Image
Det tyske landshold fejrer VM-sejren i 2014
VM i 2014
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Verdensmesterskabet i fodbold for mænd er en international fodboldturnering, som arrangeres af det internationale fodboldforbund FIFA. Det er den vigtigste turnering i international herrefodbold og en af de største mediebegivenheder i sportens verden.

Faktaboks

Også kendt som

FIFA World Cup

Turneringen har været afholdt hvert fjerde år siden 1930, bortset fra i 1942 og 1946 som følge af 2. Verdenskrig. Brasilien har vundet turneringen fem gange, mens Italien og Tyskland har fire sejre hver. Det danske landshold har kvalificeret sig til VM seks gange.

VM 2026

Det 23. verdensmesterskab finder sted fra den 11. juni 2026 til den 19. juli 2026 i USA, Canada og Mexico. Ved mesterskabet deltager i alt 48 nationer (mod tidligere 32).

Turneringsstruktur

Image
Tilskuere til kampen mellem Brasilien og Kroatien ved VM i 2014.
Af .
Licens: CC BY 3.0

Fra 2026 er der 48 hold med ved VM. Værtsnationen er automatisk kvalificeret, mens de resterende lande findes gennem kvalifikationsturneringer arrangeret af de seks kontinentale fodboldføderationer inden for FIFA. Der er flest hold med fra Europa. Indtil 2002 var de forsvarende verdensmestre automatisk med i det efterfølgende VM, men denne regel blev afskaffet i 2006.

I selve slutrunden spiller de 48 kvalificerede hold fra hele verden om verdensmesterskabet. Landene er inddelt i 12 grupper med 4 hold i hver. En sejr giver 3 point, en uafgjort 1 point og et nederlag 0 point. De to bedste hold fra hver gruppe samt de 8 bedste treere går videre til sekstendedelsfinalerne, og herefter spilles der efter cup-princippet. De seksten vindere af sekstendedelsfinalerne går videre til ottendedelsfinlaerne, og de otte vindere af ottendedelsfinalerne går videre til kvartfinalerne. Vinderne af kvartfinalerne kvalificerer sig til semifinalerne. De to vindere af semifinalerne spiller finale om verdensmesterskabet, mens de to tabere mødes i en kamp om tredjepladsen (”bronzefinalen”). Hvis en kamp ender uafgjort, spilles der 2 gange 15 minutters forlænget spilletid, og ender den forlængede spilletid også uafgjort, skal kampen afgøres ved straffesparkskonkurrence.

VM's historie

Blandt initiativtagerne til VM i fodbold var den daværende præsident for FIFA, franskmanden Jules Rimet (1873-1956), der ønskede et professionelt modstykke til amatørfodboldturneringen ved De Olympiske Lege.

Det første VM fandt sted i 1930 i Uruguay med deltagelse af blot 13 lande. Landene skulle ikke kvalificere sig, men blev inviteret til at deltage. Siden har der været afholdt kvalifikationsturneringer, og fra 1934 til 1978 var der 16 deltagere i slutrunden. I 1982 blev antallet udvidet til 24 og i 1998 til 32. Fra og med VM 2026 deltager i alt 48 hold i slutrunden.

VM's bedste spiller

Siden 1982 har FIFA kåret den bedste spiller ved VM, og vedkommende er blevet tildelt "den gyldne bold" (Golden Ball). Kåringen i 1978 stod FIFA ikke for, men da der var tale om en seriøs afstemning blandt mange medier, har FIFA senere valgt at gøre den officiel på sin hjemmeside.

Mest målrige kampe

  • Østrig-Schweiz 7-5, 1954
  • Brasilien-Polen 6-5 (efter forlænget spilletid – den ordinære kamp endte 4-4), 1938
  • Ungarn-Vesttyskland 8-3, 1954
  • Ungarn-El Salvador 10-1, 1982
  • Frankrig-Paraguay 7-3, 1958
  • Argentina-Mexico 6-3, 1930
  • Ungarn-Sydkorea 9-0, 1954
  • Vesttyskland-Tyrkiet 7-2, 1954
  • Frankrig-Vesttyskland 6-3, 1958
  • Jugoslavien-Zaire 9-0, 1974

Store overraskelser

En del af charmen ved VM er de overraskende resultater. Herunder fortælles der kort om nogle af de største overraskelser i VM-historien.

USA-England 1-0, 1950

Englænderne havde i mange år set sig selv som verdens bedste, og nu deltog de for første gang ved VM. I den første kamp vandt de som ventet 2-0 over Chile, men i den anden kamp indtræf VM-historiens på det tidspunkt største overraskelse. England med mange store stjerner på holdet tabte nemlig 0-1 til upåagtet USA. Målet blev scoret af Joe Gaetjens (1924-1964), der kom fra Haiti. Ingen af holdene gik dog videre til den afsluttende fireholdsgruppe, idet de begge tabte til Spanien, der som eneste hold gik videre fra gruppen.

Nordkorea-Italien 1-0, 1966

Nordkorea var en helt ukendt størrelse ved VM i 1966, og de fik godt nok 1-1 mod Chile i den anden gruppekamp – efter 0-3 mod Sovjetunionen i den første – men ingen troede, de havde en chance mod Italien i den afgørende kamp. Her vandt de dog sensationelt 1-0 på et mål af Pak-Doo-Ik (f. 1936) og gik modsat Italien videre til kvartfinalerne. Her førte de nærmest endnu mere sensationelt 3-0 mod Portugal, men tabte 3-5.

Vesttyskland-Algeriet 1-2, 1982

Vesttyskland var blandt de store favoritter ved VM i Spanien, men tabte 1-2 til Algeriet i den første kamp. Algeriet tabte derpå til Østrig, men slog Chile og kunne sagtens være gået videre til mellemrunden. Men desværre for algerierne spillede Vesttyskland og Østrig til allersidst, så de vidste, at de begge ville gå videre – på en bedre målscore end Algeriet – ved, at Vesttyskland vandt med et eller to mål – og sådan blev det. Vesttyskland scorede til 1-0 efter 10 minutter, og derefter gik kampen i stå. Siden er de afgørende gruppekampe altid blevet spillet samtidig.

Argentina-Cameroun 0-1, 1990,

Argentinas regerende verdensmestre anført af Diego Maradona mødte et stærkt, men også meget hårdt spillende mandskab, som fik to spillere udvist, men som alligevel vandt 1-0 på et hovedstødsmål af François Omam-Biyik (f. 1966). Argentina nåede siden dog frem til endnu en finale, mens Cameroun nåede frem til kvartfinalerne, hvor England først vandt – 3-2 – efter forlænget spilletid.

Frankrig-Senegal 0-1, 2022

Frankrig ankom til VM i Japan og Sydkorea som regerende verdens- og europamestre, men tabte sensationelt åbningskampen mod Senegal med 0-1 – Papa Boupa Diop (1978-2020) scorede det enlige mål. Frankrig gik til dels på grund af det nederlag ikke videre fra gruppen, mens Senegal tabte 0-1 til Tyrkiet i kvartfinalerne – efter et såkaldt golden goal i den forlængede spilletid.

Argentina-Saudi-Arabien 1-2, 2022

Lionel Messi bragte argentinerne foran 1-0 på et straffespark, men endte alligevel med at tabe 1-2. Men Argentina kom stærkt igen, vandt de efterfølgende to gruppekampe og endte som verdensmester, mens Saudi-Arabien efter nederlag til Polen og Mexico ikke gik videre fra gruppen.

Store kampe

Det er selvfølgelig de store kampe, der især giver VM-historien kolorit. Jævnbyrdige og spændende kampe, hvor store hold leverer store præstationer. Herunder er korte beskrivelser af fem af de allerstørste kampe.

Ungarn-Uruguay 4-2, 1954

Ungarn havde i nogle år haft verdens bedste hold, men fik i semifinalen kamp til stregen af de regerende verdensmestre. Den ordinære spilletid endte 2-2, men de "magiske magyarer", som ungarerne blev kaldt, var stærkest i den forlængede spilletid, hvor Sandor Kocsis (1929-1979) scorede to gange. I finalen tabte Ungarn højst overraskende 2-3 til Vesttyskland.

Italien-Vesttyskland 4-3, 1970

Semifinalen ved VM i Mexico er ofte blevet omtalt som "århundredets kamp". Den ordinære kamp endte 1-1 efter en vesttysk udligning i anden halvlegs tillægstid, hvorefter den forlængede spilletid nærmest eksploderede. Vesttyskland førte 2-1, og stillingen var 3-3 i det 111. minut, da Gianni Rivera (f. 1943) scorede sejrsmålet. I finalen tabte Italien 1-4 til Brasilien.

Italien-Brasilien 3-2, 1982

Brasiliens offensiv var en af de bedste, der nogensinde er set ved et VM. Forsvaret havde til gengæld ikke samme høje klasse, og da Paolo Rossi spillede en fantastisk kamp og scorede tre mål til henholdsvis 1-0, 2-1 og 3-2, blev det de senere verdensmestre, der vandt denne mellemrundekamp og dermed de to holds mellemrundegruppe.

Vesttyskland-Frankrig 3-3 (5-4), 1982

Den ordinære spilletid i denne semifinale endte 1-1, hvorefter Frankrig kom foran 3-1 i den forlængede spilletid og lignede en finalist. Men vesttyskerne kom stærkt igen, og Klaus Fischer (f. 1949) udlignede på et saksespark. I straffesparkskonkurrencen brændte Frankrig to gange, mens Vesttyskland kun brændte en gang. I finalen tabte Vesttyskland 1-3 til Italien.

Argentina-Frankrig 3-3 (4-2), 2022

Argentina lignede i den ordinære spilletid længe en vinder af finalen og førte 2-0 frem til det 80. minut, hvorefter Kylian Mbappé scorede to gange. I den forlængede spilletid scorede Lionel Messi sit andet mål og Kylian Mbappé derpå sit tredje, hvorefter kampen skulle afgøres i en straffesparkskonkurrence, hvor Argentina scorede på sine første fire forsøg, mens Frankrig brændte to af sine.

