Statsministeriet

Statsministeriet
L.A. Rings maleri Kunstnerens hustru og børn i interiør. (fra Statsministeriets malerisamling)
Overblik
Etableret	1. januar 1914
Jurisdiktion	Kongeriget Danmark
Hovedkvarter	Prins Jørgens Gård 11, 1218 København K 55.67626°N 12.57898°Ø / 55.67626; 12.57898
Antal ansatte	107 (2024)
Ledelse
Minister	Mette Frederiksen
Departementschef	Barbara Bertelsen
Eksterne henvisninger
stm.dk

Statsministeriet (færøsk: Forsætisráðið; grønlandsk: Naalagaaffimmi Ministereqarfik) er den danske regerings ledende ministerium, men fungerer primært som statsministerens sekretariat.

Ministeriet bistår statsministeren med den overordnede ledelse og koordinering af regeringsarbejdet og varetager centrale stats- og forfatningsretlige opgaver, herunder spørgsmål vedrørende regeringsdannelse, ministrenes forhold samt udnævnelse og afskedigelse af ministre og fordeling af forretninger mellem ministerierne. Statsministeriet udarbejder endvidere regeringsgrundlaget og det årlige lovkatalog og varetager generelle forhold vedrørende pressen.

Ministeriets sagsområder omfatter herudover forholdet til kongehuset samt anliggender vedrørende Kongeriget Danmark (Rigsfællesskabet) dvs. forholdet mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Under Statsministeriet hører også rigsombuddene på Færøerne og i Grønland.

Organisatorisk består Statsministeriet af et særskilt politisk sekretariat ledet af en stabschef under statsministeren, samt et departement under ledelse af departementschefen. Departementet er opdelt i tre hovedområder, nemlig (1) udenrigs- og forsvarspolitiske forhold og (2) regeringskoordination og indenrigspolitiske forhold, hvert under ledelse af et departementsråd, samt (3) juridiske forhold, under ledelse af en kommitteret. Derudover består departementet af ministersekretariat, et kontor for presse og kommunikation, rigsombuddene for Færøerne og Grønland samt ministeriets interne administration. I 2024, havde Statsministeriet 107 ansatte og har kontorer på Christiansborg Slot (Prins Jørgens Gård 11, 1218 København K).

Historie

Dette afsnit bør udvides.

Forløberen for Statsministeriet var Konseilspræsidiet. I Danmark blev førsteministeren efter Grundloven af 1915, ligesom i Sverige og Norge, betegnet statsminister. Tidligere havde betegnelsen været konseilspræsident og efter Grundloven af 5. juni 1849 premierminister. Ved lov af 17. december 1913 blev der oprettet et departementschefsembede under Konseilspræsidiet. Konseilspræsidenten havde indtil da kun haft en sekretær til hjælp ved behandlingen af de sager, der var henlagt under Konseilspræsidiet, og blev derfor nærmest betragtet som en minister uden portefølje. Med departementschefsembedet fik konseilspræsidenten et formelt, om end meget lille, ministerium under sig. Da Grundloven af 1915 trådte i kraft i 1918, og konseilspræsidenten fik titel af statsminister, ændrede ministeriet navn til Statsministeriet.

Krags sekretariatsreform

Frem til 1960'erne var Statsministeriet et lille departement, der ud over regeringsarbejdet varetog en række historisk betingede og indbyrdes forskelligartede ressortopgaver. Under Jens Otto Krag blev ministeriet i 1964–1965 grundlæggende omorganiseret. Efter at have fået udarbejdet interne undersøgelser af Statsministeriets opgaver og de norske og svenske regeringschefers administrative støtte bad Krag i 1964 professor Poul Meyer udarbejde et reformforslag. Meyer anbefalede, at Statsministeriet først og fremmest blev statsministerens sekretariat frem for et almindeligt administrerende fagministerium. Ministeriet skulle løbende holde statsministeren orienteret om væsentlige sager, fremskaffe oplysninger om emner til behandling i regeringen og rådgive og koordinere med henblik på, at de enkelte ministeriers dispositioner stemte overens med regeringens samlede politik. Ved en kongelig resolution i oktober 1964 blev en række ressortområder derfor overført til andre ministerier, mens Statsministeriet blandt andet beholdt forfatningsretlige spørgsmål, regeringsarbejdet, pressen og færøske anliggender. Der blev samtidig oprettet et egentligt regeringssekretariat, hvis embedsmænd modtog materiale fra andre ministerier, fulgte arbejdet i regeringsudvalg og tværministerielle udvalg og bistod statsministeren i både konkrete sager og større politiske problemkomplekser. I modsætning til Meyers forslag blev sekretariatet ikke opdelt i tre selvstændige afdelinger, og det blev bemandet med fastansatte karriereembedsmænd frem for politisk udpegede statssekretærer. Reformen lagde dermed grunden til Statsministeriets moderne rolle. Funktionen blev gradvis udbygget, i takt med at antallet af regeringsudvalg, ministre og koalitionsregeringer voksede.

