Image
Tomhed symbolsk illustreret i japansk zen-buddhistisk tradition som en cirkel, ensō
Af .

Tomhed er et religiøst og filosofisk begreb med en kompleks betydningshistorie. Det er især kendt for sin udbredelse i Asiens religiøse og intellektuelle traditioner.

Faktaboks

Også kendt som

mu, sunyata. Sanskrit: śūnyatā. Kinesisk/japansk: 空, kōng/kū

Inden for buddhismen refererer tomhed til ideen om, at intet eksisterer i sig selv; tomhed og erkendelse heraf går bag om en dualistisk og dybest set illusorisk forståelse af verden. Fuld erkendelse giver derimod indsigt i altings interrelaterede væren, hvor tomhed da bliver en slags ontologisk fylde.

Tomhed inden for theravada

Theravada-buddhismen bruger begrebet til at illustrere ‘ikke-selvet’ (anatta), der frem for et fast jeg består af foranderlige ‘aggregater’ eller ‘grupper’ (pali khandha, sanskrit skandha).

Tomhed inden for mahayana

Tomhed er mere kendt inden for mahayana-buddhismen, hvor det refererer til virkelighedens ontologiske beskaffenhed som grundlæggende tom; intet har iboende eksistens i sig selv.

Tomhed kan samtidig erkendes ved fx meditation, og er da også udtryk for en epistemologisk proces til dybere forståelse af og væren i verden. Som sådan signalerer begrebet ikke en negativ verdensanskuelse.

Tomhed i japansk zenbuddhisme

Image
Japansk ensō-kalligrafi
Af .

Japansk zenbuddhisme har udviklet tomhedsfilosofien både æstetisk, rituelt og intellektuelt. I malerier er tomheden ofte illustreret ved en tom cirkel (円相ensō), og i fint revne stenhaver i zen-buddhistiske templer symboliseres virkelighedens tomhed.

I zenbuddhistisk meditation er målet at erkende den grundlæggende tomhed ved et meditative ‘tomt’ sind, nogle gange kaldt ‘ikke-sind’.

Kyotoskolen og tomhedsbegrebet

Inden for den såkaldte Kyotoskole i Japan har flere filosoffer undersøgt tomhedsbegrebet som en grundlæggende ontologisk kategori.

Kyotoskolens grundlægger, Nishida Kitarō, analyserede tomheds-begrebets japanske ord kū (空) med afsæt i begrebet mu (無, kinesisk wu, ’ikke’), mens hans elev, Keiji Nishitani, primært analyserede sanskrit-varianten śūnyatā.

Kyotoskolens har i dens kobling af vestlig filosofi og zenbuddhisme bidraget med tænkning, der har sat tomhedsbegrebet ind i en bredere filosofisk tradition.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig