Kirkbi AG v Ritvik Holdings Inc
Kirkbi AG v. Ritvik Holdings Inc., [2005] 3 SCR 302, 2005 SCC 65,[1] populært kendt som Lego-sagen, er en afgørelse fra Supreme Court of Canada. Domstolen stadfæstede forfatningsmæssigheden af sektion 7(b) i Trade-marks Act,[2] som forbyder brug af forvekslelige varemærker, og fastslog samtidig, at funktionalitetsdoktrinet også gælder for uregistrerede varemærker.
Baggrund
[redigér | rediger kildetekst]Kirkbi AG, en del af Lego-koncernen, havde tidligere patenter på designet og formen af legoklodser; disse patenter var udløbet i Canada og andre lande, det sidste canadiske patent i 1988.[3][2] Ritvik Holdings (senere Mega Bloks) fremstillede klodser kaldet kopiklodser under navnet Mega Bloks. Kirkbi forsøgte at registrere klodsernes design som varemærke, men fik afslag fra Registrar of Trade-marks.[2] Kirkbi gjorde derefter gældende, at selskabet havde et uregistreret varemærke i det karakteristiske ortogonale mønster af hævede knopper på klodsernes overside, og krævede beskyttelse efter sektion 7(b) i Trade-marks Act samt efter den engelske common law-doktrin om "passing off".[2] Ritvik afviste ethvert brud og nedlagde modkrav om, at selskabet fortsat måtte fremstille, udbyde og sælge sine klodser i Canada.
Underretterne
[redigér | rediger kildetekst]Federal Court
[redigér | rediger kildetekst]Dommer Gibson afviste Kirkbis varemærkekrav. Retten fandt, at Kirkbi ganske vist havde en interesse i et uregistreret varemærke, men kun for påskriften "LEGO" på oversiden af hver knop, at der ikke findes varemærkebeskyttelse for rent funktionelle elementer, og at Kirkbi, selvom selskabet havde opnået goodwill i den særlige udformning af sine klodser, ikke havde bevist, at Ritvik forsætligt havde vildledt om sit produkt.[2]
Federal Court of Appeal
[redigér | rediger kildetekst]Kirkbis anke blev afvist. Flertallet, ved dommer Sexton, tog ikke stilling til spørgsmålene om forveksling og elementerne i passing off, men fastslog, at funktionalitetsdoktrinen gælder for varemærker, uanset om de er registrerede eller ej. Dommer Pelletier var uenig i et mindretalsvotum og mente, at "LEGO"-mærket, selvom det var funktionelt, stadig kunne danne grundlag for et passing off-krav efter sektion 7(b), at funktionalitetsdoktrinen efter lovændringer ikke længere gjaldt for uregistrerede varemærker, og at betingelserne for passing off var opfyldt, eftersom der var påvist forveksling på markedet mellem Kirkbis og Ritviks produkter.[2]
Højesteret
[redigér | rediger kildetekst]Højesteret afviste anken enstemmigt. I sin begrundelse fastslog dommer LeBel, at sektion 7(b) var intra vires den canadiske forbundsregering, og at Kirkbis passing off-krav måtte afvises, fordi det var udelukket af funktionalitetsdoktrinen.[2]
Forfatningsmæssighed
[redigér | rediger kildetekst]Det var først for Højesteret, at Ritvik anfægtede forfatningsmæssigheden af sektion 7(b). LeBel fastslog, at bestemmelsen var forfatningsmæssig: indgrebet i provinsernes kompetence er minimalt, da bestemmelsen er af afhjælpende karakter og begrænset af lovens øvrige bestemmelser; loven er en gyldig udøvelse af forbundsregeringens generelle kompetence over handel; og sektion 7(b) er tilstrækkeligt integreret i loven til, at bestemmelsen kan opretholdes som forfatningsmæssig.[4]
Funktionalitetsdoktrinen
[redigér | rediger kildetekst]Med henvisning til retspraksis tilbage til 1964 fastslog LeBel, at hvis noget, der søges registreret som varemærke, har en funktionel brug eller egenskab, kan det ikke være genstand for et varemærke.[5] Domstolen bemærkede, at loven udtrykkeligt udelukker beskyttelse af "nyttemæssige elementer af en kendetegnende udformning",[6] og at det ville skabe risiko for at udvide monopolrettigheder på selve produkterne og hæmme konkurrencen mellem varer med samme tekniske egenskaber, hvis Kirkbis krav blev taget til følge.[7]
Passing off
[redigér | rediger kildetekst]Selvom sagen blev afgjort uden grundlag i varemærkeretten, tog Højesteret alligevel stilling til den engelske common law-doktrin om passing off, der efter retspraksis kræver tre elementer: goodwill, vildledning af offentligheden på grund af en urigtig fremstilling, og faktisk eller potentiel skade for sagsøgeren.[8] Kirkbis krav måtte mislykkes allerede på det første punkt, da den påståede særegenhed ved produktet bestod netop i de fremstillingsmetoder og teknikker, der nu var almindelige i branchen.[9]
Betydning
[redigér | rediger kildetekst]Sammen med General Motors of Canada Ltd. v. City National Leasing regnes Kirkbi som en af de centrale afgørelser om rækkevidden af den canadiske forbundsregerings kompetence over handel, særligt hvad angår lovgivningsmagtens generelle gren.[10] På det snævrere immaterialretlige spørgsmål ses afgørelsen desuden som en tilskyndelse til producenter af funktionelle, modulære designs om at satse på gennemtænkt branding og markedsføring, så sådanne designs kan opnås som kilde til særpræg og dermed varemærkebeskyttelse.[11]
Se også
[redigér | rediger kildetekst]- TrafFix Devices, Inc. v. Marketing Displays, Inc., en tilsvarende amerikansk sag.
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ SCC Case Information - Docket 29956, Supreme Court of Canada
- 1 2 3 4 5 6 7 Kirkbi AG v. Ritvik Holdings Inc., 2005 SCC 65, [2005] 3 SCR 302 (17. november 2005)
- ↑ Kirkbi (Federal Court, Trial Division), afsnit 33–34, med henvisning til canadiske patenter nr. 443019, 629732 og 880418.
- ↑ Kirkbi (SCC), afsnit 20–36.
- ↑ Kirkbi (SCC), afsnit 45, med henvisning til Parke, Davis & Co. v. Empire Laboratories Ltd., [1964] SCR 351.
- ↑ Kirkbi (SCC), afsnit 43.
- ↑ Kirkbi (SCC), afsnit 52.
- ↑ Kirkbi (SCC), afsnit 66, med henvisning til Ciba-Geigy Canada Ltd. v. Apotex Inc., [1992] 3 SCR 120.
- ↑ Kirkbi (SCC), afsnit 69.
- ↑ Andrew Bernstein, Sarah Huggins: "Considering the Constitutionality of the Trade-marks Act: a Case Comment on Kirkbi AG v. Ritvik Holdings Inc.", Intellectual Property, bind XII, nr. 3, 2006, s. 734–736.
- ↑ Sean Robertson: "NO LEGO, YES LOGO: The Federal Court of Appeal Protects Innovation in Kirkbi AG and Lego Canada Inc. v. Ritvik Holdings Inc.", Canadian Journal of Law and Technology, bind 3, nr. 3, 2004, s. 141–147.