Omorganiseringen i 1993

I 1993 gennemførte statsminister Poul Nyrup Rasmussen og den nyudnævnte departementschef Ulrik Federspiel den første større omlægning af Statsministeriets organisation siden Krags reform. De officielt angivne formål var at modernisere og effektivisere arbejdsgangen, skabe en klarere kompetence- og ansvarsfordeling og give statsministeren hurtigere information og bedre rådgivning om udviklingen i ressortministerierne. Behovet blev blandt andet begrundet med omfanget af den daværende firepartiregering, som omfattede 23 ressortministerier foruden Statsministeriet, og med den voksende betydning af europapolitikken efter Maastricht-traktaten og Edinburgh-aftalen. Navnlig møderne i Det Europæiske Råd stillede ifølge Nyrup Rasmussen større krav til Statsministeriets udenrigspolitiske kapacitet.

Den uoficielle og afgørende baggrund var imidlertid Tamilsagen, som havde skabt et ønske om at styrke Statsministeriets mulighed for at følge ressortministeriernes virksomhed. Sagen blev opfattet som et eksempel på, at regeringschefen og Statsministeriet ikke i tilstrækkelig grad havde været orienteret om forholdene i et fagministerium. Omorganiseringen medførte, at Statsministeriet fik en mere aktiv overvågende og koordinerende funktion over for centraladministrationen. En senere komparativ undersøgelse har ligeledes fremhævet Tamilsagen som en medvirkende årsag til, at Statsministeriets kontrol med og informationsindsamling fra ressortministerierne blev væsentligt styrket efter 1993. Udviklingen ændrede dog ikke det grundlæggende ressortprincip, hvorefter den enkelte minister fortsat har det politiske og retlige ansvar for sit ministerområde.

Ved omlægningen blev Statsministeriets opgaver samlet i tre arbejdsområder: Regeringsarbejdet m.v., Økonomi m.v. og Udenrigspolitik m.v., hver under ledelse af et departementsråd, såsom departementsråd for udenrigspolitik. Området for regeringsarbejdet omfattede blandt andet stats- og forvaltningsretlige spørgsmål, ressortfordeling, Kongehuset, presseforhold og Ligestillingsrådet, mens økonomiområdet blev den personalemæssigt største enhed. På finanslovsforslaget for 1994 blev der afsat yderligere 6,5 millioner kroner til gennemførelsen af den nye struktur. Desuden skulle fem-seks yngre embedsmænd fra andre ministerier på skift udlånes til Statsministeriet for at forbedre forbindelserne og informationsudvekslingen på tværs af centraladministrationen.

Et hovedprincip i den nye organisation var, at kommunikationen skulle gå begge veje: Statsministeriet skulle tidligere kunne indhente oplysninger og afprøve regeringsinitiativer i ressortministerierne, mens ressortministerierne skulle have lettere adgang til at få sager og tvivlsspørgsmål afklaret hos Statsministeriet. Den tættere koordinering øgede samtidig Statsministeriets berøringsflader med navnlig Finansministeriet og Udenrigsministeriet og påvirkede derfor den hidtidige magt- og arbejdsdeling mellem ministerierne. Nyrup Rasmussen afviste dog, at omlægningen skyldtes mistillid til Statsministeriets hidtidige administration eller konkrete samarbejdsproblemer med Udenrigsministeriet. Statsministerens personlige rådgiver Ralf Pittelkow blev ikke indplaceret i de tre arbejdsområder, men fortsatte som konsulent med opgaver aftalt direkte med statsministeren og departementschefen.

Den tredelte organisationsform bestod frem til oktober 1997, men spor af reformen er stadig at finde i den nuværende organisationsstruktur.

