engelsk

Traditionelt sættes der et hovedskel mellem britisk-engelsk, hvortil kan knyttes de fleste varianter i det tidligere kolonirige, og amerikansk-engelsk, herunder canadisk-engelsk. Dette skel er imidlertid blevet mindre skarpt ved amerikansk påvirkning af britisk-engelsk, og mediernes udbredelse af begge hovedvarianter har medført et stærkt forbedret kendskab til andre udtaler og til forskelle i ordforråd. Den gensidige forståelse er således ganske god, men dog ikke problemløs; især vil mange amerikanere have besvær med den lokale udtale i nogle af de britiske storbyer.

I bl.a. Vestafrika, Caribien og Sydasien er særlige udgaver af engelsk under etablering. Udgangspunktet er som regel en ustabil sprogsituation uden klar norm og med mange forskellige varianter af engelsk, nogle stærkt lokalt præget, andre med klar tilnærmelse til en britisk, amerikansk eller australsk norm. Nogle af disse engelske varianter har udtaletræk, der adskiller dem væsentligt fra de gamle etablerede, bl.a. en rytme uden den store forskel mellem trykstærke og tryksvage stavelser, der ellers er så karakteristisk for engelsk.

Inden for britisk-engelsk findes der dog en udtaleform, der i nogen udstrækning fungerer som norm: Received Pronunciation (‘anerkendt udtale’). Denne norm, ofte forkortet RP, var oprindelig en overklasseudtale i London og det sydøstlige England, men bl.a. via kostskolerne bredte den sig som de dannedes norm uden for sit oprindelige område. I mellemkrigstiden fik den yderligere prestige ved at blive anvendt i radioen, hvorved den også kaldes for BBC-engelsk.

Situationen i dag er, at RP i sin rene form kun tales af et begrænset mindretal af Englands befolkning og af endnu færre i resten af Storbritannien. Den almindelige udtale blandt de veluddannede er en modificeret udgave med regionale træk; den sydøstengelske konkurrent til RP kaldes Estuary English, hvor Estuary (‘delta’) refererer til Themsens udløb. Samtidig med at RP er en prestigeudtale i forhold til især den lokale udtale i storbyerne, kan den med sit overklassepræg også vække voldsomme negative følelser. RP har imidlertid en enestående position som den britiske udtale, der er bedst beskrevet, og den finder udbredt anvendelse i håndbøger og lærebøger. Foreløbig er den i praksis næsten enerådende som model for de millioner, der lærer britisk-engelsk som fremmedsprog. Det er denne udtale, der vil blive beskrevet nedenfor.

I USA findes der ingen norm, der svarer til RP, dvs. en snævert socialt afgrænset norm med formodet gyldighed for hele landet. Det, der kommer nærmest, er General American, en noget standardiseret udgave af udtalen i den midterste og vestlige del af landet. Der ses herved bort fra visse områder i nordøst og syd, hvis udtale bærer præg af tidlig kolonisering.

I 400- og 500-tallet blev England indtaget af (vest)germansktalende stammer fra fastlandet, og det oprindelige keltiske sprog overlevede kun mod vest. Moderne engelsk er udviklet af disse stammers sprog. I modsætning til moderne engelsk var oldengelsk et udpræget bøjningssprog. Det fremgår af følgende eksempel fra kong Alfreds gengivelse af en rejseberetning fra 800-tallet:

Wulfstan sæde þæt he gefore of Hæðum, þæt he wære on Truso on syfan dagum ond nihtum, þæt þæt scip wæs ealne weg yrnende under segle. Weonoðland him wæs on steorbord, ond on bæcbord him wæs Langaland ond Læland ond Falster ond Sconeg; ond þas land eall hyrað to Denemearcan.

‘Wulfstan sagde, at han rejste fra Hedeby, at han var i Truso [by i det nuværende Polen] på syv dage og nætter, og at skibet hele vejen løb under sejl. Vendernes land var ham om styrbord, og om bagbord var ham Langeland og Lolland og Falster og Skåne; og disse lande hører alle til Danmark.’

Substantiver, adjektiver og pronominer blev bøjet i tal og fire eller fem kasus, og verber i tempus, tal, modus og person. I teksten ses bl.a. substantivet dagum i dativ plur., adjektivet ealne i akk. sing. og verbet gefore i 3. person præt. sing. konjunktiv. Substantivernes grammatiske køn blev normalt signaleret af et foranstående adjektiv eller demonstrativt pronomen som i ealne weg (mask.) og þæt scip (neut.). Grammatisk minder oldengelsk således om moderne tysk.

Som følge af vikingernes invasion optog engelsk fra nordisk mange almindeligt brugte ord, fx de oprindelige former af window, sky, ill, die og pronominerne they, them, their, jf. oldnordisk vindauga, ský, illr, deyja, þeir, þeim, þeir(r)a.

I denne periode bortfaldt det meste af bøjningssystemet, især fordi vokaler i udlyd og i bøjningsendelser ændredes til en svækket lyd skrevet med e. Endvidere indlåntes et meget stort antal ord fra fransk. Begge forhold kan illustreres med følgende uddrag af Chaucers Canterbury Tales fra slutningen af 1300-tallet:

Whan that Aprille with his shoures soote,
The droghte of March hath perced to the roote,
And bathed every veyne in swich licour
Of which vertu engendred is the flour [...]
Than longen folk to goon on pilgrimages [...]

‘Når april med sine søde byger
har gennemboret martstørken til roden
og badet hver åre i en sådan fugtighed,
af hvilken kraft blomsten frembringes [...]
så længes folk efter at gå på pilgrimsfærd [...]’

Her er substantiverne bøjet i tal med tilføjelse af -(e)s, fx shoures, men ikke længere i kasus. Substantiverne har også mistet deres grammatiske køn. Det franske islæt i ordforrådet ses af verberne perced (‘gennemboret’) og engendred (‘frembragt’) og af substantiverne veyne (‘åre’), licour (‘fugtighed’), vertu (‘kraft’), flour (‘blomst’) og pilgrimages (‘pilgrimsfærd’), jf. oldfransk percer, engendrer, veine, licour, vertu, flour og pelerinage.

I udtalen forandredes engelsk fra 1400-tallet gennemgribende ved forandringer i vokalsystemet. En anden vigtig ændring var bortfald af udtalt e i udlyd og i bøjningsendelser. Da engelsk ortografi ikke har ændret sig væsentligt siden, er der i dag stor forskel mellem lyd og skrift.

Sideløbende med svækkelsen og bortfaldet af bøjningsendelser i middelengelsk og tidlig nyengelsk blev ordstillingen stabiliseret, således at verbet i almindeligt fremsættende ytringer som regel står efter subjektet og foran objektet. Her afviger moderne engelsk fra dansk, der i vid udstrækning placerer verbet før subjektet.

I ordforrådet blev engelsk i renæssancen påvirket massivt af latin, jf. ord som item (‘punkt’) og explicit (‘tydelig’), og også fra klassisk græsk indlåntes mange ord, fx catastrophe.

I det engelske verbalsystem er et karakteristisk træk, at der er udviklet et såkaldt progressivt aspekt, der udtrykker en igangværende handling. Den oprindelige præsens participium-endelse, -inde, smeltede sammen med verbalsubstantivernes -ing-suffiks og blev kombineret med en form af hjælpeverbet be som i she's reading. Der dannedes tillige en stor gruppe flerordsverber, som består af et verbum efterfulgt af en partikel, der hyppigst er et adverbium, fx in i come in, men som også kan være en præposition som after i take after ‘ligne’, et adjektiv som short i cut short ‘afbryde’ eller et substantiv som place i take place ‘ske’. Flerordsverber har eksisteret i engelsk i mange århundreder, men siden midten af 1800-tallet er deres antal kraftigt forøget.

Det stigende kendskab til engelsk siden 2. Verdenskrig har bidraget til en åbenhed over for kulturel påvirkning fra den engelsktalende verden, først og fremmest USA. En sproglig udløber heraf har været optagelsen af hundredvis af låneord i dansk, både ved direkte overtagelse, fx hit, tumbler, chip, og ved oversættelse, fx indkøbscenter, massemedier. Fornyelsen vækker særlig opmærksomhed, når ordenes former ikke umiddelbart passer ind i det danske mønster, fx teamwork, knowhow, eller når forbindelsen til den amerikanske kultur er åbenbar, fx fastfood. Det engelske islæt i dansk er dog foreløbig ringe i forhold til det latinske, franske og især tyske, og en slagkraftig antiengelsk bevægelse som i Frankrig er det ikke kommet til i Danmark.

Engelsk bruges i vid udstrækning i kommunikation med personer, der også har engelsk som fremmedsprog. Siden 2. Verdenskrig har internationalisering været ensbetydende med større krav til engelskkundskaber. Dette afspejles også i sprogets status i Danmark. Efter folkeskoleloven af 2004 begynder engelskundervisningen i 3. klasse. Skolens undervisning støttes af sprogets daglige forekomst i medierne. Men engelsk er fortsat i alt væsentligt et fremmedsprog i Danmark. Der er kun få egentligt tosprogede, og engelsk har ingen officiel status i landet. Som følge af globaliseringen er der imidlertid nu eksempler på, at engelsk fungerer som andetsprog. Fx har nogle internationale virksomheder engelsk som koncernsprog, også i Danmark. I forbindelse med denne udvikling er der kommet opmærksomhed på risikoen for ‘domænetab’, dvs. at visse typer af sprogbrug helt kommer til at foregå på engelsk (fx på videregående uddannelser, særlig inden for naturvidenskab), og man har i den forbindelse fået en dansk sprogpolitik, hvis nøgleord er parallelsproglighed, dvs. at dansk skal bruges på alle områder, men inden for nogle domæner jævnsides med engelsk.