Spring til indhold

Stencirkel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Image
Swinside stencirkel, Cumbria, England

En stencirkel er en ring af megalitiske bautasten. De fleste findes i Nordvesteuropa – især blandt på De Britiske Øer og i Bretagne[1] – og stammer typisk fra yngre bondestenalder og tidlig bronzealder, hvor de fleste blev opført mellem 3300 og 2500 f.v.t. De mest kendte eksempler omfatter henge-monumentet ved Avebury, Rollright Stones, Castlerigg og dele af ringen af stående sten ved Stonehenge.[2] Spredte eksempler findes også i andre dele af Europa. Senere, under jernalderen i Europa, blev stencirkler opført i det sydlige Skandinavien.

Image
Bryn Cader Faner, Nordwales, en walisisk ringcairn / tumulus, ofte fejlagtigt fortolket som en stencirkel

Den arketypiske stencirkel er en åben indhegning, stor nok til at man kan samles indenfor, og opført af megalitiske sten. Ofte anvendes betegnelsen "stencirkel" om lignende strukturer, men disse betegnelser er enten historiske eller fejlagtige. Eksempler på almindeligt misforståede stencirkler er ringvarder og gravhøje. Selvom det ofte antages, at der findes tusindvis af stencirkler på De Britiske Øer og i Europa, er sådanne anlæg faktisk meget sjældne og udgør en regional variant af henge-typen.[2] Eksempler på ægte stencirkler inkluderer Long Meg and Her Daughters i Cumbria, henges med indre sten som Avebury i Wiltshire og The Merry Maidens i Cornwall.

Stencirkler klassificeres normalt ud fra stenenes form og størrelse, cirklens radius og antallet af lignende strukturer i området. Selvom mange teorier er blevet fremsat for at forklare deres formål – typisk relateret til ceremoni eller ritual – er der ingen arkæologisk konsensus om deres oprindelige funktion. Opførelsen krævede ofte en betydelig fælles indsats, herunder specialiserede opgaver som planlægning, stenbrud, transport, udgravning af fundamentgrøfter og den endelige konstruktion.[3]

Datering og arkæologi

[redigér | rediger kildetekst]

Stadig flere fund tyder på, at opførelsen af megalitiske anlæg begyndte så tidligt som 5000 f.Kr. i det nordvestlige Frankrig,[4] og at skikken og teknikkerne derfra blev spredt ad søvejen gennem Europa og Middelhavsområdet.[4][5] Carnac-stenene i Frankrig menes at være opført omkring 4500 f.Kr.,[6] og mange af anlæggene omfatter megalitiske stenkredse.

De tidligste stenkredse i Storbritannien blev opført mellem 3200 og 2500 f.Kr.,[2][7] i mellemneolitikum (ca. 3200-2500 f.v..). Omkring dette tidspunkt begyndte man at opføre stenkredse i kyst- og lavlandsområderne i den nordlige del af Det Forenede Kongerige. Økseindustrien i Langdale i Lake District kan have været et vigtigt tidligt centrum for opførelsen af stenkredse, muligvis på grund af områdets økonomiske magt. Mange bestod af tætstående sten, måske på samme måde som jordvoldene omkring henge-anlæg. Andre blev opført af kampesten, der lå stabilt på jordoverfladen, frem for bautasten, der blev holdt oprejst i en fundamentsgrøft. Nyere forskning viser, at de to ældste stencirkler i Storbritannien, Stenness på Orkneyøerne og Callanish på Isle of Lewis, blev opført, så de flugtede med Solens og Månens positioner.[7][8]

De fleste lokaliteter indeholder ingen spor efter beboelse, hvilket tyder på, at stenkredsene blev opført til ceremonielle formål. Undertiden findes en stenkreds i forbindelse med en gravgrube eller et gravkammer, men for de fleste af disse monumenter kendes ingen sådan forbindelse, blandt andet fordi de ikke er blevet undersøgt arkæologisk.

Distribuering i Storbritannien og Irland

[redigér | rediger kildetekst]
Image
Stenkreds i Cornwall.

Der findes omkring 1.300 stencirkler i Storbritannien og Irland.[9] Eksperter er uenige om, hvorvidt opførelsen af megalitter i Storbritannien udviklede sig uafhængigt eller blev indført fra det europæiske fastland.

Image
Drombeg stone circle i County Cork, Irland.

En omfattende undersøgelse fra 2019 af kulstof 14-dateringer af megalitiske konstruktioner i Europa og på De Britiske Øer konkluderede, at byggeteknikkerne blev spredt til andre samfund ad søvejen med udgangspunkt i det nordvestlige Frankrig.[5][4] Den franske arkæolog Jean-Pierre Mohen skrev derimod i sin bog fransk: Le Monde des Megalithes, at De Britiske Øer er

"bemærkelsesværdige på grund af deres overflod af bautasten og de mange forskellige cirkulære arkitektoniske komplekser, som de indgik i ... De er slående originale og har ingen sidestykker andre steder i Europa, hvilket i høj grad understøtter argumentet om, at bygmesterne arbejdede uafhængigt."

Nogle teorier hævder, at indtrængende folk fra Bretagne kan have stået bag opførelsen af Stonehenge.[10]

Image
Stenkreds i Carrigagulla-komplekset i County Cork, Irland

Selvom stencirkler er vidt udbredt over hele øen Irland, findes der to hovedkoncentrationer: i området omkring Cork og Kerry samt i det centrale Ulster. Sidstnævnte består typisk af et større antal små sten, som normalt er omkring 0,3 meter høje, og findes ofte i højlandsområder og på lokaliteter, hvor der også findes en stenrække. Stencirklerne i Cork og Kerry har som regel en mere uregelmæssig form med større, men færre og mere spredte ortostater omkring aksestenen.[11]

  1. ↑ Aubrey Burl. "The Megalith Map". Arkiveret fra originalen 2006-09-28. Hentet 2006-09-22.
  2. 1 2 3 Ibbotson, Adam Morgan (2024). Cumbria's Prehistoric Monuments (2nd udgave). UK: History Press.
  3. ↑ Richards, Colin. Building the Great Stone Circles of the North. Windgather Press, 2013. s. 3–4
  4. 1 2 3 Paulsson, B. Schulz (26. februar 2019). "Radiocarbon dates and Bayesian modeling support maritime diffusion model for megaliths in Europe". PNAS. 116 (9): 3460-3465. Bibcode:2019PNAS..116.3460S. doi:10.1073/pnas.1813268116. PMC 6397522. PMID 30808740.
  5. 1 2 Grossman, David (12. februar 2019). "Stonehenge Might Have Its Roots with Ancient Sailors from France". Popular Mechanics.
  6. ↑ Annick Jacq. "Carnac". Bretagne-celtic.com. Arkiveret fra originalen 2012-02-04. Hentet 2009-05-05.
  7. 1 2 "New research reveals the 'spectacular' secrets of Britain's earliest stone circles". The Independent. 20. august 2016. Arkiveret fra originalen 2022-05-25.
  8. ↑ "The Strange Origin of Scotland's Stone Circles". BBC. 12. oktober 2012.
  9. ↑ Burl, Aubrey (2000). The Stone Circles of Britain, Ireland and Brittany. New Haven: Yale University Press. s. 5. ISBN 9780300083477. The Stone Circles of Britain, Ireland and Brittany.
  10. ↑ "France's new Stonehenge: Secrets of a neolithic time machine". The Independent. 31. juli 2006. Arkiveret fra originalen 2022-05-25.
  11. ↑ Murphy (1997), p.27

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]