modstandsbevægelse (2. Verdenskrig)

Modstandsbevægelser opstod overalt i de lande, der var besatte af Tyskland eller Italien. Både de geografiske forhold, besættelsesmagtens politik og lokale samarbejdende myndigheder spillede en afgørende rolle for modstandsarbejdets form og udvikling. Disse forhold var dog vidt forskellige fra land til land.

I Storbritannien arbejdede flere instanser på at skabe modstandskamp i de besatte lande. Vigtigst var Special Operations Executive (SOE), der blev oprettet i sommeren 1940.

SOE skulle ved hjælp af udsendte agenter og tilførsel af materiel opbygge hemmelige hære overalt i Europa. Disse hære kunne gøre opstand i forbindelse med en allieret landgang. SOE var først efter midten af 1942 i stand til at gøre sig effektivt mærkbar, samtidig med at dens betydning i den store strategi aftog efter USA's indtræden i krigen.

De hemmelige hære blev et supplement og ikke længere en forudsætning. Efterretningstjenesten varetoges af Special Intelligence Service (SIS). USA oprettede efter sin indtræden i krigen Office of Strategic Services, der tog sig af både sabotage og efterretningsarbejde.

Efter Sovjetunionens indtræden i krigen den 22. juni 1941, da den efter Sovjetunionens opfattelse ændredes fra at have været imperialistisk til at blive retfærdig, aktiverede Komintern i Moskva alle kommunistpartier i Europa, der skulle udvikle nationale befrielsesbevægelser og skabe nationale fronter.

Partierne selv skulle virke i arbejderklassen, de nationale fronter i borgerskabet. Eksempler er Uafhængighedsfronten i Belgien, Den Nationale Front i Frankrig, ELAS i Grækenland samt Frit Danmark her. Den mest succesrige var AVNOJ i Jugoslavien, der blev løftestang for Titos magtovertagelse.

Modstandsbevægelserne var ikke monolitiske. Overalt delte de sig i en kommunistisk og en national (borgerlig) fløj, i nogle lande i en sådan grad, at der udviklede sig borgerkrig, således i Jugoslavien, Albanien og Grækenland. Den i Polen dominerende Hjemmehær anså russerne og kommunisterne for en lige så stor fjende som tyskerne.

Oftest søgte man at samle de forskellige bevægelser under ét. Bedst lykkedes det med Frihedsrådet i Danmark. Andetsteds skete det sent og mest på papiret, således De Franske Indenrigsstyrker og De Indenlandske Hollandske Stridskræfter. I Norge var Hjemmefrontens Ledelse totalt afvisende over for kommunisterne.

Partisankrig, hvor grupperne for kortere eller længere tid holdt et område befriet, udviklede sig især i Sovjetunionen, "partisanrepublikker", og på Balkan. Også i Frankrig, Belgien og fra 1944 i Italien fandtes partisaner, mens det ikke var tilfældet i tætbefolkede lande som Holland og Danmark og heller ikke i Norge, hvor Hjemmefronten udtrykkeligt afviste partisankrig.

Forenklet udtrykt lagde kommunisterne hovedvægten på partisankrig og hurtig optrapning af kampen mod tyskerne gennem sabotage og attentater på tyske soldater og indfødte kollaboratører, mens de nationale bevægelser koncentrerede sig om opstillingen af hemmelige hære til udløsning på ordre fra London.

Modstandsbevægelser eksisterede kun i meget beskedent omfang i 1940 og 1941 med Tjekkoslovakiet og Polen som undtagelser. De tog fart i 1942, men blev først i 1943 og 1944 talstærke faktorer. Deres militære betydning var — bortset fra i Jugoslavien og i nogen grad Sovjetunionen — beskeden og uden betydning for krigens udfald. Til gengæld fik de overalt politisk betydning af kortere eller længere varighed.

I Østasien var antijapanske modstandsbevægelser kun svagt udviklede, når der ses bort fra Kina, hvor der fandtes en stærk kommunistisk undergrund.

• modstandsbevægelsen i Danmark 1940-1945
• Besættelsen
• 2. Verdenskrig
• guerilla