adoption af grønlandske børn

En ny dansk adoptionslov blev i 1956 indført i Grønland. Ifølge loven havde hverken barnet eller den biologiske familie ret til at opretholde kontakt eller kende til hinanden.

Adoptioner i Grønland havde inden dette tidspunkt oftest fungeret som åbne familieadoptioner, men nu gik udviklingen mod lukkede adoptioner, hvor forholdet mellem den biologiske familie og barnet blev brudt.

I 1976 trådte en ny lov i kraft, som krævede, at adoptivforældre boede i Grønland. Siden slutningen af 1970'erne har Grønland stort set ikke haft adoptioner ud af landet.

I 2010 undersøgte forsker Gitte Adler Reimer fra Ilisimatusarfik – Grønlands Universitet omfanget af adoptioner. Hun fandt frem til, at 164 grønlandske børn i perioden 1964-1976 var blevet hentet af danske forældre. Herudover var 93 børn adopteret af danske familier bosiddende i Grønland, og 31 var blevet adopteret af grønlandske eller dansk/grønlandske familier.

Tal fra Arbejds- og Socialdirektoratet peger på, at mellem 150 og 200 børn i 1950-79 blev adopteret fra Grønland til Danmark.

I sin forskning har Gitte Adler Reimer peget på, at adoptionerne fra Grønland til Danmark i flere tilfælde foregik på tvivlsomt grundlag. Hun har blandt andet fundet eksempler på breve mellem danske familier, der ønskede at adoptere et grønlandsk barn, og mellemmænd i Grønland, der forsøgte at hjælpe.

Den tidligere socialchef i Grønland, Alfred Dam, har beskrevet, hvordan grønlandske mødre henvendte sig på socialkontoret i et forsøg på at få deres børn tilbage, fordi de ikke havde forstået, at adoptionen betød, at de helt mistede retten til at se deres børn. Ifølge ham var der også mange illegale forsøg på at tage børn med til Danmark. ”I årtierne inden jeg kom, havde det udviklet sig til et tag selv-bord,” har han sagt til Information.

Flere danske og grønlandske medier har beskrevet adoptionssagerne.

I 2020 bragte Politiken podcasten Rejsen til det røde hus om Kâlánguak Absalonsen adoption fra Grønland af danske adoptivforældre. Sammen med forfatteren Iben Mondrup rejser Kâlánguak Absalonsen tilbage til sit barndomshjem i Sisimiut for at forstå sin adoption til Danmark.

Iben Mondrups romaner Tabita, Vittu og Bjørn er inspireret af de grønlandske adoptioner til Danmark. Kâlánguak Absalonsen har skrevet de to selvbiografiske romaner Lille og K.

I 2022 bragte DR tv-serien Grønlands forsvundne børn.

Fire grønlandske adopterede, Kâlánguak Absalonsen, Marius Inuusuttoq Kristensen, Racheli Toft og Margrete Johansen, afleverede i 2024 et stævningsudkast til den danske regering sammen med et krav om erstatning på 250.000 kr. hver for brud på menneskerettighederne. I 2025 afviste Social- og Boligministeriet erstatningskravet.

I 2026 afgjorde Procesbevillingsnævnet, at sagen har principiel betydning, og at gruppen kan gå til byretten med en anmodning om at få prøvet sagen ved landsretten. Derefter stævnede gruppen den danske stat.

I regeringsgrundlaget fra 2026 forholder Firkløverregeringen sig til sagen om de bortadopterede samt de juridisk faderløse:

”Vi skal turde kigge tilbage på de mørke kapitler i Danmark og Grønlands fælles historie, åbent og kritisk. Det er forudsætningen for, at vi sammen kan udvikle vores fællesskab. Sammen med Naalakkersuisut vil regeringen derfor tilrettelægge den igangværende historiske udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark, således at der inden udgangen af 2026 foreligger en særskilt afrapportering vedrørende de juridisk faderløse og bortadopterede. Regeringen erkender, at juridisk faderløse og bortadopterede har behov for afklaring og anerkendelse og vil tage stilling til en officiel undskyldning.”

• Adoption
• menneskerettigheder
• Grønland – Kalaallit Nunaat
• Grønlands forfatningsretslige historie
• Grønlandsministeriet
• eksperimentet – 1951
• juridisk faderløse
• spiralsagen
• thulesagen

• Firkløverregeringens regeringsgrundlag