hadtale

Paragraffen stammer fra 1939 og handlede ved indførelsen om »forfølgelse eller ophidselse til had mod en gruppe af den danske befolkning på grund af dens tro, afstamning eller statsborgerforhold« ved udspredelse af falske rygter eller beskyldninger. Formålet var navnlig at beskytte den jødiske befolkningsgruppe.

Bestemmelsen skal anvendes med passende hensyn til ytringsfriheden. Forhold af mindre grovhed omfattes ikke af det strafbare område, og at det samme gælder videnskabeligt fremsatte teorier om f.eks. racemæssige, nationale eller etniske forskelligheder, samt udtalelser fremsat under en saglig debat. Rækkevidden af forbuddet mod diskriminerende ytringer beror bl.a. på praksis med hensyn til tolkningen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 10. Anklagemyndigheden er tilbageholdende med tiltalerejsning og domstolene med domfældelser, men retspraksis er forholdsvis omfattende.

Udtalelser, der går ud på, at visse beskyttede grupper generelt mangler værdi som mennesker, herunder at sådanne grupper ligestilles med dyr, hører til kerneområdet for § 266 b. Det samme gælder grove og helt usagligt generaliserende påstande om grov kriminalitet, negative personlige egenskaber og umoralsk eller anstødelig levevis.

Det strafbare område er begrænset til ytringer, der fremsættes offentligt eller – hvis det ikke er sket offentligt – med forsæt til udbredelse i en videre kreds. Udtalelser på internettet eller i en åben gruppe på de sociale medier vil som regel være omfattet af bestemmelsen. Udtalelser fremsat under en privat samtale eller i en lukke gruppe med en snæver kreds af modtagere vil normalt ikke være omfattet.

Forhånende eller nedværdigende ytringer fremsat mod en enkeltperson vil typisk ikke være omfattet af § 266 b, men kan falde ind under § 267 om ærekrænkelser, men udtalelserne kan dog være omfattet af § 266 b, hvis de ud over den pågældende person er rettet mod den gruppe, som personen tilhører.

Det forhold, at en person kan straffes efter § 266 b, er ikke ensbetydende med, at redaktører og journalister kan straffes medvirken til at lade personen komme til orde i medierne, idet hensynet til nyhedsformidlingen tilsiger, at det kan være sagligt og relevant at skildre de holdninger, racistiske grupper har.

Det beror på en helhedsvurdering, om en udtalelse er omfattet af bestemmelsen. I vurderingen lægges der vægt på udtalelsens indhold og den sammenhæng, den er fremsat i. Det må herved tillægges betydning, hvem der har fremsat udtalelsen, og om det for modtageren måtte stå klart, om der var tale om en hadefuld ytring, der havde til formål at skade.

Paragraffen fik i 1995 et stk. 2 om »propagandavirksomhed« som strafskærpelsesgrund ved systematisk, intensiv eller vedvarende virksomhed med henblik på at påvirke meningsdannelsen. Indsættelsen skete bl.a. »på baggrund af de stadig mere fremtrædende tendenser til intolerance, fremmedhad og racisme både i Danmark og i udlandet« og »for at undgå, at Danmark bliver et fristed for udbredelse af nazistisk og racistisk propaganda«. Uanset disse specifikke formål gælder stk. 2 alle ytringer mv., der er omfattet af stk. 1.

De vittige hjemmesider: I en sag om forhånende og nedværdigende vittigheder frifandt Højesteret i 2026 tiltalte, idet udtalelserne efter den sammenhæng, som de indgik i, ikke var fremsat for at udtrykke had med det formål at skade jøder og sorte, og at de heller ikke med rimelighed kunne opfattes sådan af den, som gik ind på hjemmesiderne for at læse vittigheder.

Højesteret dømte i 2000 lederen af Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup, til betinget hæftestraf for bl.a. at have udtalt, at muhamedanere er verdensforbrydere, der vil dræbe og kastrere danskere. Højesterets dom indeholder følgende præmisser:

»Gerningsindholdet i § 266 b skal fastlægges under hensyn til ytringsfriheden. Ytringsfriheden er grundlæggende for et demokratisk samfund, idet tolerance over for andres meninger er en nødvendig forudsætning for den frie debat. Ytringsfriheden skal imidlertid udøves med fornøden respekt for andre menneskerettigheder, herunder retten til beskyttelse mod trosdiskriminerende forhånelse og nedværdigelse. Tiltalte har som politiker taget aktiv del i den politiske debat som led i sit arbejde for en restriktiv udlændingepolitik vendt mod muslimer. Det kan ikke i sig selv anses for strafbart i en sådan debat at argumentere med en henvisning til islams skriftsteder eller til samfundsmæssige konsekvenser af fundamentalistiske muslimers program. Sådanne henvisninger kan imidlertid ikke retfærdiggøre en forhånelse og nedværdigelse som den, tiltaltes udtalelser er udtryk for. En debat om tiltaltes politiske mål afskæres ikke ved en kriminalisering af sådanne udtalelser. Hensynet til den særligt vidtgående ytringsfrihed for politikere om kontroversielle samfundsanliggender kan derfor ikke begrunde straffrihed for tiltalte. På denne baggrund tiltræder Højesteret, at tiltalte har realiseret gerningsindholdet i straffelovens § 266 b, stk. 1, således som denne bestemmelse må forstås i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 og artikel 17.«

• Straffeloven
• racisme
• antisemitisme
• diskrimination
• Jens Olaf Jersild (Grønjakkesagen)
• ytringsfrihed