda blev i lang tid husket som ”de tre dronninger”. I 2004 offentliggjorde historikeren Wayne James oplysninger fra hidtil upubliceret materiale om en fjerde dømt kvinde, Susanna Abrahamson, også omtalt som Susanna Abramsen og kendt som ”Bottom Belly”. Nyere forskning behandler derfor de fire kvinder samlet som Fireburn-dronningerne.

Mary Thomas blev i december 1887 sendt tilbage til Sankt Croix for at afsone resten af sin straf, men blev senere løsladt, giftede sig og døde af naturlige årsager på Sankt Croix i 1905. Den tidligere udbredte fremstilling af, at hun døde i fængslet, er således ikke korrekt.

Følger

Oprøret medførte omfattende materielle skader på både byen og plantagerne. De brandramte dele af Frederiksted blev hurtigt genopbygget, og mange af de nye bygninger fik den ornamenterede victorianske arkitektur, som fortsat præger bybilledet. Træudskæringer og anden dekorativ træarkitektur blev karakteristiske elementer; Frederiksted havde samtidig en tradition for frie afrocaribiske håndværkere, blandt andet tømrere og træskærere.

Tyendeforordningen af 24. oktober 1879 ophævede arbejdsreglementet fra 1849 og gav formelt arbejderne mulighed for frit at indgå aftaler med arbejdsgiverne om løn, arbejdstid og andre ansættelsesvilkår. Året efter Fireburn blev der således indført nye regler og standardkontrakter for plantagearbejdet. Den formelle liberalisering førte dog ikke nødvendigvis til en samlet forbedring af arbejdernes forhold, fordi de nye ordninger i vid udstrækning blev udformet på plantageejernes præmisser. Samtidig bestod et paternalistisk og repressivt kolonialt kontrolregime, blandt andet gennem omfattende brug af fængselsstraffe og tvangsarbejde. De nye arbejdsretlige regler lå på visse punkter tættere på den danske tyendelov fra 1854, men den danske grundlov fra 1849 blev aldrig indført i Dansk Vestindien.

Erindring og fortolkning

Kunstværket I Am Queen Mary foran Vestindisk Pakhus i København (2018) mindes Mary Thomas.

Fireburn-oprøret er fortsat nærværende på de Amerikanske Jomfruøer gennem sange, mundtlig overlevering, undervisning, monumenter og stednavne. Allerede i 1880'erne blev Mary Thomas fejret i folkesangen Queen Mary, som bevarede fortællingen om hendes rolle i oprøret i den lokale mundtlige tradition. Hovedvejen mellem Christiansted og Frederiksted blev i 1972 officielt omdøbt til ”Queen Mary Highway”, og monumenter over Mary, Agnes og Mathilda har bidraget til, at de tre længe blev de mest synlige symboler på opstanden.

I en dansk sammenhæng har fortællingen om generalguvernør Peter von Scholten som de slavegjortes befrier traditionelt stået stærkere end fortællingerne om afrocaribiske modstandsaktører. Også i den danske arbejderbevægelse gled Fireburn senere i vid udstrækning ud af den kollektive erindring, selv om den samtidige avis Socialdemokraten udtrykte sympati for plantagearbejderne og kritiserede plantageejerne og nedkæmpelsen af oprøret.

Nyere forskning behandler derfor Fireburn ikke alene som en historisk begivenhed, men også som genstand for fortsat erindring og fortolkning og fremhæver koloniale arkivers tavsheder og asymmetrier samt betydningen af mundtlige, materielle og kulturelle modfortællinger. I 2018 blev monumentet I Am Queen Mary, skabt af kunstnerne Jeannette Ehlers og La Vaughn Belle til minde om Mary Thomas, afsløret i København.