Spring til indhold

Slobodan Milošević

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Milosevic)
Slobodan Milošević
Image

(2000)
Personlige detaljer
Født20. august 1941
Požarevac, Serbien
Død11. marts 2006 (64 år)
Scheveningen, Holland
DødsårsagHjerteanfald
GravstedPožarevac
Politisk partiJugoslaviens Kommunistiske Liga, Serbiens socialistiske parti
ÆgtefælleMirjana Marković (1965-2006)
FarSvetozar Milošević
Uddannelses­stedDet Juridiske Fakultet ved Beograds Universitet
Požarevac Gymnasium[1]
ReligionOrtodoks kristendom
UnderskriftImage
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Slobodan Milošević (serbisk kyrillisk: Слободан Милошевић, 20. august 1941 – 11. marts 2006) var en jugoslavisk og serbisk politiker, der var Serbiens præsident fra 1989 til 1997 og præsident for Forbundsrepublikken Jugoslavien fra 1997, indtil han blev styrtet i 2000. Milošević spillede en central rolle i de jugoslaviske krige og blev det første siddende statsoverhoved, der blev tiltalt for krigsforbrydelser.[2]

Milošević blev født i Požarevac og han studerede jura ved Det Juridiske Fakultet på Universitetet i Beograd, hvor han sluttede sig til den socialistiske ungdomsorganisation i Jugoslavien. Fra 1960'erne var han rådgiver for borgmesteren i Beograd, og i 1970'erne var han formand for store virksomheder som protegé af den serbiske leder Ivan Stambolić.[3][4][5] Milošević var i 1980'erne et højtstående medlem af Forbundet af Kommunister i Serbien (SKS); han kom til magten i 1987 efter at have fjernet politiske modstandere, herunder Stambolić. Han blev valgt til præsident for den Socialistiske Republik Serbien i 1989 og ledte den såkaldte antibureaukratiske revolution, hvor han reformerede Serbiens forfatning og gik over til et flerpartisystem, samtidig med at de autonome provinsers magt blev reduceret. Han ledede Socialistpartiet i Serbien fra dets grundlæggelse i 1990 og frem til sin død. Efter parlamentsvalget i 1990 indførte Milošević et system med ét dominerende parti, mens hans parti beholdt kontrollen over statens økonomiske ressourcer.[6][7][8] Under hans præsidentskab fandt der anti-regerings- og anti-krigsprotester sted, og hundredtusinder deserterede fra den Milošević-kontrollerede jugoslaviske folkehær, hvilket førte til massiv emigration fra Serbien.[9][10]

Under NATO's bombning af Jugoslavien i 1999 blev Milošević tiltalt for krigsforbrydelser i forbindelse med krigen i Bosnien, Kroatiens uafhængighedskrig og Kosovokrigen af Den Internationale Straffedomstol for det Tidligere Jugoslavien (ICTY), en FN-instans.[11] Efter at have trukket sig som Jugoslaviens præsident i 2000 midt i demonstrationer mod det omstridte præsidentvalg, blev han arresteret af jugoslaviske føderale myndigheder i marts 2001 mistænkt for korruption, magtmisbrug og underslæb.[12][13] Den indledende efterforskning gik i stå, og han blev udleveret til ICTY for at blive stillet for retten for krigsforbrydelser.[14] Milošević fordømte domstolen som ulovlig og nægtede at udpege en forsvarer,[15] og førte derfor sit eget forsvar. Han døde af et hjerteanfald i sin celle i Haag i 2006, før retssagen kunne afsluttes.[16][17] Domstolen afviste ansvar for hans død og anførte, at han havde nægtet at tage ordineret medicin for sine hjerteproblemer og i stedet selvmedicineret. Efter hans død konkluderede ICTY og Den Internationale Restmekanisme for Straffedomstole, at han havde været en del af et fælles kriminelt foretagende, der brugte vold, såsom etnisk udrensning, til at fjerne kroater, bosniakker og albanere fra dele af Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Kosovo. Den Internationale Domstol (ICJ) konkluderede separat, at der ikke fandtes beviser for at knytte ham til folkedrab begået af bosnisk-serbiske styrker under Bosnien-krigen, men fandt, at Milošević havde overtrådt folkedrabskonventionen ved at undlade at forhindre folkedrab og undlade at holde de ansvarlige til regnskab.[18][19]

