Spring til indhold

Dronning Margrethe II's Bro

Dronning Margrethe II's Bro
Image
Arbejde på Dronning Margrethe II's Bro i april 2025.
Officielt navnDronning Margrethe II's Bro
Bærer2 spor + 2 jernbanespor + cykel- og gangsti
KrydserStorstrømmen
StedOrehoved-Vordingborg via Masnedsundbroen
Karakteristika
Total længdeca. 4.000 m
Bredde24 m
Største spænd136 m
Gennemsejlings-
højde
26 m
Historie
Åbningsdato23. marts 2026

Dronning Margrethe II's Bro eller den nye Storstrømsbro er en bro mellem Falster og Sjælland via Masnedø. Den blev åbnet for bil-, cykel- og gående trafik 23. marts 2026 og forventes åbnet for jernbanetrafik i 2027. Broen afløser Storstrømsbroen. Den er ca. 4 km lang og dermed Danmarks tredjelængste bro efter Øresundsbroen og Storebæltsbroen. Den bærer en tosporet landevej, dobbeltsporet elektrificeret jernbane, cykel- og gangsti.

Folketinget traf beslutning om at bygge broen i 2013. Det første spadestik blev taget i 2018. I december 2024 blev broen landfast mellem Falster og Sjælland, og i marts 2026 blev den åbnet for offentlig trafik, dog endnu ikke for jernbanetrafik.

Dronning Margrethe II's Bro afløser Storstrømsbroen, der blev opført i 1937 og efterhånden er kommet i dårlig stand. Da det vurderedes, at Storstrømsbroen ikke ville kunne kapere de større trafikmængder, primært via jernbanen, som forventes i forbindelse med åbningen af den kommende Femern Bælt-forbindelse, besluttede Folketinget med en trafikaftale af 21. marts 2013 at bygge en ny bro over Storstrømmen mellem Orehoved på Falster og Vordingborg via den gamle Masnedsundbro.[1]

Broen har cykelsti, fortov og en tosporet landevej og får desuden en dobbeltsporet elektrificeret jernbane. Broen er ca. 4 km lang, har en gennemsejlingshøjde på 26 meter og en samlet højde på 100 meter og er 24 m bred.[1]

Broen er bygget som en kunstig skråstagsbro, hvor stagene bidrager til broens stabilitet, men ikke er nødvendige for at holde broen oppe. Den har en enkelt pylon med stagene opsat symmetrisk over pylonen i en enkelt række opsat mellem jernbanen og vejbanen.[2]

Byggeprocessen

[redigér | rediger kildetekst]

Broen er bygget af det italienske joint venture SBJV, mens det danske selskab COWI har stået for projekteringen. Vejdirektoratet fungerer som bygherre på vegne af den danske stat[3][4][5] og har et informationscenter på Masnedø.[6]

I efteråret 2011 blev der konstateret revner i den daværende Storstrømsbros bærende konstruktion, og politikerne på Christiansborg begyndte at overveje opførelsen af en ny bro til afløsning af den gamle. Der skulle gå knap 14 år, inden byggeriet var blevet realiseret efter en række udfordringer og forsinkelser undervejs, blandt andet som følge af coronaviruspandemien i 2020-2021.[7]

I 2013 blev en trafikaftale om bygning af broen indgået,[1] og i 2015 blev loven om bygning af den nye bro og nedrivning af den gamle endeligt vedtaget af Folketinget.[8]

27. september 2018 blev første spadestik til broen taget.[9] Det første bropillefundament blev placeret i Storstrømmen i december 2020. I september 2024 nåede pylonen sin fulde højde på 102 meter, og i december 2024 blev det sidste brodragerelement monteret[10] og broen dermed landfast mellem Falster og Sjælland via Masnedø.[11][12] Den første ikke-byggerelaterede krydsning fandt sted i juli 2025, da cykelryttere fra Team Rynkeby krydsede broen.[13]

23. marts 2026 blev broen åbnet for biler, cykler og gående. Guldborgsund Kommunes borgmester Simon Hansen og Vordingborg Kommunes borgmester Michael Seiding Larsen klippede den røde snor over, hvorefter de første trafikanter kunne bevæge sig over broen.[14][15]

Broen forventes at blive åbnet for togtrafik i 2027.[16]

Prisen for det samlede projekt med opførelse af en ny bro og nedrivning af den gamle anslås af Vejdirektoratet til cirka 4,7 mia. kr. i 2023-priser. EU støtter anlægget med op til 425 millioner kr.[1]

4. marts 2026 blev det offentliggjort, at den nye bro ville få navnet Dronning Margrethe II's Bro.[17]

Åbningsarrangement

[redigér | rediger kildetekst]

Selvom broen åbnede for trafik i marts, markeres åbningen igen med en større officiel fejring i weekenden 6. og 7. juni 2026. Vordingborg Kommune og Guldborgsund Kommune arrangerer et motionsløb i samarbejde med DGI Storstrømmen, hvor ca. 10.000 deltagere forventes. Der vil desuden være et cykelløb arrangeret af Vordingborg Motions Cykelklub. Desuden vil dronning Margrethe 2. køre den allersidste biltur over den gamle Storstrømsbro, som derefter vil lukke for biler. Broen blev i sin tid indviet af dronningens farfar, Christian 10., der som den allerførste person kørte over broen i 1937.[18][17][15]

  1. 1 2 3 4 "Om projektet". Vejdirektoratet. Hentet 4. marts 2026.
  2. "Nyheder". vejdirektoratet.dk. Hentet 4. marts 2026.
  3. Om projektet, Vejdirektoratet. Besøgt 15. december 2021.
  4. Storstrømsbroen, Vejdirektoratet. Besøgt 15. december 2021.
  5. Tidsplan, Vejdirektoratet. Besøgt 15. december 2021.
  6. "Besøgscenter Storstrømsbroen". www.vejdirektoratet.dk. 7. november 2023.
  7. Danmarks tredjestørste bro blev til i et kapløb mod tiden. Nyhed på tv2east.dk 23. marts 2026.
  8. "Dokumenter". vejdirektoratet.dk. Hentet 4. marts 2026.
  9. Ændret tidsplan for åbning af ny Storstrømsbro, Vejdirektoratet, 26. maj 2021.
  10. "Tidsplan". vejdirektoratet.dk. 7. januar 2026. Hentet 4. marts 2026.
  11. Der er blevet skrevet Danmarkshistorie på den nye Storstrømsbro. TV 2. Hentet 30/12-2024
  12. "Den nye Storstrømsbro bliver landfast". vejdirektoratet.dk. 29. december 2024.
  13. "Cykelglade Rynkeby-ryttere i uofficiel broåbning". TV2 Øst. 4. juli 2025.
  14. Michael Patrick Larsen: Nu er broen officielt indviet. Artikel på folketidende.dk 23. marts 2026.
  15. 1 2 Michael Patrick Larsen: Lukker den gamle bro i dag? Her er svaret. Artikel på folketidende.dk 23. marts 2026.
  16. Tiirikainen, Morten (18. december 2025). "Udskyder åbning af Storstrømsbroen". TV 2 Øst.
  17. 1 2 Henriques, Casper Martin (4. marts 2026). "Storstrømsbro opkaldes efter Dronning Margrethe". DR.
  18. "Danmarks nye bro navngives Dronning Margrethe II's Bro". vejdirektoratet.dk. 4. marts 2026.

54°58′27″N 11°52′04″Ø / 54.97409°N 11.867835°Ø / 54.97409; 11.867835