Faktaboks

Serhij Zjadan
Født
23. august 1974, Starobilsk i Luhansk-regionen
Image
Den ukrainske forfatter og digter Serhij Zjadan, fotograferet i 2022.

Serhij Zjadan er en ukrainsk forfatter, digter, oversætter, musiker og kulturpersonlighed. Han regnes for en af de mest markante stemmer i moderne ukrainsk litteratur, og hans forfatterskab er tæt forbundet med byen Kharkiv og det østlige Ukraine.

Zjadan slog igennem efter Sovjetunionens opløsning. Hans tidlige værker skildrer den postsovjetiske virkelighed, ungdomskultur, storbyliv og mennesker, der søger et ståsted i et samfund præget af politiske, økonomiske og kulturelle brud. Efter 2014 blev krigen i det østlige Ukraine et centralt tema i hans litteratur og offentlige virke.

Hans litteratur kombinerer ukrainsk avantgarde og futurisme med urban kultur, rock og punk, bibelske motiver, social virkelighed og en rytmisk fortællestil. Blandt hans mest kendte prosaværker er Depeche Mode (2004), Vorosjylovhrad (2010), Mesopotamija (2014) og Internat (2017).

Opvækst og uddannelse

Zjadan voksede op i det østlige Ukraine, i en region præget af både ukrainsk og russisk sprogbrug, sovjetisk industrihistorie og sociale spændinger. Han studerede ukrainsk og tysk filologi ved H.S. Skovoroda-universitetet i Kharkiv, hvor han i 2000 forsvarede en afhandling om den ukrainske futurist Mykhajlo Semenko.

Han underviste derefter i ukrainsk litteratur og verdenslitteratur, men koncentrerede sig fra 2004 om arbejdet som forfatter.

Kharkiv og den nye ukrainske litteratur

Allerede i begyndelsen af 1990'erne deltog Zjadan aktivt i Kharkivs litterære og kulturelle miljø. I 1991 var han en af initiativtagerne til den neofuturistiske litterære gruppe Tjervona Fira, en litterær sammenslutning af digtere fra Kharkiv. Hans interesse for futurismen var både kunstnerisk og akademisk gennem arbejdet med Semenko.

Desuden er Kharkiv en central i Zjadans forfatterskab. Byen fungerer ikke blot som geografisk baggrund, men som et kulturelt og litterært rum. Kharkiv var et vigtigt centrum for ukrainsk modernisme og avantgarde i 1920'erne, og hos Zjadan møder denne tradition 1990'ernes og 2000'ernes ungdomskultur, populærmusik, gadesprog og postsovjetisk erfaring.

Gader, jernbanestationer, industrikvarterer, barer, markeder og forladte områder bliver tilbagevendende steder, hvor personerne konfronteres med fortid, tab og tilhørsforhold.

Forfatterskab og stil

Zjadans stil kan vanskeligt knyttes til en enkelt litterær retning. Hans værker viderefører ukrainsk futurisme og avantgarde, men optager også træk fra modernisme, postmodernisme, populærkultur og nyere europæisk litteratur.

Et karakteristisk træk er blandingen af højt og lavt stilniveau. Poetiske og undertiden bibelsk klingende billeder kan stå side om side med talesprog, slang, humor, ironi og en rå social virkelighed. Prosaen er ofte stærkt rytmisk, og grænsen mellem prosa, lyrik, performance og sangtekst kan være flydende.

Et andet centralt træk er interessen for mennesker i socialt eller geografisk ustabile miljøer: unge uden klare fremtidsmuligheder, arbejdere, småhandlende, migranter, musikere og andre figurer i samfundets udkant. De fremstilles som mennesker med egne relationer, loyaliteter og forestillinger om værdighed.

Det postsovjetiske samfund og identitet

Zjadans tidlige prosa og lyrik er tæt forbundet med erfaringen af Sovjetunionens sammenbrud og det postsovjetiske samfund i 1990'erne. Den verden, han skildrer, er præget af institutioner og sociale strukturer, som er brudt sammen eller har mistet deres tidligere betydning. Personerne befinder sig ofte i bevægelse mellem byer, jernbanestationer, industrilandskaber og midlertidige opholdssteder.

Den sociale virkelighed kombineres med humor, absurditet og undertiden surrealisme. Spørgsmålet om, hvor mennesket hører til, bliver et gennemgående motiv. Hjemmet er ikke nødvendigvis et sikkert sted; det kan være noget, der skal genfindes, forsvares eller skabes gennem relationer til andre mennesker.

