Libanons historie

Den Libanesiske Borgerkrig varede fra 1975 til 1990 og menes at have krævet ca. 150.000 liv.

Den Libanesiske Borgerkrig.

Af Akg-Images/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

Libanon. Demonstration i Beirut.

Af Polfoto/Hussein Malla/AP.

Licens: Begrænset anvendelse

Libanon er en ung stat, der først opnåede sin selvstændighed i 1943. Landet oplevede en rivende økonomisk udvikling frem til 1975, hvor en blodig borgerkrig hærgede frem til 1990. Perioden siden har været præget af stor politisk ustabilitet og voksende økonomiske problemer. Libanon er gang på gang blevet en del af regionens dybe konflikter.

Tidslinje over Libanons historie

År
2026	Israel angriber og dræber Irans ayatollah Ali Khamenei på den første dag i Israel og USA's krig mod Iran den 28. februar. Som reaktion sender Hizbollah missiler mod Israel, som svarer igen med at angribe Libanon. Over 1 mio. libanesere bliver internt fordrevet.
2024	Israel optrapper deres angreb mod Hizbollah i september og går ind i det sydlige Libanon. Omkring en million libanesere bliver fordrevet fra deres hjem som følge af angrebene.
2023	Hizbollah angriber Israel i solidaritet med Hamas, hvilket bliver startskuddet på en eskalerende konflikt mellem Hizbollah og Israel.
2020	En eksplosion på Beirut havn i forbindelse med en brand i en lagerbygning medfører omfattende ødelæggelser og dræber over 200 personer.
2019	Libanon oplever mærkbare tegn på alvorlig økonomisk krise, der i de efterfølgende år medfører hyperinflation i landet. En skat på telekommunikation udløser en masseopstand mod Libanons politiske system og magthavere.
2015	Op mod 100.000 mennesker demonstrerer i Beiruts gader som følge af en krise i affaldssortering.
2012	Borgerkrigen i Syrien medfører store flygtningestrømme til Libanon og udløser voldelige spændinger mellem sunnimuslimer og alawitter i byen Tripoli.
2011	Mindre protester bryder ud i Libanon inspireret af de folkelige opstande i Egypten og Tunesien.
2008	Væbnet konflikt mellem Hizbollah og deres modstandere, hvor Hizbollah kortvarigt tager kontrol over dele af Beirut.
2007	FN's Sikkerhedsråd nedsætter en domstol, der skal retsforfølge mistænkte for mordet på tidligere premierminister Rafik Hariri.
2006	Krig mellem Hizbollah og Israel.
2005	Syriske tropper trækker sig ud af Libanon efter massivt nationalt og internationalt pres. Premierminister Rafik Hariri bliver dræbt ved et bombeattentat i Beirut.
2000	Israelske tropper trækker sig ud af Libanon.
1996	Israel iværksætter operation Grapes of Wrath som modsvar på Hizbollah-angreb. Israelerne bomber Hizbollah-baser flere steder i landet samt en FN-base i byen Qana, hvor over 100 internt fordrevne civile bliver dræbt.
1992	Libanon afvikler det første parlamentsvalg siden borgerkrigen, og forretningsmanden Rafik Hariri vælges til premierminister.
1990	Den Libanesiske Borgerkrig afsluttes formelt.
1989	Libanons parlament godkender Taif-aftalen, som danner grundlag for borgerkrigens afslutning.
1983	Gruppen, Den Islamiske Modstand i Libanon (som senere bliver til Hizbollah) angriber den amerikanske ambassade og senere amerikanske og franske marinebaser i Libanon.
1982	Israel foretager en fuldskala-invasion af Libanon, men trækker sig efter kort tid tilbage til den sydlige del af landet.
1978	Israel invaderer det sydlige Libanon for at bekæmpe den palæstinensiske bevægelse PLO.
1976	Syrien invaderer Libanon.
1975	Den Libanesiske Borgerkrig starter.
1971	PLO bliver smidt ud af Jordan og overflytter sit hovedkvarter til Libanon.
1958	En kort borgerkrig bryder ud i Libanon, og amerikanske tropper udstationeres i landet.
1943	Libanon bliver selvstændigt.
1920	Libanon bliver sammen med Syrien en del af et fransk mandat.

Libanon og de gamle imperier

I løbet af 1800-tallet blev Beirut en af den arabiske verdens vigtigste handelsbyer.

Beirut i 1800-tallet.

Af Compagnie du Casino du Liban.

Licens: Begrænset anvendelse

Libanon blev i oldtiden ofte invaderet af herskere fra Egypten, Babylonien og Assyrien. Oldtidens store imperier var interesserede i området, fordi Libanons bjerge dengang var meget skovrige og således kunne levere tømmer til de gigantiske tempelanlæg, der blev opført i såvel Egypten som Mesopotamien.

Området blev erobret af kalifatet i 630'erne, og en række af kystbyerne fungerede i 700-tallet som havne for kalifatets flåde. Det meste af Libanon var i 1100- og 1200-tallet underlagt korsfarernes kontrol.

Fra 1517 kom Libanon under formel osmannisk kontrol, men store dele af området var i perioden 1517-1918 reelt kontrolleret af forskellige lokale slægter, der repræsenterede hver sin religiøse tradition.

Gennem 1800-tallet var området omkring Libanonbjergene præget af modsætninger mellem drusere og maronitter. Voldsomme sammenstød, der kulminerede i 1860, førte til europæisk indblanding og etableringen af et nyt administrativt system. En osmannisk, ikke-maronitisk og ikke-libanesisk kristen guvernør, udpeget af den osmanniske sultan, skulle i samarbejde med et lokalt råd administrere Libanonbjergene. Systemet, der blev etableret i 1861, bestod indtil 1. Verdenskrig.

1920-1946: Libanon i mandatperioden

I forbindelse med de mange nye grænsedragninger i kølvandet på 1. Verdenskrig aftalte de allierede sejrherrer på San Remo-konferencen i april 1920, at Frankrig skulle have mandat over Syrien (herunder Libanon) mens Storbritannien fik Irak og Palæstina. Formelt var det Folkenes Forbund, der efterfølgende gav Frankrig mandatet over Syrien.

Den franske regering udskilte samme år et særligt administrativt område, Le Grand Liban, bestående af byerne Beirut, Tripoli, Tyros og Sidon (Saida) med Bekaadalen mod øst, Akkarområdet mod nord og området mod Palæstina i syd. I praksis var Libanon nu en fransk koloni, men med lovning på senere selvstændighed.

Den Nationale Pagt i 1943

I løbet af 1920'erne og 1930'erne enedes de forskellige grupper om, at landet udgjorde en politisk enhed. I erkendelse heraf indgik ledende repræsentanter for de store religiøse grupperinger i 1943 Den Nationale Pagt, der blev det uafhængige Libanons politiske fundament.

De to største grupperinger, maronitter og sunnimuslimer, indgik et kompromis. Kompromiset bestod i, at maronitterne formelt opgav tanken om fortsat samarbejde med Frankrig, mens sunnimuslimerne garanterede, at de fremover ikke ville arbejde for, at Libanon skulle blive en del af Syrien. Landets øvrige religiøse grupperinger tiltrådte Den Nationale Pagt mod den garanti, at de ville få del i den politiske magt i overensstemmelse med deres andel af befolkningen.

Den Nationale Pagt var grundlaget for, at Libanon den 22. november 1943 kunne erklære sin uafhængighed.

1943-1975: Det uafhængige Libanon

Libanon oplevede fra sin uafhængighed og frem til borgerkrigens udbrud i 1975 en voldsom økonomisk udvikling, der var et resultat af forskellige omstændigheder.

Ved etableringen af staten Israel i 1948 blev Beirut centrum for de økonomiske forbindelser mellem den arabiske verden og Vesten. Beiruts betydning blev yderligere tilgodeset af den politiske udvikling, der prægede dele af den øvrige arabiske verden i 1950'erne, hvor bl.a. Egypten nationaliserede vestlige økonomiske foretagender. Med undtagelse af en krise i sommeren 1958 var perioden frem til 1975 generelt præget af politisk stabilitet.

Libanon modtog som følge af den første arabisk-israelske krig i 1948 ca. 100.000 palæstinensiske flygtninge, der overvejende blev bosat i flygtningelejre omkring de store libanesiske kystbyer.

Det lykkedes den libanesiske regering at holde sig ude af den arabisk-israelske konflikt frem til ca. 1970, hvor mange palæstinensere blev fordrevet fra Jordan og søgte mod Libanon.

PLO overflyttede derefter sit hovedkvarter til Beirut, og Libanon blev derfor fra begyndelsen af 1970'erne i stigende omfang involveret i palæstinensernes konflikt med Israel. Det førte til, at det traditionelle samarbejde mellem sunnimuslimerne og maronitterne blev vanskeliggjort.

1975-1990: Den Libanesiske Borgerkrig

Udbruddet af Den Libanesiske Borgerkrig var et resultat af voksende modsætninger i det libanesiske samfund, repræsenteret ved to bevægelser.

Den Libanesiske Nationale Bevægelse, LNM, var støttet af PLO og var fortaler for et opgør med det politiske system, der havde eksisteret siden indgåelsen af Den Nationale Pagt i 1943. LMN støttede en styrkelse af den libanesiske stat på bekostning af den magt, der traditionelt tilkom lederne af de enkelte religiøse grupperinger.
De Libanesiske Styrker, LF, var domineret af maronitterne og fastholdt på deres side, at der ikke kunne rokkes ved det fundament, der var blevet etableret ved indgåelsen af Den Nationale Pagt.

Medvirkende til polariseringen var en aftale fra 1969 mellem PLO (den palæstinensiske frihedsbevægelse) og den libanesiske regering, der gav PLO ret til guerillaangreb mod mål i Israel. Libanon blev derpå inddraget i konflikten mellem Israel og de arabiske stater. Aftalen blev udsat for skarp kritik fra det maronitiske Falangistparti. Det var Falangistpartiets angreb på en bus med palæstinensere, der udløste borgerkrigen i april 1975.

Det PLO-støttede LNM så i foråret 1976 ud til at få held med en offensiv mod det maronitiske kerneland nord for Beirut. I juni intervenerede Syrien til fordel for LF. Imidlertid kunne hverken dette eller israelske invasioner i 1978 og 1982, der havde til formål at fjerne PLO fra Libanon og sikre dannelsen af en pro-israelsk regering, løse de modsætninger, der havde udløst krigen.

Den israelske invasion i 1982

Under den israelske invasion i 1982 blev Beirut bombarderet og besat. Under besættelsen begik kristne falangister massakrer i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila. De fattige forstæder i Sydbeirut blev nu en magtfaktor som hjemsted for den islamiske modstandsgruppe Hizbollah.

Internt opgør

Borgerkrigen var i begyndelsen en konflikt mellem LNM og LF, men fra 1976 var den også et internt opgør dels blandt kristne, dels blandt muslimske militser.

Under krigen blev Beirut splittet mellem en østlig kristen del og en vestlig muslimsk, der var adskilt af den såkaldte grønne linje.

Borgerkrigen skønnes at have krævet ca. 150.000 døde.

Aftalen i al-Taif afslutter borgerkrigen i 1990

I oktober 1989 blev der indgået en aftale i al-Taif i Saudi-Arabien, som banede vejen for en afslutning på borgerkrigen. Parterne enedes dels om en reform af det politiske system, dels om afvæbning af de mange militser, der var opstået i løbet af borgerkrigen.

På det politiske plan enedes parterne om en omfordeling af den politiske magt: Landets parlament skulle i fremtiden bestå af lige mange kristne og muslimske repræsentanter, og man enedes også om at begrænse præsidentens beføjelser.

Fortsat dybe uenigheder i 1990'erne

Premierminister i perioderne 1992-1998 og 2000-2004 Rafik al-Hariri stod bl.a. bag den omfattende genopbygning af Beirut efter borgerkrigens ophør. Han blev imidlertid kritiseret dels for at have for tætte forbindelser til firmaet, der stod for genopbygningen, dels for at genopbygningen kun tilgodeså Libanons elite. Rafik al-Hariri blev myrdet under et attentat i 2005. Foto fra 2003.

Rafik al-Hariri.

Af PolfotoAP Photo.

Licens: Begrænset anvendelse

Grupperne bag al-Taif-aftalen valgte i november 1989 René Mouawad til ny præsident. Han blev kort efter myrdet, og Elias Harawi blev valgt som hans efterfølger. Harawi indgik i maj 1991 en aftale med Syrien, som formelt gav landet ret til at blande sig i libanesisk politik, for så vidt det havde betydning for syrisk sikkerhedspolitik.

I løbet af få år havde centralregeringen igen skaffet sig kontrol over landet med undtagelse af den sydlige del, som kontrolleredes af Den Sydlibanesiske Hær, SLA, i tæt samarbejde med Israel.

Hizbollah sikrede sig retten til at fortsætte kampen mod Israel fra landets øvrige politiske grupperinger, og bevægelsen etablerede sig som en del af det nye politiske system i landet.

Den fortsatte syriske tilstedeværelse førte ved afviklingen af valgene i 1992 og 1996 til en delvis kristen boykot. Under ledelse af ministerpræsident Rafik al-Hariri blev den centrale del af Beirut genopbygget. Samtidig blev der lanceret en økonomisk politik baseret på en genskabelse af Beirut som et finansielt centrum for regionen.

Hizbollah i kamp mod Israel i 1990'erne

Hizbollahs kamp mod Israel førte i 1993 og 1996 til israelske angreb mod mål i Libanon, der sendte adskillige hundrede tusinder på flugt fra landets sydlige del mod nord. I maj 2000 lykkedes det Hizbollah at presse SLA og Israel ud af den sydlige del af landet. Men Israel opretholdt besættelsen af enkelte landsbyer (Sheba-området), som både Libanon og Syrien gjorde krav på.

Valg og ny kritik af syrisk indflydelse

I oktober 1998 blev general Émile Lahoud valgt til ny præsident, og nye valg til parlamentet blev afholdt i 2000, denne gang med fuld kristen deltagelse. Det førte til voksende kritik af den syriske tilstedeværelse, og i et forsøg på at imødekomme kritikken formindskede og reorganiserede Syrien i 2001 og 2002 sine styrker i Libanon. Tropper i Beirut-området blev trukket tilbage til Bekaadalen, men de kristne grupperinger krævede fra 2003 fuldstændig syrisk tilbagetrækning.

Opgør mod fremmede tropper i 2000'erne

I september 2004 vedtog FN's Sikkerhedsråd resolution 1559, der bl.a. pålagde alle fremmede tropper at trække sig ud af Libanon. I sensommeren 2004 sluttede også tidligere ministerpræsident Rafik al-Hariri sig til dem, der krævede Syrien ud af landet. Hariri blev i februar 2005 dræbt ved et attentat.

Efter et massivt internationalt pres lovede Syrien i marts 2005 at trække resten af sine tropper ud af Libanon. En FN-kommission blev i 2005 nedsat for at afdække, hvem der stod bag attentatet mod Hariri. Undersøgelserne gav ikke et endegyldigt svar, men stærke indicier pegede på, at personer med tilknytning til den syriske sikkerhedstjeneste og Hizbollah havde været indblandet.

Efter valg i maj-juni 2005 blev parlamentet domineret af en antisyrisk alliance; dog fik Hizbollah også en ministerpost.

Krigen med Israel i 2006

Den 34 dage lange krig mellem Israel og Hizbollah i 2006 betød omfattende ødelæggelser i Libanon.

Krigen i Libanon i 2006.

Af Steve Bent/Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Licens: Begrænset anvendelse

I sommeren 2006 var Libanon ramt af en 34 dage lang krig mellem Israel og Hizbollah. Krigen var en kulmination på en periode med konfliktoptrapning. Den udløsende begivenhed var et angreb, hvor Hizbollah trængte ind over grænsen til Israel, dræbte otte soldater og kidnappede yderligere to. I ugerne efter forsøgte Israel med bombeangreb og invasioner ind i Libanon at svække Hizbollah militært.

Efter konfrontationen, som havde høje omkostninger for Libanons indbyggere og infrastruktur, stod Hizbollah imidlertid styrket på grund af sin modstand mod de israelske styrker. I kraft af den tætte alliance mellem det religiøse styre i Iran og Hizbollah styrkede det den iranske indflydelse på den politiske situation i Libanon.

Afslutningen på krigen

2006-krigen blev afsluttet med FN-resolution 1701, som blev vedtaget af Sikkerhedsrådet og efterfølgende godkendt af Israel, Hizbollah og Libanons regering.

Resolution 1701 opfordrede til en permanent våbenhvile og krævede, at alle parter i konflikten respekterede den såkaldte blå linje, som markerer grænsen mellem Libanon og Israel. Derudover indeholdt den en opfordring til at oprette en sikkerhedszone i området mellem den blå linje og Litani-floden, der snor sig omkring 30 km fra grænsen på den libanesiske side. I denne zone måtte der ifølge resolution 1701 ikke være andre våben eller væbnet personale end dem, der tilhører den libanesiske regering og FN's fredsbevarende styrke, UNIFIL, som har været udstationeret i området siden 1978.

Gentagne brud på resolution 1701 siden 2006

Siden 2006 har både Israel og Hizbollah foretaget brud på resolution 1701. Eksempler på brud har været israelske overflyvninger over libanesisk territorium og Hizbollahs udgravning af tunneller under den blå linje. Derudover er det ikke lykkedes at holde det sydlige Libanon frit for væbnede militser, som resolutionen ellers påbød. Tværtimod har Hizbollah i årene efter 2006 foretaget en markant oprustning i området.

2006-2008: Intern politisk krise

Fra november 2006 befandt Libanon sig i en politisk krise, hvor oppositionen, ledet af Hizbollah og det kristne parti, Fri Patriotisk Bevægelse, arrangerede omfattende demonstrationer mod regeringen og krævede større indflydelse og snarlige valg.

I november 2007 trådte præsidenten, den syriskorienterede Émile Lahoud tilbage, da hans embedsperiode udløb. Først i maj 2008 lykkedes det at blive enig om en ny præsident, Michel Sleiman.

Forud for valget var den politiske situation blevet stadig mere tilspidset, og den 7. maj 2008 nåede de politiske spændinger et nyt højdepunkt. En væbnet konfrontation brød ud mellem Hizbollah og deres politiske rivaler, og Hizbollah overtog over nogle dage magten i store dele af Beirut.

Konflikten havde grobund i det politiske dødvande, men en af de primære udløsende begivenheder var to beslutninger, som den siddende regering havde truffet i dagene forinden. Den første beslutning var at afskedige sikkerhedschefen for Beirut Lufthavn, Wafiq Choucair, der angiveligt var tæt på Hizbollah. Den anden beslutning var at ulovliggøre det parallelle telekommunikationsnetværk, som Hizbollah havde udviklet siden 1990’erne.

Konfrontationen blev bragt til ende gennem internationalt medierede forhandlinger mellem stridsparterne i Doha. Men forholdet mellem de forskellige grupperinger i Libanon forblev anspændt i tiden efter.

2011-2015: Syrien-krigen og de arabiske opstande

2011 var et skelsættende år i den arabiske verden. Store folkelige protester, kendt som Det Arabiske Forår, væltede regimerne i Tunesien og Egypten og sendte efterdønninger ud over hele regionen. Også i Libanon opstod der protester, som var inspireret af nabolandenes.

Protesterne i 2011

Libanons protester startede i februar 2011 og trak tusindvis af demonstranter i gaden med krav om at vælte Libanons magtelite og det sekteriske politiske system. Disse krav blev imidlertid ikke indfriet, og protesterne førte ingen mærkbare politiske ændringer med sig. Dog bliver de ofte fremhævet som et afgørende øjeblik i Libanons nyere historie og en vigtig erfaring for de sociale bevægelser, der i årene efter har forsøgt at presse på for politisk forandring i Libanon.

Konsekvenserne af borgerkrigen i Syrien

Også borgerkrigen i Syrien havde direkte konsekvenser for Libanon. Den ødelæggende borgerkrig brød ud i 2011, og året efter udbrød der i Libanon uroligheder mellem sunnimuslimer og alawier. Der var bekymringer for, om krigen skulle brede sig til landet.

Særligt byen Tripoli blev ramt af kampe mellem væbnede sunnimuslimske og alawitiske grupper i byen. Kampene, der somme tider bliver refereret til som en mini-borgerkrig, kulminerede i 2013 med et angreb på to moskeer, der dræbte 47 og sårede 800.

De syriske flygtninge

Libanon blev ligeledes belastet af at modtage mere end en million flygtninge fra Syrien. Landet havde tidligere huset mange syriske gæstearbejdere, men nu rykkede syrerne ind som krigsflygtninge. Libanon oprettede ikke store formelle flygtningelejre for syrere som dem, man har set i Jordan. I stedet bosatte flygtninge fra nabolandet sig i lejede huse og mindre teltlejre, ofte på private landmænds marker.

Syriske flygtninge var nogle af de mest sårbare og udsatte grupper i Libanon, og mange var afhængige af humanitær bistand. Samtidig skabte deres tilstedeværelse i Libanon kontroverser, og flere af landets politikere anvendte en xenofobisk diskurs, der udnævnte syrere til syndebukke for den økonomiske krise.

Efter at Bashar al-Assads styre blev væltet, og Ahmad al-Shara'a overtog magten i december 2024, vendte dele af Libanons syriske flygtningebefolkning tilbage til Syrien. Libanons regering begyndte også at facilitere frivillig tilbagevenden for syriske flygtninge. Samtidig drev etniske spændinger i Syrien efter al-Sharaas magtovertagelse nye grupper, særligt alawitter, på flugt ind i Libanon.

2015-2016: Skraldeprotester og lokalvalg

I 2015 førte uenigheder mellem politiske ledere til, at store mængder affald ophobede sig i Beirut. Den libanesiske regerings kontrakt med virksomheden Sukleen, som tidligere stod for renovation i området, var udløbet, og politikerne sad fast i diskussioner om, hvem der skulle tage over. Ophobningen af skrald vakte stor vrede blandt indbyggere i Beirut og de omkringliggende områder.

Vreden udløste en bølge af protester, der samlede op mod 100.000 mennesker i Beiruts gader. Protesterne krævede ikke bare, at skraldekrisen blev løst. De fremstillede krisen som et resultat af omfattende korruption og et dysfunktionelt politisk system.

Ligesom i 2011 førte protesterne ikke de store ændringer med sig. Dog affødte de en række nye græsrodsbevægelser, som i tiden efter fortsatte med at lægge pres på de siddende politikere. En af disse nye græsrodsbevægelser, Beirut Madinati ('Beirut, min by'), stillede op til lokalvalget i Beirut året efter og fik omkring 40 procent af de afgivne stemmer.

2019: Økonomisk nedtur og masseprotester

I 2019 begyndte Libanons økonomi at slå revner, og konturerne til det, der skulle udvikle sig til en omfattende økonomisk krise, begyndte at vise sig. Krisen skyldtes uholdbare politiske og økonomiske politikker, der var blevet ført siden slutningen af borgerkrigen i 1990.

Disse politikker bestod blandt andet i, at private banker i Libanon blev betalt et skyhøjt afkast for de indskud af dollars, de havde placeret i centralbanken. Dette gjorde centralbanken i stand til at tiltrække dollars til at holde valutakursen stabil. Men det medførte, at Libanons økonomi blev sårbar over for chok, og at landet opbyggede en tårnhøj statsgæld.

Protester mod skat på telekommunikation

I et forsøg på at generere nye indtægter til statskassen for at afbetale gælden foreslog Libanons regering i oktober 2019 at lægge en skat på telekommunikation. Det inkluderede tjenesten WhatsApp, som de fleste libanesere bruger til at foretage opkald og sende beskeder. Forslaget blev udløseren for måneders masseprotest over hele Libanon, som fik op mod en million mennesker i gaden i vrede over korruption og uholdbare politikker, der gjorde eliten i stand til at berige sig selv på befolkningens bekostning.

Protesterne førte blandt andet til, at den daværende premierminister, Saad Hariri, trådte af og efterlod landet i hænderne på en midlertidig regering.

Libanons økonomiske kollaps

Den økonomiske krise, som udbrød i 2019, forværredes de efterfølgende år. Den resulterede blandt andet i hyperinflation og mangel på basale fornødenheder som benzin og madprodukter.

Hyperinflation og øget fattigdom

Hyperinflationen skete som følge af, at rige kunder i Libanons banker trak deres dollar-baserede formuer ud, fordi de frygtede, at økonomien ville kollapse. Bankerne indførte derfor et loft over, hvor mange dollars deres kunder kunne hæve. Libanesere betalte allerede deres husleje, elregninger og studieafgifter på universiteterne med den amerikanske valuta.

Derfor skabte loftet udbredt nervøsitet og øgede efterspørgslen på dollars på det sorte marked, hvor vekselkursen begyndte at afvige fra den faste pris på 1.500 libanesiske pund for en dollar. Allerede i sommeren 2020 havde det libanesiske pund mistet omkring 90 procent af sin værdi i forhold til slutningen af 2019, da den økonomiske og finansielle krise brød ud.

Den økonomiske krise fik fattigdomsraten i Libanon til at stige dramatisk. Det førte til en markant udvandring, primært af højtuddannet arbejdskraft. Krisen førte også i enkelte tilfælde til voldelige spændinger mellem borgere, blandt andet over adgangen til benzin.

Manglende vilje til genopretning

I årene efter trak Libanons politiske og finansielle elite, der ses som ansvarlige for den økonomiske krise, forhandlingerne om genopretning af økonomien i langdrag. Blandt andet var de uvillige til at indføre reformer, som skulle give Libanon adgang til støtte fra udlandet.

Ved en donorkonference i Paris i 2018 havde Libanon fået tilsagn om låne- og hjælpepakker til en værdi af 11 mia. dollars. Adgangen til disse hjælpepakker var dog betinget af, at Libanons ledere indførte en række tiltag. Disse tiltag omfattede bl.a. en omstrukturering af statsgælden og indførelse af love og handleplaner, som skulle bekæmpe korruption og hvidvask. Tiltagene var i 2026 stadig ikke forhandlet på plads.

2020: Eksplosionen på Beirut havn

Den 4. august 2020, mens Libanon var ramt af coronanedlukning og økonomisk krise, eksploderede et stort lager ammoniumnitrat ved Beiruts industrihavn. Eksplosionen bliver betegnet som en af de største ikke-nukleare eksplosioner i verdenshistorien og forårsagede voldsomme ødelæggelser i hovedstaden. Over 200 personer mistede livet, mens 700 blev såret, og 300.000 måtte forlade deres hjem midlertidigt.

De mange beskadigede bygninger udgjorde en enorm genopbygningsudfordring. I mangel på statslige ressourcer blev indsatsen for at genopbygge byen for en stor del varetaget af lokale NGO’er med finansiering fra Libanons store diaspora og det internationale samfund.

Eksplosionens politiske eftervirkninger

I kølvandet på eksplosionen voksede kravet om at stille de ansvarlige til regnskab og efterforske de sikkerhedsbrud, der førte til, at de store mængder ammoniumnitrat sprang i luften.

Kort efter eksplosionen blev dommer Fadi Sawwan udpeget til at lede en efterforskningskomité, der blandt andet skulle gennemse dokumenter og afhøre medarbejdere og ansvarlige for havnen. Sawwan indkaldte blandt andet Libanons midlertidige premierminister og tre tidligere ministre til afhøring på mistanke om uagtsomhed. To af de anklagede tidligere ministre anklagede efterfølgende Sawwan for at overtræde juridiske og forfatningsmæssige procedurer og bad om at få ham fjernet fra efterforskningen.

Den 18. februar 2021 blev Sawwan afsat, og en ny dommer, Tarek Bitar, afløste ham. Bitar blev mødt med lignende anklager fra politikere, som forsøgte at obstruere efterforskningsprocessen. Det førte til kritik og fordømmelse fra flere internationale organisationer, herunder Amnesty International og Human Rights Watch.

2023: Krigsudbrud mellem Hizbollah og Israel

Den 8. oktober 2023, dagen efter det blodige Hamas-angreb mod Israel, åbnede Hizbollah det, organisationen kaldte en støttefront i solidaritet med Hamas. Hizbollahs indledende angreb, som ramte et område i de israelsk besatte Golanhøjder, blev starten på en væbnet konflikt, som i det efterfølgende år eskalerede i styrke og omfang.

De indledende måneder af konflikten

I de indledende måneder af konflikten udførte Hizbollah og Israel daglige angreb på tværs af den blå linje, som udgør grænsen mellem Libanon og Israel. Angrebene forblev dog fortrinsvis begrænsede til området tæt ved grænsen og ramte primært militære mål.

I fraværet af en våbenhvile i Gaza fortsatte kampene mellem Israel og Hizbollah, og i januar 2024 fandt et angreb sted i Beirut, som dræbte en højtstående Hamas-leder, Saleh al-Arouri. Israel hverken tog eller benægtede efterfølgende ansvaret for angrebet.

I månederne efter tog kampene til. Hizbollah anvendte mere avancerede våben, og Israel begyndte i stigende grad at likvidere ledere af Hizbollah og deres allierede bevægelser, blandt andet ved at rette angreb mod køretøjer, som transporterede dem i det sydlige Libanon. Det formodede israelske angreb på Irans konsulat i Damaskus og det efterfølgende iranske angreb mod Israel bidrog også til at eskalere kampene mellem Israel og Hizbollah i den første halvdel af 2024, som dog stadig var afgrænsede til det sydlige Libanon.

Voldsom optrapning fra september 2024

I september 2024 skete en markant udvikling i krigen, da tusindvis af personsøgere, et kommunikationsapparat anvendt af Hizbollah, eksploderede simultant. Personsøgerne tilhørte Hizbollah-medlemmer, men angrebet ramte også civile libanesere, som befandt sig tæt ved eksplosionerne. Dagen efter ramte endnu en serie eksplosioner Hizbollahs kommunikationsudstyr, herunder walkie-talkies. Israel tog ansvaret for angrebene.

I de efterfølgende uger foretog Israel omfattende bombardementer i Libanon.

Hizbollah-ledere dræbt

Bombardementerne var primært, men ikke udelukkende, rettet mod områder i det sydlige Libanon og Beiruts sydlige forstæder, som var kontrolleret af Hizbollah. Målet var ifølge Israel højtstående ledere og våbendepoter. Størstedelen af Hizbollahs øverste militære kommando blev dræbt i disse angreb, og den 27. september dræbte Israel også Hassan Nasrallah, der havde ledet Hizbollah siden 1992.

Hizbollah gengældte angrebene ved at ramme mål, primært i den nordlige del af Israel. I et af disse angreb, som blev foretaget mod en militærbase den 13. oktober 2024, dræbte Hizbollah fire soldater og sårede 58.

Kampene mellem Israel og Hizbollah fandt ikke kun sted fra luften, men også på jorden, efter at israelske soldater gik ind i det sydlige Libanon i oktober 2024.

Civile libanesiske tab og mange på flugt

Krigen mellem Israel og Hizbollah førte til titusinder af internt fordrevne på begge sider af grænsen. Særligt den libanesiske civilbefolkning blev ramt hårdt, efter at krigen eskalerede i september 2024.

Ifølge en statusrapport udgivet af FN i november 2024 havde krigen på dette tidspunkt kostet over 3.000 mennesker livet. En stor del af disse var civile.

Under de mest intense angreb blev indbyggere i de berørte områder desuden drevet på flugt, og antallet af internt fordrevne nåede ifølge regeringen op på omkring en million i efteråret 2024. Dertil kommer, at store dele af de landbrugsarealer, som befolkningen i det sydlige Libanon lever af at dyrke, blev ødelagt i brande forårsaget af angreb.

Våbenhvile

Natten til den 27. november 2024 indgik Israel og Hizbollah en midlertidig våbenhvile, som påbød israelske tropper at trække sig ud af Libanon. Samtidig skulle Hizbollahs militære aktiviteter i Sydlibanon ophøre. Efter at våbenhvilen blev indgået, blev libanesiske soldater udstationeret i det sydlige Libanon for at bistå med at afvæbne Hizbollah, og den 5. september 2025 accepterede Libanons regering en mere konkret afvæbningsplan fremlagt af hæren.

På trods af denne plan og betydeligt internationalt pres for at afvæbne Hizbollah inden udgangen af 2025 var gruppen fortsat i besiddelse af våben. Samtidig gennemførte Israel, trods våbenhvilen, jævnlige luftangreb i det sydlige Libanon og i visse tilfælde også i det sydlige Beirut. Israel fastholdt desuden sin militære besættelse af fem strategiske positioner i det sydlige Libanon.

2026: Nyt krigsudbrud

Som reaktion på israelske og amerikanske angreb mod Iran, der blandt andet dræbte Irans ayatollah Ali Khamenei, rettede Hizbollah den 2. marts 2026 angreb mod Israel. Dette angreb blev starten på en ny opblusning af krig i Libanon. Som led i denne krig udstedte Israel evakueringsordrer på omkring 14 % af Libanons samlede territorie, hvilket medførte, at over en million mennesker blev fordrevet fra landets sydlige regioner og Beiruts sydlige forstæder.

Krigen fortsatte trods våbenhvilen mellem USA og Iran, som blev indgået den 8. april. Efter indgåelsen af våbenhvilen udtalte Israels premierminister Benjamin Netanyahu, at aftalen i ikke gjaldt Libanon, og det israelske militær udførte efterfølgende nogle af de mest omfattende bombardementer i landet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Libanons historie og samfundsforhold

Anne Kirstine Rønn

ph.d., London School of Economics