Robert Capa

Robert Capa blev født ind i en ikke-praktiserende jødisk familie i Budapest. Faderen var skrædder, men også en livsnyder og spillefugl; noget, der skulle gentage sig hos sønnen. Barndomsveninden Eva Besnyö (1910-2003; på ungarsk Éva Besnyő) har fortalt, at han blev kaldt Bandi (et kaldenavn for Endre) og Capa, der betyder 'haj' på ungarsk – og at han var populær blandt pigerne.

Capa kom i gymnasiet, men var dog ikke særligt optaget af studierne. Han opsøgte spænding og blev tiltrukket af de revolutionære på venstrefløjen, der bekæmpede det fascistiske styre i Ungarn, ledet af admiral Miklós Horthy. Det resulterede i, at Capa i 1930 blev arresteret og banket af det hemmelige politi, og han indså, at han ikke kunne blive i Budapest.

I stedet besluttede han sig i 1931 for at flytte til Berlin, hvor han blev indskrevet på statsvidenskab ved Deutsche Hochschule für Politik. Det holdt dog ikke længe: Der skete for lidt.

I løbet af 1932 manglede Robert Capa penge, og med hjælp fra Eva Besnyö, der var startet som fotograf i Berlin, fik han job som mørkekammerassistent hos billedbureauet DEPHOT (Deutsche Photodienst). Han fik lært at fotografere med det ret nye Leica-kamera (lanceret i 1925). En dag i november 1932, hvor de andre fotografer var på opgave, blev han bedt om at tage til Idrætshuset i København for at fotografere Lev Trotsky, der skulle holde tale i Foreningen Socialdemokratiske Studenter.

Her tog Robert Capa sine første reportagebilleder, og de viste en dynamisk og ekspressiv Trotsky. Billederne blev solgt til aviser over hele Tyskland.

Efter nazisternes magtovertagelse den 30. januar 1933 blev det for farligt for en ungarsk jøde med venstreorienterede sympatier at være i Berlin. Via Wien flyttede Robert Capa derfor i sensommeren 1933 til det Paris, der blev opfattet som et fristed for politiske flygtninge.

Konkurrencen mellem fotografer var hård i Paris, men sammen med den polske fotograf David Seymour (1911-1956), kendt som Chim, og tyske Gerda Taro etablerede han et bureau i rue Froidevaux. For at kunne hæve prisen opfandt trioen en dygtig amerikansk fotograf, som de gav navnet Bob Capa, og i en periode solgte de alle tre deres billeder under dette navn og forlangte det tredobbelte for dem. Da det blev opdaget, at han var et falsum, overtog Endre Friedmann navnet, og fra 1936 kaldte han sig Bob Capa. Først derefter opdagede han og de andre, at Bob var en forkortelse for Robert.

Senere overtog broderen Cornell Friedmann (1918-2008) også efternavnet Capa.

I Europa ser vi ofte 2. Verdenskrig ud fra et europæisk udkigspunkt, men fra et asiatisk synspunkt kan det være rimeligt at sige, at 2. Verdenskrig startede med Japans invasion af Kina den 7. juli 1937. I løbet af efteråret 1937 blev Robert Capa mere og mere desillusioneret omkring forholdene i Spanien, så da han i januar 1938 fik tilbud om at være med til at optage en dokumentarfilm om netop Kina, slog han til.

Hensigten med filmen var at vise, at alliancen mellem kommunisterne og Chiang Kai-sheks nationalister kunne holde stand mod de brutale japanerne. Imidlertid viste mulighederne for at filme sig at være vanskelige, så i efteråret 1938 forlod Capa Kina og rejste til New York.

De næste mere end tre år hutlede han sig igennem med forskellige småopgaver, hovedsageligt i London, men i foråret 1943 kom han tæt på krigen igen. Magasinet Illustrated hyrede ham til at rapportere fra felttoget i Nordafrika, og i det meste af et år fulgte Robert Capa de allierede soldater; mest dramatisk under landgangen på Sicilien. Han fulgte med hæren i de særdeles voldsomme slag op igennem Syditalien, indtil han i april 1944 blev kaldt tilbage til London, da der var rygter om en nært forestående invasion.

Robert Capa var kendt for heftig druk, for at spille alle sine penge op og for at have forhold til mange kvinder. Alt det slog ud i lys lue efter afslutningen af 2. Verdenskrig, hvor han også indledte sit mest berømte forhold: til den gifte filmstjerne Ingrid Bergman. De var kærester i to år, og selv om Ingrid Bergman var parat til at lade sig skille for at gifte sig med Capa, afviste han det; han ville ikke bindes. I 2012 udkom bogen Seducing Ingrid Bergman, skrevet af Chris Greenhalgh (født 1963), hvor hele den romantiske og dramatiske historie udrulles.

Robert Capa havde længe været irriteret over de vilkår, fotograferne levede under. De blev dårligt betalt, de havde ikke kontrol over billedtekster og brug, og de havde ingen rettigheder til billederne. Under en frokost i april 1947 på Museum of Moderne Art i New York lancerede han ideen om en sammenslutning for fotograferne David Seymour (“Chim”), Bill Vandivert (1912-1989) og Maria Eisner (1909-1991), og senere sluttede George Rodger (1908-1995) og Henri Cartier-Bresson (1908-2004) sig til. Navnet blev Magnum – angiveligt inspireret af en de magnumflasker champagne, der var en del af alle møderne.

Magnum viste sig at være en meget levedygtig konstruktion, og efterhånden kom der flere af verdens bedste fotografer til, da det var en meget attraktiv og respekteret gruppe at være med i. Magnum eksisterer stadig (2026), både som aktiv fotosammenslutning, som galleri og som arkiv. Når man tæller både nulevende og afdøde medlemmer med, kommer man op på 96.

På en af sine drukture var Robert Capa stødt på forfatteren John Steinbeck, og de udviklede en plan om at lave en beretning fra det mest lukkede land på det tidspunkt: Sovjetunionen. Jerntæppet havde sænket sig, men i Moskva så man muligheder i at få de to berømtheder til landet.

Til deres overraskelse fik de derfor visum, og den 31. juli 1947 ankom de til Moskva med masser af udstyr og film. Men de blev overvåget tæt, og Capa fik ikke lov til at fotografere frit. Hensigten med besøget fra sovjetisk side var, at de skulle lave propaganda for landet og vise folkets styrke, efter at de havde vundet over tyskerne i Den Store Fædrelandskrig.

Capa listede sig til at tage nogle uønskede billeder, men da de skulle hjem, måtte han aflevere alle sine film. Der var over 4000 optagelser, og da han fik de fremkaldte film tilbage, var alle de uønskede billeder klippet ud.

Efter hjemkomsten udgav Capa og Steinbeck i april 1948 A Russian Journal, men bogen levede ikke op til den standard, man kunne forvente fra parret, og bogen var et lavpunkt i begges karrierer.

I foråret 1948 var man klar over, at der var noget dramatisk i gang i Palæstina, og den 8. maj ankom Robert Capa til Tel Aviv. Den 14. maj fotograferede han de begejstrede reaktioner på udråbelsen af staten Israel – og dagen efter kunne han begynde at fotografere de voldsomme krigshandlinger, da de omkringliggende arabiske lande angreb den nye stat.

Det er blevet beskrevet som Capas mest personlige krig, og det var her, at han tog en lang række af sine bedste billeder. Over 20 af dem blev bragt i magasinet Illustrated.

I årene efter krigen i Israel arbejdede Capa primært med at sikre Magnums overlevelse, men i 1954 blev han inviteret til Japan, hvor han blev hyldet som den legende, han var blevet. Han fik angiveligt fem nye kameraer og 15 nye objektiver sammen med en intens opmærksomhed fra hundredevis af japanske fotografer.

Da det stærkt antikommunistiske Life Magazine manglede en fotograf i Indokina, og da Capa blev tilbudt $2000 pr. måned, sagde han ja til at dække krigen dér – også selv om han havde så klare kommunistiske sympatier, at det havde givet ham problemer med FBI.

Den 25. maj tog de til fronten, hvor oprørssoldaterne fra Viet Mihn var meget aktive. Capa ville lidt tættere på og gik ud over markerne, hvor han trådte på en landmine. Eksplosionen slog ham næsten øjeblikkeligt ihjel, og få øjeblikke senere blev han erklæret død.

Robert Capa var den første amerikanske korrespondent, der blev dræbt i Indokina. Hans lig blev sendt til USA, hvor han blev begravet fra en kirke lidt uden for New York.

Hans bror Cornell Capa operettede i 1974 Internationel Center of Photography (ICP) i New York, der udover at tilbyde uddannelse og udstillinger varetager arven efter Robert Capa.

Det er dog en arv, der er ret meget under angreb. I 2024 udgav Charles Herrick bogen Back into Focus: The Real Story of Robert Capa's D-Day, hvor han piller det meste af Robert Capas historier fra hinanden. Han undersøger forløbet fra billederne fra Spanien til historien om billederne fra invasionen i Normandiet, og han kan afsløre en lang række smukt fabrikerede historier, der mere egner sig til et filmmanuskript end til en troværdig beretning fra 2. Verdenskrig.

Afsluttende refererer han historien om, at Capa afslår at fotografere den afsluttende våbenhvile den 8. maj, fordi han lige er i gang med et spil poker, og Herrick konkluderer, at det er en meget dækkende beskrivelse af hans måde at være i verden på.

Det er også nærliggende at tro – som mange samtidige bemærker – at han var meget træt af krig, men han var også stærkt forbundet til sin rolle som "Verdens bedste krigsfotograf", og det er fristende at forestille sig, at den rolle kom til at koste ham livet som bare 40-årig.

• dokumentarfotografi
• Magnum
• Gerda Taro