Observatører har beskrevet Miloševićs politiske adfærd som populistisk, eklektisk og opportunistisk.[20] Hans styre er blevet beskrevet som autoritært eller autokratisk samt kleptokratisk, med anklager om valgsvindel, politiske mord, undertrykkelse af pressefrihed og politivold.[21][22][23][24]

Biografi

[redigér | rediger kildetekst]

Liv indtil 1990

[redigér | rediger kildetekst]

Slobodan Miloševićs familie stammede fra Montenegro. Faderen Svetozar Milošević (Светозар Милошевић) var uddannet som ortodoks præst, men arbejdede som lærer; han vendte tilbage til Montenegro efter 2. verdenskrig og begik selvmord i 1962.[25] Milošević og hans storebror blev opdraget af moderen, Stanislava (Станислава), der var lærer og kommunistisk aktivist. Hun begik også selvmord, men en del år senere, i 1972.[25]

Tidlig karriere

[redigér | rediger kildetekst]

Slobodan Milošević studerede jura og var samtidig engageret i politisk arbejde; han tog sig særligt af ideologiske opgaver og blev opfattet som en kommunistisk hardliner. Efter kandidateksamen i 1964 og nogle år som medarbejder i Beograds bystyre fulgte Milošević efter Ivan Stambolić til firmaet Technogas. I 1973 blev Milošević chef for firmaet. I 1978 blev han direktør for den serbiske bank Beobanka (Beogradska Banka / Београдска Банка)), en post han havde frem til 1983. Han har i den forbindelse bl.a. besøgt USA..[26] Milošević var som teknokrat meget skeptisk over for den økonomiske politik man førte i 1980'erne; han ønskede en opstramning for at imødegå krisetendenserne, den høje inflation, gældsproblemerne, manglen på effektivitet i virksomhederne og den store arbejdsløshed.

Kosovo

[redigér | rediger kildetekst]
Image
Slobodan Milošević ved underskrivelsen af Daytonaftalen

Milošević blev kaldt til et møde i Kosovo Polje i april 1987 for at drøfte forholdene i Kosovo; det blev sagt at den Kosovo albanske politiske ledelse og det albanske befolkningsflertal undertrykte den serbiske minoritet. Egentlig havde en kreds af serbere og montenegrinere omkring Momir Bulatović (Момир Булатовић), senere premierminister for den jugoslaviske regering, bedt Ivan Stambolić (på dén tid serbisk præsident) om at komme, men han frabad sig og opfordrede Milošević til at tage af sted i stedet.

At der skulle ske noget under mødet synes at have været klart. Én af de serbiske arrangører, Miroslav Šolević (Мирослав Шолевић), hævdes eksempelvis at have sørget for at der var en vognfuld sten som de serbiske demonstranter kunne bruge som kasteskyts.

Der udbrød så kraftige tumulter mellem politi og demonstranter at Milošević afbrød sit møde, kom ud og sagde de bekendte ord om ikke at slå på folket. Disse ord gav genlyd, især fordi de blev gentaget gang på gang i serbisk TV. De var med til at vise at hér var en mand som forstod at tale serbernes sag.

I 1989 var det 600 års-dagen for Slaget på Kosovo-sletten og Milošević holdt som serbisk præsident en mindetale for omkring en million tilhørere. Talen blev i de følgende år stærkt diskuteret; mange har set den som en nationalistisk opsang, nogle har set den som en opfordring til at sætte sig ud over nationale uoverensstemmelser.[27]

Omstrukturering af parti og stat

[redigér | rediger kildetekst]

Senere var Milošević med til at arrangere en "intern oprydning", som førte til at præsident Ivan Stambolić måtte gå af. Milošević blev valgt som præsident for Serbien 8. maj 1989, fik indført en ny forfatning i september 1990, blev genvalgt som serbisk præsident i december 1990 og igen i december 1992. Juli 1997 blev han valgt som jugoslavisk præsident for perioden frem til 2001.

I 1990 blev kommunistpartiet (Den Serbiske Kommunist-Liga) og Den Socialistiske Alliance af Arbejdere slået sammen til Det Serbiske Socialistparti (Социјалистичка Партија Србије, СПС / Socijalistička Partija Srbije, SPS), og Milošević blev formand.

Afgang som premierminister

[redigér | rediger kildetekst]

Efter krigen i Kosovo i 1999 var der mange politiske skærmydsler. Oppositionspartierne havde svært ved at enes, og dette røre benyttede Milošević til via mellemmænd at udskrive valg til posten som præsident for Jugoslavien (dvs. for statsforbundet mellem Serbien og Montenegro). Tingene gik dog ikke helt som forudset, og det stod klart at juristen Vojislav Koštunica (Војислав Коштуница) havde vundet valget, selv om Milošević og hans støtter først ikke ville acceptere det.

Nogle af oppositionspartierne arrangerede en stor demonstration 6. oktober 2000, der endte i et angreb på det serbiske parlament i Beograd. Hverken hæren eller politiet trådte for alvor til for at støtte Milošević, givetvis fordi man i ledelserne mente at Milošević ikke alene havde tabt formelt, men også reelt. Urolighederne førte til at Milošević gav op, dels fordi han indså at han ikke havde støtte til at fortsætte, dels for om muligt at sikre sig en vis velvilje fra efterfølgerne.

Det senere serbiske valg i slutningen af december 2000 førte til at sociologen Zoran Đinđić (Зоран Ђинђић) dannede en koalitionsregering.

Krigsforbryderprocessen

[redigér | rediger kildetekst]

Udlevering og processen

[redigér | rediger kildetekst]

Efter langvarigt pres fra bl.a. USA, besluttede de serbiske myndigheder at fængsle Milošević den 1. april 2001, men man fulgte dog ikke straks de ydre krav om at udlevere ham til Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien, bl.a. fordi forbundspræsident Koštunica, i det mindste på dét tidspunkt, fandt en udlevering juridisk problematisk.[28] Udleveringen skete først et par måneder senere og ironisk nok på samme dag som Slaget på Solsortesletten i 1389 og for én af Milošević' vigtigste taler, talen på Solsortesletten (de) i 1989, nemlig 28. juni 2001. Udleveringen skete i et militært samarbejde mellem serbiske myndigheder og engelske tropper.

Milošević havde, da han blev udleveret, længe været sigtet af det internationele krigsforbrydertribunal, først ved anklageren Louise Arbour, senere Carla del Ponte, men sagen kunne ikke påbegyndes før Milošević var blevet udleveret. Ved Milošević' død havde anklagemyndigheden fremlagt anklageskrifterne, afhørt vidner og opsummeret, og Milošević var i færd med forsvar og vidneafhøringer.

Sagen var meget kompleks, da den omhandlede mange forskellige forhold i Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Kosovo, og sagen er flere gange flere forsinket i kortere og længere tid på grund af Milošević' dårlige helbred. Milošević var i Kosovo-sagen sigtet for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser (crimes against humanity og violations of the laws or customs of war).

Selv om Milošević var tydeligt svækket insisterede han på selv at føre sit forsvar, og dette lykkedes han med ved stor stædighed og argumentationskraft.

Forsvaret var i det grundlæggende mere politisk end egentlig juridisk og meget energisk, undertiden aggressivt og stridslystent.

Det var på grundlag af sagsforløbet tænkeligt at han ville være blevet dømt på nogle af de punkter han var sigtet, men da anklagemyndigheden ikke i alle tilfælde syntes at have dokumenteret et direkte ansvar for forbryderiske handlinger, ville det muligvis ske på grund af et indirekte ansvar som politisk leder (med skiftende roller), herunder for ikke i rimelig grad at have sikret sig imod at hans undergivne forbrød sig.

Én af sigtelserne vedrørte en formentlig massakre i Račak (Рачак) (albansk: Raçak) i Kosovo i begyndelsen af 1999, der havde meget stor propagandistisk betydning for USA m.fl., der stod bag NATO-interventionen. Det forekommer ud fra ligsynsmaterialet sandsynligt at der er sket en massakre, men de nærmere omstændigheder er ikke klarlagt, og derfor ville det være meget vanskeligt, muligvis umuligt, at dokumentere at netop Milošević havde været ansvarlig.

Død

[redigér | rediger kildetekst]

Slobodan Milošević blev fundet død på sin seng i sin celle i Haag 11. marts 2006.[29][30] Det internationale tribunal til pådømmelse af krigsforbrydelser i det tidligere Jugoslavien oplyste dagen efter at Milošević ifølge en foreløbig obduktionsrapport var død af et hjertetilfælde. Det blev straks efter diskuteret om dødsfaldet helt eller delvist kunne være fremkaldt af Milošević selv, eftersom der (tidligere) havde været spor af medicin i hans blod, der ikke var ordineret af de officielt udpegede læger.

Nogle af Milošević' tilhængere mente, at tribunalet var ansvarlig for dødsfaldet, fordi man havde nægtet ham at få lægebehandling i Rusland. Ifølge den ledende anklager ved tribunalet, Carla del Ponte, kunne man give Milošević den nødvendige behandling i Haag.

I den vestlige verden har ledende politikere udtalt at Milošević var en krigsforbryder, og at han var hovedansvarlig for de mange grusomheder, der blev begået i det tidligere Jugoslavien i 1990'erne; mange har beklaget at der nu ikke vil blive afsagt en dom. I Serbien var meningerne delte.

Milošević blev lørdag 18. marts 2006 begravet i sin hjemby, Požarevac, i Serbien, noget sydvest for Beograd. Familien overvejede i dagene umiddelbart efter dødsfaldet at begrave Milošević i Moskva, hvor enken Mira Marković og sønnen Marko Milošević (Марко Милошевић) opholdt sig for at undgå retsforfølgelse i Serbien.

Den serbiske præsident, Boris Tadić (Борис Тадић), udtalte kort efter dødsfaldet at Milošević ikke ville få en statsbegravelse i Serbien. Det radikale parti, der er stærkt nationalistisk og som udgør en del af det parlamentariske grundlag for Vojislav Koštunicas regering, krævede derimod en officiel begravelse. Det så den 15. marts 2006 ud til at man kunne nå en forståelse mellem Milošević' familie og de serbiske myndigheder om, at Mira Marković kunne deltage i begravelsen mod at aflevere sit pas og mod at stille i retten i slutningen af marts, men hun ønskede uhindret at kunne forlade Serbien igen, og dermed faldt forståelsen til jorden. Ingen af Milošević' nærmeste deltog.

Milošević' lig kom til Beograd 15. marts 2006, og der blev i dagene fra torsdag 16. marts 2006 arrangeret en uofficiel lit-de-parade på Revolutionsmuseet i Beograd. Omkring 50.000 skønnes at have været til stede i Beograds centrum den 18. marts før liget blev transporteret til Požarevac. Betydeligt flere deltog i sin tid da premierminister Zoran Đinđić blev begravet efter et attentat 12. marts 2003. Zoran Đinđić var dén der foranstaltede udleveringen af Milošević til krigsforbrydertribunalet i 2001.

Hverken de serbiske myndigheder eller nogle udenlandske stater var repræsenteret ved begravelsen dér, derimod mange af byens borgere. Blandt deltagerne var den amerikanske jurist, tidligere statsadvokat Ramsey Clark, der tidligere er gået i brechen for Milošević.[31]

5. april 2006 udsendte den offentlige anklager i Haag en officiel meddelelse om at undersøgelser, herunder tosikologiske undersøgelser, viste at Milošević var død en naturlig død af hjertestop. Der var i december 2005 fundet ikke-ordinerede lægemidler i hans celle og i hans krop, antibiotikummet Rifampicin, men ved den tosikologiske undersøgelse var der ikke spor af dette medikament eller af andre ikke-ordinerede medikamenter. Derimod var der spor af ordinerede medikamenter, men ikke i en styrke, der kunne have fremprovokeret dødsfaldet.

31. maj 2006 offentliggjorde krigsforbrydertribunalet en rapport om Milošević' død, der var udarbejdet af dommer K.H. Parker. Rapporten bekræfter meddelelsen fra den offentlige anklager i Haag, både med hensyn til dødsårsagen og med hensyn til at Milošević tidligere har indtaget ikke-ordinerede lægemidler. Det anføres tillige at Milošević ikke altid fulgte de givne lægeråd. En russisk læge, professor Bockeria fra Moskva, har fremført (siges det) at Milošević burde have været opereret. De læger, som tribunalet anvendte, var ikke af samme opfattelse; de mente ikke, at en operation var fornøden. Efterfølgende har de sagt, at de ikke mente, at en operation ville have kunnet forhindre dødsfaldet.[32][33][34]

Se også

[redigér | rediger kildetekst]

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ↑ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  2. ↑ "Milosevic indictment makes history". CNN. 27. maj 1999. Arkiveret fra originalen 14. januar 2002. Hentet 31. januar 2024.
  3. ↑ Thomas, Robert (1999). Serbia under Milošević : politics in the 1990s. London: Hurst. s. 430. ISBN 1-85065-341-0. OCLC 41355127.
  4. ↑ Dawisha, Karen; Parrott, Bruce (1997). Politics, power, and the struggle for democracy in South-East Europe. Cambridge: Cambridge University Press. s. 154. ISBN 0-521-59244-5. OCLC 37308876.
  5. ↑ Tollefson, James (2007). Language and Political Conflict.
  6. ↑ Lazić, Mladen; Pešić, Jelena (25. september 2020). "The Stabilisation of the Capitalist Order and Liberal Value Orientations in Serbia". Südosteuropa. 68 (3): 386-407. doi:10.1515/soeu-2020-0028. ISSN 2364-933X. S2CID 222004199.
  7. ↑ Lansford, Tom (2012). Political handbook of the world 2012. Los Angeles: Sage. s. 1254. ISBN 978-1-4522-3434-2. OCLC 794595888.
  8. ↑ Đukić, Slavoljub (2001). Milošević and Marković : a lust for power. Alex Dubinsky. Montreal: McGill-Queen's University Press. s. 29. ISBN 978-0-7735-6939-3. OCLC 181843243.
  9. ↑ Silber, Laura; Little, Allan (1997). Yugoslavia: death of a nation (Rev. and updated udgave). New York: Penguin Books. ISBN 978-0-14-026263-6.
  10. ↑ Ramet, Sabrina P. (2002). Balkan Babel: the disintegration of Yugoslavia from the death of Tito to the fall of Milosevic (4th udgave). Boulder: Westview Press. doi:10.4324/9780429495403. ISBN 978-0-429-49540-3.
  11. ↑ "Milosevic charged with Bosnia genocide". BBC. 23. november 2001. Hentet 20. juni 2011.
  12. ↑ "Slobodan Milosevic to Stand Trial in Serbia". CNN. 31. marts 2001. Arkiveret fra originalen (transcript) 2. oktober 2016. Hentet 21. januar 2012.
  13. ↑ "Milosevic arrested". BBC. 1. april 2001. Hentet 23. maj 2010.
  14. ↑ Gall, Carlotta (1. juli 2001). "Serbian Tells of Spiriting Milošević Away". The New York Times. Arkiveret fra originalen 3. marts 2020. Hentet 24. juli 2008.
  15. ↑ "Milosevic hearing transcript". BBC News. 3. juli 2001.
  16. ↑ "Report to the President Death of Slobodan Milošević" (PDF). United Nations. 5. marts 2007. Arkiveret fra originalen (PDF) 3. juni 2006. Hentet 21. januar 2012.
  17. ↑ "Prosecutor v. Slobodan Milosevic: Decision on Assigned Counsel Request for Provisional Release". United Nations. 5. marts 2007. Arkiveret fra originalen 4. marts 2006. Hentet 21. januar 2012.
  18. ↑ Paul Mitchell (16. marts 2007). "The significance of the World Court ruling on genocide in Bosnia". World Socialist Web. Arkiveret fra originalen 6. august 2018. Hentet 9. februar 2013.
  19. ↑ "Court Declares Bosnia Killings Were Genocide". The New York Times. 26. februar 2007. Arkiveret fra originalen 5. august 2018. Hentet 18. februar 2017.. A copy of the ICJ judgement can be found here "Frame page of BHY (English)". Arkiveret fra originalen 28. februar 2007. Hentet 3. august 2007.
  20. ↑ Djilas, Aleksa (1993). "A Profile of Slobodan Milošević". Foreign Affairs (engelsk). 72 (3): 94. doi:10.2307/20045624. JSTOR 20045624.
  21. ↑ "Milosevic: Serbia's fallen strongman". BBC. 30. marts 2001. Hentet 12. december 2018.
  22. ↑ Sell, Louis (1999). "Slobodan Milošević: A Political Biography". Problems of Post-Communism. 46 (6): 12-27. doi:10.1080/10758216.1999.11655857.
  23. ↑ Keen, Mike; Mucha, Janusz (2013). Autobiographies of Transformation: Lives in Central and Eastern Europe. Routledge. s. 176.
  24. ↑ Byrne, Richard (2. november 2009). "Balkan Bottom Line". Foreign Policy. Arkiveret fra originalen 3. oktober 2023. Hentet 15. oktober 2019.
  25. 1 2 Sell 2002, s. 16.
  26. ↑ Judah, Tim (2002). Kosovo: War and Revenge. Yale University Press. s. 51. ISBN 9780300097252.
  27. ↑ Milosevic' tale i 1989 (dansk og engelsk version)
  28. ↑ "Milosevic arrested". BBC News. 1. april 2001. Hentet 3. marts 2014.
  29. ↑ "Europe | Milosevic found dead in his cell". BBC News. 11. marts 2006. Hentet 21. januar 2012.
  30. ↑ Simons, Marlise; Smale, Alison (12. marts 2006). "Slobodan Milosevic, 64, Former Yugoslav Leader Accused of War Crimes, Dies". The New York Times. Arkiveret fra originalen 26. marts 2019. Hentet 22. februar 2019.
  31. ↑ Jo Eggen (10. november 2014). "Til Arne Ruste". Klassekampen. s. 20. Han deltar i dennes begravels, men det gjør også Ramsay Clark, tidligere amerikansk justisminister og arkitekt bak avskaffelsen av det politiske raseskillet i USA, begge anså behandlinga av den krigsforbrytertiltalte ekspresidenten som urettferdig.
  32. ↑ Provisional findings concerning the death of S. Milosevic, den offentlige anklager i Haag, 17. marts 2006 (pdf)
  33. ↑ No indication crime death Milosevic, pressemeddelelse fra det nederlandske indenrigsministerium, 5. april 2006 (pdf)
  34. ↑ Kevin Parker: Report to the president: Death of Slobodan Milošević, rapport fra FN's krigsforbrydertribunal, 30. maj 2006 (pdf)

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Image
 Wikimedia Commons har medier relateret til:
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Slobodan_Milošević&oldid=12325658"