tomhed (buddhisme)

Theravada-buddhismen bruger begrebet til at illustrere ‘ikke-selvet’ (anatta), der frem for et fast jeg består af foranderlige ‘aggregater’ eller ‘grupper’ (pali khandha, sanskrit skandha).

Tomhed er mere kendt inden for mahayana-buddhismen, hvor det refererer til virkelighedens ontologiske beskaffenhed som grundlæggende tom; intet har iboende eksistens i sig selv.

Tomhed kan samtidig erkendes ved fx meditation, og er da også udtryk for en epistemologisk proces til dybere forståelse af og væren i verden. Som sådan signalerer begrebet ikke en negativ verdensanskuelse.

Japansk zenbuddhisme har udviklet tomhedsfilosofien både æstetisk, rituelt og intellektuelt. I malerier er tomheden ofte illustreret ved en tom cirkel (円相ensō), og i fint revne stenhaver i zen-buddhistiske templer symboliseres virkelighedens tomhed.

I zenbuddhistisk meditation er målet at erkende den grundlæggende tomhed ved et meditative ‘tomt’ sind, nogle gange kaldt ‘ikke-sind’.

Inden for den såkaldte Kyotoskole i Japan har flere filosoffer undersøgt tomhedsbegrebet som en grundlæggende ontologisk kategori.

Kyotoskolens grundlægger, Nishida Kitarō, analyserede tomheds-begrebets japanske ord kū (空) med afsæt i begrebet mu (無, kinesisk wu, ’ikke’), mens hans elev, Keiji Nishitani, primært analyserede sanskrit-varianten śūnyatā.

Kyotoskolens har i dens kobling af vestlig filosofi og zenbuddhisme bidraget med tænkning, der har sat tomhedsbegrebet ind i en bredere filosofisk tradition.

• zenbuddhisme
• buddhisme
• theravada
• mahayana
• nirvana
• Kyotoskolen
• Nishida Kitarō
• Keiji Nishitani