Image
Kommunekontoret i Santa Cruz de la Sierra.
Santa Cruz de la Sierra
Licens: CC BY SA 3.0

Santa Cruz de la Sierra er en by Bolivia. Den ligger i det tropiske lavland i Santa Cruz-departementet, ca. 416 meter over havet. Byen har omkring 1,6 millioner indbyggere og er Bolivias største og økonomisk vigtigste by.

Santa Cruz de la Sierras historie

Byen blev grundlagt den 26. februar 1561 af den spanske erobrer Ñuflo de Chaves som led i den spanske kolonisering af Sydamerika. Den fik navnet Santa Cruz de la Sierra til ære for den by i den spanske region Extremadura, hvor Chaves var født. Den oprindelige placering lå længere mod øst, hvor San José de Chiquitos ligger i dag. Byen blev senere flyttet to gange på grund af konflikter med de oprindelige folk og fik sin nuværende placering i 1622.

Under den spanske kolonimagt var Santa Cruz isoleret fra de koloniale magtcentre som Potosí og Lima. Helt frem til 1960’erne havde byen kun omkring 60.000 indbyggere, koncentreret i den gamle bykerne fra kolonitiden

Eksplosiv økonomisk vækst

Fra slutningen af 1950’erne oplevede Santa Cruz de la Sierra en eksplosiv økonomisk vækst. Det skyldtes især store investeringer i infrastruktur, som forbandt byen med Argentina og Brasilien via nye jernbaner, samt anlæggelsen af en vej til Cochabamba, der for første gang forbandt lavlandet med højlandet.

I samme periode blev byen centrum for hvidvaskning af narkopenge, især fra Chapare-regionen, hvilket bidrog til betydelige investeringer i bl.a. fast ejendom. Nye fund af olie og naturgas samt industrialiseringen af landbruget var ligeledes vigtige faktorer bag den økonomiske vækst.

Udviklingen tiltrak hundredtusinder af migranter fra højlandet, og på blot 40 år (1960–2000) voksede befolkningen fra 60.000 til én million indbyggere.

Bolivias økonomiske centrum

Santa Cruz de la Sierra er i dag omdrejningspunktet for den økonomiske udvikling i det østlige lavland i Bolivia. Den private sektor spiller en særdeles dynamisk rolle, især i sammenligning med højlandet, og har tætte relationer til nabolandene Argentina og Brasilien.

Økonomien er fortsat præget af en stærk agroindustri – særlig produktionen af soja, sukkerrør og ris. Kvægavl og produktion af mælk og kød spiller også en væsentlig rolle, mens olie- og gasudvinding fortsat bidrager betydeligt, om end i faldende grad, til regionens økonomi. Økonomien understøttes desuden af en betydelig industrisektor samt en stor og voksende servicesektor.

Santa Cruz de la Sierra som turistmål

Image
Catedral Metropolitana i Santa Cruz de la Sierra.
Santa Cruz de la Sierra
Licens: CC BY SA 3.0

Langt størstedelen af Santa Cruz de la Sierra er en ny, moderne by med kun få historiske mindesmærker. Det mest interessante område findes omkring det koloniale centrum ved Plaza 24 de Septiembre. Her ligger den store, lyserøde Catedral Metropolitana de Santa Cruz.

Til gengæld er Santa Cruz de la Sierra et fremragende udgangspunkt for at udforske Bolivias østlige lavland og en lang række nationalparker, herunder Parque Nacional Amboró og Parque Nacional Noel Kempff Mercado. Området rummer også de såkaldte jesuittermissioner, der blev grundlagt i 1700-tallet af jesuitter i samarbejde med oprindelige folk, især Chiquitos-folket. Disse missioner og deres kirker er i dag optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Området er unikt, fordi mange af bygningerne er originale eller nænsomt restaurerede, og fordi traditionerne – især musikken – stadig lever i den lokale kultur.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig