Hô Chí Minh

I 1911, blot 21 år gammel, forlod Hồ Chí Minh sit hjemland for at finde inspiration og muligheder i verden udenfor. Han fik arbejde som køkkenassistent på et fransk skib og sejlede i de følgende år mellem afrikanske og amerikanske havne. Senere slog han sig ned i London og dernæst i Paris, hvor han hurtigt engagerede sig i socialistiske kredse under navnet Nguyen Ai Quoc ('Nguyen Patrioten'). Her blev han en ledende figur for en gruppe vietnamesiske eksilaktivister, som krævede selvstændighed for Vietnam.

I 1920 meldte han sig ind i det franske kommunistparti, og efter en periode i Moskva, hvor han bl.a. lærte Lenin og Trotskij at kende, rejste han videre til Kina. Her begyndte han at organisere vietnamesiske flygtninge, der var undsluppet den franske kolonimagt. Hans arbejde mundede i 1930 ud i stiftelsen af det Indokinesiske Kommunistparti – en organisation, som senere skulle danne fundamentet for det nuværende vietnamesiske kommunistparti.

Først i 1941, efter næsten tre årtier i eksil, vendte Hồ Chí Minh hjem til Vietnam. Med sig bragte han en solid ideologisk skoling fra Sovjetunionen og Kina samt værdifulde erfaringer fra Europa. Kort efter sin hjemkomst grundlagde han sammen med blandt andre general Võ Nguyên Giáp den nationalistiske bevægelse Việt Minh, der havde som erklæret mål at opnå Vietnams uafhængighed. Under 2. Verdenskrig kæmpede Việt Minh både mod den japanske besættelsesmagt og den svækkede franske koloniadministration.

Da Japan kapitulerede i 1945, greb Việt Minh muligheden og udnyttede magttomrummet til at proklamere Vietnams uafhængighed den 2. september i hjertet af Hanoi. Kort efter blev Hồ Chí Minh valgt som præsident for Den Demokratiske Republik Vietnam. Den nyvundne frihed blev dog straks udfordret, da Frankrig nægtede at give slip på sin koloni, hvilket udløste Den Første Indokinakrig. Denne krig kulminerede i 1954 med Việt Minhs sejr over franskmændene ved Điện Biên Phủ og den efterfølgende Geneveaftale, som delte Vietnam i en nordlig og en sydlig del.

I takt med at Hồ Chí Minhs helbred svækkedes i løbet af 1960’erne, gled den politiske magt gradvist over til Lê Duẩn, som anlagde en langt mere kompromisløs linje under Vietnamkrigen. Hvor Hồ Chí Minh lagde vægt på diplomati og pragmatiske løsninger, satsede Lê Duẩn på militær optrapning, uanset de menneskelige omkostninger.

Hồ Chí Minh døde i 1969, men hans minde levede videre. Trods hans udtrykkelige ønske om at undgå personkult lod partiet kort efter genforeningen opføre et imponerende mausoleum i Hanoi på det sted, hvor han i 1945 havde oplæst uafhængighedserklæringen. Her ligger hans balsamerede lig, som hvert år besøges af millioner af vietnamesere og udenlandske turister. Hồ Chí Minhs arv lever videre som et stærkt symbol på social retfærdighed, national frihed og modstand mod undertrykkelse.

• Vietnam
• Vietnamkrigen
• Genèvekonferencen