Ministeriets ressort

Statsministeriets forretningsområde omfattede fra starten statsforfatningsspørgsmål, almindelige spørgsmål om Kongens regeringsførelse, ministres udnævnelse og afskedigelse, forholdet til Rigsdagen, embedsmænds rang, udgivelsen af Statstidende og Statshåndbogen, spørgsmål om flag m.v. samt Danmarks forhold til Island, bortset fra udenrigske anliggender. Den danske gesandt på Island blev i denne sammenhæng ikke anset for en egentlig udenrigsk gesandt og sorterede derfor under Statsministeriet og ikke Udenrigsministeriet.

I dag omfatter Statsministeriets centrale opgaver bistand til statsministeren i ledelsen af regeringsarbejdet og varetagelse af statsforfatnings- og forvaltningsretlige spørgsmål. Ministeriet behandler blandt andet sager om regeringsdannelse, ministres forhold, udnævnelse og afskedigelse af ministre samt fordelingen af forretningerne mellem dem. Det varetager desuden almindelige anliggender vedrørende Folketinget og forholdet mellem regeringen, H.M. Kongen og kongehuset, herunder administration af lovgivningen om civilliste og årpenge til medlemmer af det kongelige hus samt budgettering og administration af finanslovens §§ 1–2.

Ministeriet har endvidere ansvar for generelle spørgsmål vedrørende hjemmestyreordningen for Færøerne og selvstyreordningen for Grønland, herunder forhold af betydning for rigsfællesskabet og rigsområdets institutionelle forbindelse til Danmark. Dertil kommer overordnede og principielle spørgsmål af betydning for pressens vilkår, som behandles i samarbejde med de relevante ressortministerier.

Statsministeriets øvrige virksomhed omfatter departementets almindelige drift samt udgifter vedrørende statsministerens rejser til udlandet. Statsministeren kan ved officielle arrangementer som udgangspunkt anvende chartrede fly af hensyn til blandt andet effektiv og fortrolig mødeforberedelse, fleksibilitet, sikkerhed og repræsentative hensyn. Udgangspunktet er, at Forsvaret forestår sådanne flyvninger. Ministeriet kan desuden afholde udgifter til markering af nationale og internationale mærkedage m.v.

Organisation

Organisationsoversigt

Mette Frederiksen med Statsministeriet pressechef fra 2020- Sophie Bremer.

Statsministeriets organisation er pr. marts 2026:

Statsministeren

• • Departementschefen
    • Minister- og Ledelsessekretariat (MLS)
    • Kontor for Presse og Kommunikation (PK)
    • Afdeling for Indenrigspolitik og Regeringskoordination (IPR)
      • Kontor for Regeringskoordination og Udvikling (RKU)
      • Kontor for Velfærdspolitik og Tryghed
      • Kontor for Økonomisk Politik og Grøn Omstilling
    • Afdeling for Udenrigspolitik, Sikkerhed og Nordatlanten (USN)
      • Europapolitisk Kontor (EUK)
      • Kontor for International Politik (KIP)
      • Kontor for National Sikkerhed og Krisestyring (SIK)
      • Nordatlantskontor (NA)
    • Juridisk Afdeling (JA)
    • Afdeling for Organisation og Service (OS)
      • It- og Informationssikkerhedsenhed (IT)
      • HR-enhed (HR)
      • Servicecenter (SC)
      • Kontor for Økonomi og Sagsunderstøttelsesenhed (KØS)
    • Rigsombudsmanden i Grønland
    • Rigsombudsmanden på Færøerne
  • Politisk Sekretariat (PS)

Departementschefer

Se i øvrigt: Statsministeriets departementschef.

• Barbara Bertelsen 2020-
• Christian Kettel Thomsen 2010-2020
• Karsten Dybvad 2005-2010
• Eigil Jørgensen 1964-1972

Kunst

Statsministeriet er i besiddelse af en større samling malerier af L.A. Ring. Malerierne var samlet af direktør O.P. Christensen der ved donation overdrog malerierne i 1955. Flere malerier hænger i Statsministeriet på Slotsholmen, andre findes på Udenrigsministeriets repræsentationer i Norden og på Marienborg. Det store maleri I Høst er permanent udlånt til Statens Museum for Kunst.

Se også

• Danske statsministre