Solipsisme
Solipsisme er den filosofiske opfattelse, at alene jeg og mine bevidsthedstilstande eksisterer (metafysisk solipsisme), eller at alene jeg og mine bevidsthedstilstande kan erkendes (erkendelsesteoretisk solipsisme).[1]
Solipsisme bruges indenfor filosofien næsten udelukkende som en afskrækkende anklage - som polemisk vendt mod andres opfattelse, som hermed skulle være gendrevet.[1] Således affærdiges den radikale fænomenalisme ofte med, at den (under en bestemt synsvinkel) må ende i en solipsisme.
En avanceret form for solipsisme går ud på at hævde, at alle mennesker er bevidste, men at der kun er tale om én bevidsthed. Det vil sige, at alle mennesker i virkeligheden har den samme bevidsthed. Dette er dog en stort set uudforsket filosofisk mulighed, som umiddelbart ser ud til at være vanskelig at forene med normale forestillinger om rum og tid.
Argumenter for solipsismen
[redigér | rediger kildetekst]Hovedargumentet for solipsismen bygger på en antagelse af, at et individ principielt er afskåret fra indblik i andre individers bevidsthed, og at individet kun kender sine egne oplevelser. Denne antagelse medfører, at det ikke kan antages, at et individs perception af en given "farve" eller "smag" eller et andet sanseindtryk er fuldstændig den samme som andre individers perception (erkendelsesteoretisk solipsisme).
Hvis man har denne opfattelse, så kan en teori som solipsismen måske virke nærliggende. Men der er forskel på den erkendelsesteoretiske solipsisme og den metafysiske solipsisme. Den erkendelsesteoretiske solipsisme udtaler sig om, hvad den mener kan erkendes, mens den metafysiske solipsisme udtaler sig om, hvad den mener faktisk er tilfældet (at der ikke eksisterer andet end mig og min bevidsthed). Ifølge den metafysiske solipsisme bliver verden kun perciperet (sanset) af mig. Eksistensen af andre mennesker benægtes.
Argumenter imod solipsismen
[redigér | rediger kildetekst]Man kan pege på en etisk grund til ikke at tro på solipsismen: Hvis der bare er en lille sandsynlighed for, at der findes andre bevidstheder, så vil det være etisk utilladeligt at opføre sig som om de ikke eksisterer. Solipsismen er ikke særligt accepteret socialt, fordi den benægter fællesskabets eksistens. Dette forhold er nok den egentlige grund til, at kun meget få mennesker for alvor har hævdet solipsismen.
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Favrholdt, David (2014): Erkendelse. Grundlag og gyldighed. Aarhus Universitetsforlag. ISBN 9788771245639
- Jimmy Zander Hagen: Erkendelse og sandhed. Nordisk Forlag 2000. ISBN 87-00-45118-5
- Politikens Filosofileksikon. Politikens Forlag 2010. ISBN 978-87-567-5902-1
