På Palads Teatrets 20-årsfødselsdag den 26. december 1970 dør Oluf Emil Nielsen 72 år gammel. Inspektør Ellen Kristiansen overtager midlertidigt driften og får bevillingen efter indstilling fra byrådet i maj 1971. Fru Kristiansen har været ansat siden åbningen først som billetdame, siden bogholderske. Efter et tumultagtigt forår i 1972 blev Mogens Steen Kruse (13.05.1945 – 03.11.2018) ansat som ny direktør. Kruse havde en fortid som filmoperatør samme sted. I 1982 byggede Kruse biografen om til tre sale, og i 1986 blev biografen udvidet med Bio 4 og 5.
I oktober 1994 indgik Kruse et samarbejde med konkurrenten Kim Petersen (f. 1958) i den anden ende af byen under navnet Biografkompagniet I/S, der samlede biograferne: Palads, Folketeatret og Biografen i ét selskab pr. 1. januar 1995. I november 1999 indgik Biografkompagniet I/S en aftale med Nordisk Film Biografer A/S om at overtage de tre biografer. Nordisk Film Biografer A/S omdøbte Palads til Metropol, og senere til det nuværende Nordisk Film Biografer Trøjborg.
Trøjborg indeholder pr. 2024 hhv. 207, 124, 98, 39 og 29 pladser med 4K + 5.1 Digital lyd i sal 1 og 2K samt 5.1 i de øvrige. Indvendigt er foyeren shinet op bl.a. med ny café, der er pyntet med de gamle biografskilte og det originale ur med de tolv måneders himmeltegn som tal sidder der stadig. Udvendigt sidder baldakinen der endnu – denne indbydende gestus har biografen ikke længere tilfælles med ret mange andre biografer her i kongeriget Danmark, men således genkender man udefra en rigtig biografklassiker.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.