Danmark ved VM

Det danske landshold har deltaget i seks VM-slutrunder: i 1986, 1998, 2002, 2010, 2018 og 2022. Det bedste resultat er kvartfinalepladsen i 1998, hvor Danmark tabte til de senere sølvvindere fra Brasilien.

VM 1986 i Mexico

Image
Preben Elkjær i aktion i kampen mellem Danmark og Skotland ved VM i 1986. Elkjær scorede det enlige mål i Danmarks 1-0-sejr.
Preben Elkjær
Af /5710xk3k.jpg/Ritzau Scanpix.

Med Sepp Piontek som træner kvalificerede det danske landshold sig i 1986 for første gang til en VM-slutrunde. I kvalifikationsturneringen blev Danmark nummer et i sin pulje og havde undervejs bl.a. besejret fodboldstormagten Sovjetunionen med 4-2 i Parken i København den 5. juni 1985.

Ved selve slutrunden var Danmark i gruppe med Skotland, Uruguay og Vesttyskland. Det blev til 3 sejre (1-0 over Skotland, 6-1 over Uruguay og 2-0 over Vesttyskland), hvorefter Danmark var klar til ottendedelsfinalen mod Spanien. Her kom Danmark foran 1-0, men endte med at tabe kampen 5-1. Preben Elkjær blev Danmarks topscorer ved turneringen med i alt fire mål, heraf tre mod Uruguay.

VM 1998 i Frankrig

Image

Michael Laudrup i kvartfinalen mellem Danmark og Brasilien ved VM i 1998. I baggrunden ses Martin Jørgensen.

Micahel Laudrup
Af /Ritzau Scanpix.

Danmark kvalificerede sig ikke til VM i 1990 og 1994, men var med igen i 1998 med Bo Johansson som træner. I de indledende kampe tabte Danmark 2-1 til de senere verdensmestre fra Frankrig, men gik videre via 1-0 over Saudi Arabien og 1-1 mod Sydafrika.

I ottendedelsfinalen fik Danmark for alvor gang i målscoringen, og det blev til en komfortabel 4-1-sejr over Nigeria. De danske mål blev scoret af Peter Møller (f. 1972), Brian Laudrup, Ebbe Sand og Thomas Helveg (f. 1971). I kvartfinalen mod Brasilien kom Danmark foran 1-0 efter blot to minutter på et mål af Martin Jørgensen. Brasilien fik dog hurtigt udlignet og kom også foran 2-1, inden Brian Laudrup med et spektakulært mål til 2-2 i begyndelsen af anden halvleg bragte fornyet spænding i kampen. Brasilien endte dog med at vinde 3-2. Kampen blev den sidste landskamp for både Michael og Brian Laudrup.

VM 2002 i Sydkorea/Japan

Med Morten Olsen som landstræner kvalificerede Danmark sig til VM i 2002. I de indledende kampe vandt Danmark 2-1 over Uruguay, spillede 1-1 mod Senegal og besejrede de regerende franske verdensmestre med 2-0. I ottendedelsfinalen kunne Danmark dog ikke stille meget op mod England, der let vandt 3-0. Jon Dahl Tomasson scorede 4 af Danmarks i alt 5 mål ved turneringen.

VM 2010 i Sydafrika

Efter at have misset VM i 2006 førte Morten Olsen Danmark til VM-slutrunden i 2010. I gruppespillet vandt Danmark 2-1 over Cameroun, men tabte 2-0 til Holland og 3-1 til Japan og måtte for første gang rejse hjem fra en VM-slutrunde allerede efter den indledende runde.

VM 2018 i Rusland

Image

Det danske landshold før kampen mod Frankrig ved VM i 2018.

Der danske landshold
Af /SIPA/Ritzau Scanpix.

Det danske landshold var ikke med ved VM i 2014, men med Åge Hareide som træner kvalificerede holdet sig til VM i 2018 via to playoffkampe mod Irland. Uden at imponere gik Danmark videre fra gruppespillet med 1-0 over Peru, 1-1 mod Australien og 0-0 mod Frankrig.

I ottendedelsfinalen spillede Danmark lige op med de senere finalister fra Kroatien. Mathias ”Zanka” Jørgensen bragte Danmark foran 1-0 i første minut af kampen, men kort efter udlignede Kroatien til 1-1, som også blev resultatet i den ordinære spilletid. I den forlængede spilletid reddede Kasper Schmeichel et straffespark og yderligere to i den efterfølgende straffesparkskonkurrence, hvilket dog ikke var nok til, at Danmark kunne vinde kampen.

VM 2022 i Qatar

I kvalifikationsturneringen til VM i 2022 blev Danmark med træner Kasper Hjulmand i spidsen nummer et i sin pulje med 9 sejre i 10 kampe og en målscore på 30-3. Undervejs i turneringen vandt Danmark bl.a. 8-0 over Moldova og 5-0 over Israel.

Ved selve VM-slutrunden spillede Danmark 0-0 mod Tunesien, tabte 2-1 til Frankrig og 1-0 til Australien og måtte for første gang forlade en VM-turnering uden en eneste sejr.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig