migræne

Omtrent 30 % af personer med migræne har indledende symptomer, kaldet aura. 90 % af dem har synsforstyrrelser, mens føleforstyrrelser og taleforstyrrelser optræder sjældnere, oftest i kombination med synsforstyrrelser. En sjælden form for migræne er med lammelser og kaldes hemiplegisk migræne. Den er også særlig ved, at halvdelen af personerne har dominant arvegang og tre af generne og mutationerne kendes.

Synsforstyrrelserne starter som regel tæt ved centrum, breder sig gradvist ud gennem 5-10 minutter og varer 10-60 minutter, mest typisk 20 minutter. Der er en lysende, glimtende rand og inden for den kan synet forbigående forsvinde, så der er et hul i synsfeltet. Føleforstyrrelserne starter også ét sted, oftest i fingrene og breder sig gradvist derfra op ad armen, springer så op i ansigtet og ofte ind i tungen. De kan da ledsages af problemer med at finde de rigtige ord. Under eller oftere efter disse forstyrrelser kommer der hos de fleste hovedpine, kvalme og andre symptomer ganske som ved migræne uden aura. Der er dog også mange, der kun har en lettere hovedpine og atter andre, som slet ikke har hovedpine.

Migræne uden aura starter med gradvist udviklet hovedpine. Den er oftest lokaliseret til den ene side af hovedet, den dunker i takt med pulsen, forværres ved fysisk aktivitet og er af middel til svær intensitet. Den ledsages af kvalme, eventuelt opkastning, og der er overfølsomhed over for lys og lyde. Denne form er mindre kendt end migræne med aura, men den er mere smertefuld og forekommer hyppigere. Ca. to tredjedele af alle personer med migræne har ingen aura. Det er denne form, der meget ofte er associeret med menstruationer og som ofte bliver meget bedre eller helt forsvinder i de sidste 6 måneder af en graviditet. Næsten al nyere medicin er testet hos denne gruppe, og det formodes også at virke hos personer med migræne med aura. Mens migræne med aura er associeret med en lettere øget risiko for blodprop (apopleksi), så gælder det nok ikke migræne uden aura. I begge tilfælde udvises der dog forsigtighed i forhold til brug af østrogenholdige præparater.

Hovedpine i mindst 15 dage pr. måned, hvoraf mindst 8 dage skal være med migræne, i over tre måneder, kaldes for kronisk migræne. Tidligere blev denne hårdt ramte gruppe ikke inkluderet i afprøvning af ny medicin, og i det hele taget blev den overset eller personerne blev beskyldt for at være psykisk syge. I de senere år har der været fokus på disse hårdt ramte personer, og nu udføres afprøvning af ny medicin både hos denne gruppe og hos personer med sjældnere anfald. En del nye og dyre præparater forbeholdes af økonomiske grunde denne gruppe.

Triptaner er lægemidler, der hindrer udvidelse af blodkarrene ved at binde sig til såkaldte serotoninreceptorer. De virker derfor kun på migræne og ikke på andre smerter. Personer, som ikke har effekt af de almindelige smertestillende lægemidler, kan forsøge et triptan. At der ikke er effekt af et triptan, kan først afgøres, når det er taget ved mindst tre anfald. At afgøre, hvorvidt triptaner i det hele taget ikke virker, kræver, at der er afprøvet mindst tre forskellige slags triptaner, hver tre gange. Triptaner findes som tabletter, smeltetabletter, næsespray og subkutane injektioner.

Der er risiko for såkaldt medicininduceret hovedpine, når der tages medicin over flere dage. Det sker hos mange, hvis de tager et triptan i 10 dage eller mere pr. måned eller almindelige smertestillende midler i 15 dage eller mere pr. måned.

Personer med langvarige migræneanfald og status migrenosus indlægges eventuelt på sygehus.

Personer med hyppige migræneanfald kan behandles med forebyggende lægemidler, der tages hver dag for at forebygge anfald. Dette gælder omkring en fjerdedel af alle personer med migræne. Forebyggende behandling kan fx være betablokkere, kandesartan, eller antiepileptika som topiramat og valproat. Den slags lægemidler tages regelmæssigt over længere tid og under opfølgning af neurolog. Samtidig fører personen en hovedpinekalender, så den løbende behandlingseffekt kan følges. Hvis det første præparat ikke virker, prøves det næste. Desværre kan det ikke på forhånd afgøres, hvilket præparat der er bedst til den enkelte (såkaldt præcisionsmedicin). Hvis de traditionelle midler ikke virker eller har uacceptable bivirkninger, kan personen få tilskud til ny, dyr medicin, der blokerer CGRP-receptoren. Hvis der er tale om kronisk migræne kan der også gives behandling med såkaldt humant monklonalt antistof mod CGRP eller dettes receptor. Denne behandling gives indtil videre kun på hovedpinecentre, men bliver sikkert snart til rådighed for praktiserende neurologer.

Hvis forebyggende lægemidler ikke er effektive eller giver ikke-acceptable bivirkninger, kan der afprøves injektionsbehandling med botulinumtoksin hos personer med kronisk migræne. Andre muligheder er transkutan elektrisk nervestimulering (TENS) og psykologisk adfærdsterapi.