Det østlige Ukraine som litterært rum

En væsentlig del af Zjadans betydning ligger i hans fremstilling af Kharkiv, Luhansk-regionen, Donbas og det østlige Ukraine. Området er hos ham ikke en perifer region eller blot en geopolitisk konfliktzone, men et centralt ukrainsk kulturelt rum med egne erindringer, stemmer, sociale miljøer og historiske lag.

Zjadan skrev om denne region længe før krigen begyndte i 2014. Netop derfor fik hans litterære geografi en ny betydning efter 2014 og igen efter 2022, da spørgsmål om hjem, territorium, identitet og tilhørsforhold blev konkrete og voldelige.

Centrale prosaværker

Depeche Mode fra 2004 foregår i 1990'ernes Kharkiv og følger en gruppe unge mænd gennem en kaotisk postsovjetisk virkelighed. Titlen henviser til det britiske band Depeche Mode. Bag den sorte humor og de groteske situationer ligger spørgsmålet om en generation, der er vokset op i ét politisk system og må finde en identitet efter dets sammenbrud.

Vorosjylovhrad fra 2010 er et af Zjadans hovedværker. Titlen henviser til det tidligere sovjetiske navn for Luhansk. Hovedpersonen Herman lever i Kharkiv, men vender tilbage mod øst, da hans bror forsvinder og efterlader en benzinstation. Romanen kan læses som en "road novel" og som en fortælling om hjemkomst, erindring, venskab, territorium og ansvar. Den udkom før 2014, men dens spørgsmål om tilhørsforhold og forsvar af et lokalt fællesskab har senere fået en stærkere historisk resonans.

Mesopotamija fra 2014 er tæt knyttet til Kharkiv. Titlen betyder 'landet mellem floderne' og overfører forestillingen om det gamle Mesopotamien til den moderne ukrainske storby. Værket består af prosatekster og digte og udfordrer dermed en traditionel genreinddeling. Byens konkrete gader, mennesker og sociale miljøer forbindes med større fortællinger om kærlighed, seksualitet, venskab, tab og død.

Maskulinitet og ansvar

Et vigtigt forskningsperspektiv på Zjadans prosa er spørgsmålet om maskulinitetens krise. I litteratur- og kønsforskningen er hans mandlige figurer, mandlige fællesskaber og de sociale forandringer, der former dem, blevet analyseret som en del af den postsovjetiske transformation. Perspektivet er særlig relevant for Vorosjylovhrad, men kan også anvendes på Depeche Mode, Mesopotamija og Internat.

Begrebet handler ikke blot om svage eller desorienterede mænd, men om en krise i nedarvede forestillinger om, hvad en mand skal være. En mulig bevægelse i Zjadans prosa går derfor fra usikkerhed og distance til ansvar. Maskulinitet genoprettes ikke nødvendigvis gennem heroisk positur, men kan opstå gennem evnen til at blive og tage vare på andre.

Poesi

Selv om Zjadan internationalt især er kendt for sine romaner, er lyrikken en central del af hans forfatterskab. Han begyndte at udgive digte i begyndelsen af 1990'erne og har siden udgivet en lang række samlinger. Hans tidlige lyrik er præget af ukrainsk avantgarde og neofuturisme, men også af ungdomskultur, rockmusik og den postsovjetiske virkelighed.

Zjadans poesi er karakteriseret ved rytmisk energi og en blanding af talesprog og høj poetisk stil. Religiøse og bibelske billeder kan optræde sammen med jernbaner, fabrikker, fodbold, musik og barer. I den senere lyrik er krig, migration, død, kærlighed og solidaritet blevet stadig mere fremtrædende.

Musik og samfundsmæssigt engagement

Musikken udgør en selvstændig del af Zjadans kunstneriske virke. Han har skrevet sangtekster og optrådt med forskellige musikere og bands og er især kendt som frontfigur i gruppen Zjadan i Sobaky. Gruppens musik kombinerer blandt andet rock, punk og ska med Zjadans tekster.

Zjadan har siden 1990'erne været aktiv i Ukraines kulturelle og civile samfund. Han deltog i den orange revolution i 2004 og i Kharkivs Euromajdan i 2013-2014. Efter begyndelsen af krigen i 2014 blev hans engagement i det østlige Ukraine mere omfattende gennem humanitær hjælp og kulturelle projekter.

I 2017 grundlagde han Serhij Zjadan Charitable Foundation, som støtter kulturelle, uddannelsesmæssige og humanitære initiativer, især i det østlige Ukraine. Han tog også initiativ til projektet Skhid tjytaje, 'Østen læser', der blandt andet arbejdede med bøger til biblioteker i Donetsk- og Luhansk-regionerne.

Krigen efter 2014 og Internat

Ruslands aggression mod Ukraine og krigen i Donbas fra 2014 ændrede både Zjadans offentlige virke og hans litteratur. Han engagerede sig i humanitære, sociale og kulturelle projekter i det østlige Ukraine, rejste til områder tæt på fronten og støttede blandt andet biblioteker, skoler og kulturelle initiativer.

Krigen blev samtidig et centralt litterært tema. Hos Zjadan skildres den ikke kun gennem kampene, men gennem dens indvirkning på hverdagsliv, sprog, relationer og moralske valg.

Internat fra 2017 er et af hans vigtigste værker om krigen i Donbas. Hovedpersonen Pasja er lærer og lever i et område tæt på fronten. Da kampene nærmer sig, må han rejse gennem et krigshærget landskab for at hente sin nevø på et internat. Romanen opleves først og fremmest fra civilbefolkningens perspektiv og møder krigen som en fysisk erfaring af kulde, tåge, mørke, støj, udmattelse og frygt.

Romanen handler også om neutralitet og ansvar. Pasja forsøger i begyndelsen at holde afstand til konflikten, men rejsen gør denne position stadig vanskeligere. Han er ikke soldat og svarer ikke til den traditionelle heroiske beskytter. Netop derfor er han interessant i forhold til Zjadans bredere tema om ansvar: handlekraft opstår ikke gennem en på forhånd givet helterolle, men gennem nødvendigheden af at tage ansvar for et andet menneske.

Ruslands invasion

Da Rusland indledte sin fuldskalainvasion af Ukraine den 24. februar 2022, blev Kharkiv et af de store mål for russiske angreb. Zjadan blev i byen og engagerede sig omfattende i humanitært arbejde. Han deltog i indsamling og distribution af hjælp, støttede civile og militære enheder og fortsatte med koncerter, oplæsninger og kulturelle aktiviteter.

Hans tekster og offentlige virke fra perioden er blevet læst som vidnesbyrd om livet i en storby under krig. Forbindelsen mellem litteratur, kulturelt arbejde og praktisk solidaritet blev internationalt bemærket, blandt andet da han i 2022 modtog Friedenspreis des Deutschen Buchhandels.

International anerkendelse og danske oversættelser

Zjadans internationale anerkendelse begyndte længe før Ruslands invasion i 2022. Hans værker er oversat til en lang række sprog, og især Vorosjylovhrad, Mesopotamija og Internat har fået en omfattende international reception. Hans internationale position bør derfor ses i sammenhæng med et langt forfatterskab og en flerårig oversættelses- og receptionshistorie.

Blandt hans internationale udmærkelser er Joseph Conrad-Korzeniowski Literary Prize (2009), Jan Michalski Prize for Literature for Vorosjylovhrad (2014), Angelus Central European Literature Award for Mesopotamija (2015), Vasyl Stus-prisen (2017), Friedenspreis des Deutschen Buchhandels (2022), Hannah Arendt-prisen (2022), Tucholsky-prisen fra Svenska PEN (2023) og den østrigske statspris for europæisk litteratur (2025).

Zjadan er blandt de samtidige ukrainske forfattere, der er oversat til dansk. Hans første danske bogudgivelse kom i 2018, og flere centrale prosaværker er siden blevet tilgængelige for danske læsere i oversættelse af Helle Dalgaard. Mesopotamija udkom på dansk som Mesopotamien (2018), Internat udkom i 2020 under titlen Og midt i alt dette går frontlinjen, og Vorosjylovhrad er udkommet som Jazz i Donbas (2023).

Betydning

Serhij Zjadan indtager en central position i ukrainsk litteratur efter Sovjetunionens sammenbrud. Hans forfatterskab forbinder flere perioder i ukrainsk kulturhistorie: den ukrainske avantgarde fra begyndelsen af 1900-tallet, den postsovjetiske erfaring efter 1991 og litteraturen, der er vokset frem under Ruslands krig mod Ukraine siden 2014.

En væsentlig del af hans betydning ligger i fremstillingen af Kharkiv og det østlige Ukraine som levende kulturelle rum med egne erindringer, stemmer og historier. Hans personer befinder sig ofte i ustabile situationer, men litteraturen kredser samtidig om fællesskab, solidaritet, omsorg og ansvar.

Stilistisk har Zjadan udviklet et forfatterskab, hvor grænserne mellem lyrik, prosa, musik og performance er flydende. Efter 2014 ændrer krigen dette litterære univers, men erstatter det ikke. De tidligere temaer om hjem, bevægelse, tab, marginalisering, fællesskab og ansvar får i krigen en ny og mere konkret betydning.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig