Faktaboks

Franciska Clausen
Født
7. januar 1899, Aabenraa
Død
5. marts 1986, Aabenraa
Image
Franciska Clausen fotograferet i 1932, i forbindelse med hendes første separatudstilling i Bingers Kunsthandel i København.
Franciska Clausen i Bingers Kunsthandel
Af /Museum Sønderjylland/Fonden Franciska Clausens Samlinger.

Franciska Clausen var en dansk billedkunstner. I 1920'erne var hun en del af de internationale tonangivende avantgardebevægelser i Berlin og Paris. Her modtog hun undervisning af i dag verdenskendte ekspressionistiske, konstruktivistiske og postkubistiske kunstnere. Efter sin hjemkomst til Danmark levede hun et isoleret liv som primært portrætmaler. Først i løbet af 1960'erne og frem er hendes kunstneriske indsats som pioner blevet ankerkendt i Danmark, med udstillinger, bevillinger og hædersbevisninger til følge.

Franciska Clausen baggrund

Franciska Clausen blev født i 1899 i Aabenraa, mens den Slesvig-Holstenske by endnu hørte til Tyskland. Sammen med sin en ældre bror voksede hun op i en velhavende dansksindet familie. Hendes forældre, manufakturhandleren Peter Clausen (1863-1924) og Christine Clausen (født Olufsen) (1874-1958), havde indrettet sig i en stor lejlighed ovenpå deres forretning på Store Torv 38.

Året efter Franciska Clausens fødsel flyttede de ind i en nyopført patriciervilla i Vestergade 8. Til den treetagers ejendom på 600 m2 hørte et tilsvarende enormt haveanlæg med bl.a. pavillon, springvand, lysthus og et bur med levende silkeaber samt noget så eksotisk som fritgående påfugle. Haveanlægget kom til at danne ramme om nogle af de første tegninger og malerier, som Franciska Clausen udførte, da hun var omkring ti år gammel.

Beslutning om at blive kunstner

Som del af det danske mindretal blev Franciska Clausen og hendes bror introduceret til dansk kunst og litteratur, selvom de ligesom alle andre dansksindede børn blev påtvunget en prøjsisk skolegang. I 1907 blev Franciska Clausen derfor sendt i den nye tyske pigeskole Gehoben Mädchenschule (Mellemskolen for piger).

I Franciska Clausens barndom var det stadig praksis, at unge piger og kvinder skulle tilegne sig kunstneriske færdigheder som del af det almene dannelsesideal, bl.a. klaverspil, digtning, tegning og maleri. Derimod var det fortsat kontroversielt, at kvinder forsøgte at gøre sådanne hjemmesysler til deres primære levevej.

Franciska Clausens beslutning om at ville være kunstner var dog ikke mindre kontroversiel, end at hendes far indvilligede i at understøtte datteren økonomisk. Ideen om at ville ernære sig som kunstner voksede støt i takt med den professionelle tegneundervisning, som Clausen allerede i 1915 modtog af kunstneren Jacob Nöbbe (1850-1919) i Flensborg.

Optagelse på kunstakademierne i Weimar og München

Image

I begyndelsen af sin karriere modtog Franciska Clausen en traditionel klassisk skoling, blandt andet på kvindeakademiet i München. Dette ses i et af hendes mange studiearbejder såsom i denne tegning af en gipsbuste.

Franciska Clausen: Portrætbuste, 1916, bly på papir.
Af /Museum Sønderjylland/Fonden Franciska Clausens Samlinger.

I 1916 blev Clausen optaget på Die Grossherzoglich sächsische Hochschule für bildende Kunst (Storhertugens saksiske kunstakademi) i Weimar. Clausen entrerede kunstakademiet kun tre år før det, under ledelse af Walter Gropius, blev omdannet til den i dag verdensberømte Bauhaus-skole.

På kunstakademiet fik Clausen undervisning af Robert Weise (1870-1923), der varetog det meste af undervisningen under 1. verdenskrig, hvor stort set alle andre mandlige undervisere og studerende var sendt til fronten. Clausens ophold varede frem til påsken året efter.

I efteråret 1918 blev Franciska Clausen optaget på Frauenakademie (Kunstakademiet for kvinder) i München, hvor hun oplevede Novemberrevolutionen, som indvarslede Det Tyske Kejseriges endelige fald. I München blev hun undervist af Walter Püttner (1871-1953), som var stærkt inspireret af Paul Cezanné.

Tilbage i Aabenraa

I 1919 vendte Franciska Clausen tilbage til sit barndomshjem i Aabenraa. Foruden at male flere portrætter, herunder sin første portrætbestilling, blev hun grundet den økonomiske krise som det tyske kejserriget befandt sig i, opfordret til at tegne udkast til nye nødpengesedler, som blev indført i bl.a. Aabenraa. Efter Genforeningen i 1920 søgte hun ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, hvor hun startede i efteråret.

Akademitiden i København

Da Clausen ankom til kunstakademiet, hvor hun var blevet optaget på malerskolen for kvinder, befandt institutionen sig i en brydningstid. Nye professorer var blevet ansat, men de viste sig stort set ikke mere progressive end deres forgængerne, idet valget var faldet på Ejnar Nielsen, Aksel Jørgensen og Sigurd Wandel. Navnlig valget af Wandel førte til protester blandt de studerende. Selvom Clausen ikke deltog i protesterne, var hun hverken begejstret for valget af Wandel, som blev ansat som underviser på linjen for kvinder, eller for kunst-og kulturlivet i København generelt. Allerede efter et halvt år på akademiet vendte hun derfor skuffet tilbage til forældrene i Aabenraa, stærkt opsat på straks at vende tilbage til München.

Hos Hofmann i München

I september 1921 blev hun optaget på Akademie der Künste i München, som efter revolutionen havde åbnet for optagelsen af kvinder. Selvom Clausen blev optaget på akademiet, valgte hun en alternativ vej, nemlig at tage privat aftenundervisning hos Hans Hofmann. Påvirkningen af den ekspressive læremester ses tydeligt i flere af de værker, som hun frembragte i slutningen af 1921 og begyndelsen af 1922. Nogle af Clausens mest rå og ekspressive billeder er frembagt under dette ophold og består af portrætter samt nogle nærmest totalopløste akvareller, som giver associationer til visse futurister, såsom Carlo Carràs, Gino Severinis og Umberto Boccionis billeder. Ikke desto mindre hævdede Clausen mange år senere, at den primære inspirationskilde til disse værker skal søges hos Wassali Kandinsky og Pablo Picasso. Sidstnævnte havde hun også set en udstilling af i Galerie Tannhauser i 1922.

Fra München til Berlin

Efter et længere sommerophold hos forældrene i Aabenraa rejste Clausen i september 1922 tilbage til Tyskland. Denne gang gik turen ikke til München, men derimod til den pulserende storby Berlin.

I begyndelsen af 1920'erne var Berlin et hovedsæde for i dag internationalt anerkendte kunstnere med tilknytning til diverse avantgardistiske kunstretninger såsom futurisme, kubisme, ekspressionisme, dadaisme, konstruktivisme og Neue Sachlichkeit, og hvoraf Clausen med tiden kom til at beskæftige sig med flere. Berlin var et frivolt fristed, hvor revyer, kabaretter og et utal af værtshuse, gallerier og andre forlystelsessteder dannede ramme for de mange nye revolutionære avantgardebevægelser.

Privatundervisning hos Moholy-Nagy

I Berlin opsøgte Clausen galleristen Herwarth Walden, som med sit tidsskrift og galleri Der Sturm husede mange af tidens vigtigste avantgardekunstnere, heriblandt den ungarske konstruktivist Lázló Moholy-Nagy.

Kort tid efter Clausens ankomst lykkedes det hende at blive Moholy-Nagys eneste privatelev nogensinde. Det korte, men intensive, ophold hos den konstruktivistiske pioner, banede hurtigt vejen for hende, både personligt og kunstnerisk. I Moholy-Nagys atelier i Lützowstrasse malede Clausen Stigen; et lille oliebillede udført på pap, og som i dag udgør et af hendes tidligste hovedværker.

Image
Under sit ophold hos Lazló Moholy-Nagy i efteråret 1922, skabte Franciska Clausen et af sine hovedværker i form af Stigen, et lille værk på 53,3 x 45,2 cm, udført i olie på pap.
"Stigen"
Af /Museum Sønderjylland/Fonden Franciska Clausens samlinger.

Undervisning hos Archipenko

Image
Hos Alexander Archipenko malede Franciska Clausen stillebenbilledet Grammofonpladen; et værk som viser forbindelser til flere af tidens nye og toneangivende avantgarderetninger såsom postkubismen, konstruktivismen og ikke mindst Neue Sachlikeit.
Olie på masonit, 44,1 x 34,7 cm.
"Grammofonpladen"
Af /Museum Sønderjylland/Fonden Franciska Clausens Samlinger.

I efteråret 1922 ophørte Clausens privatundervisning hos Moholy-Nagy, men gennem den erfaring, som Clausen havde oparbejdet, lykkedes det hende at blive optaget på Alexander Archipenkos skole.

I modsætning til eneundervisningen blev Clausen hos Archipenko én blandt mange elever. Her mødte hun kunstneraspiranter fra så forskellige lande som Polen, USA, Rusland, Ungarn og Sverige. Hvor hendes ophold hos Moholy-Nagy havde udviklet sig til et nært og personligt venskab, var dette langt fra situationen hos den fåmælte Archipenko, der skabte en naturlig og professionel distance til sine elever. Archipenko blev imidlertid lige så betydningsfuld for hendes fremtidige virke som Moholy-Nagy.

Hos Archipenko arbejdede Clausen videre med de konstruktivistiske eksperimenter, som hun var påbegyndt hos Moholy-Nagy, samtidig med at hun udviklede sig i helt andre og nye retninger. Det var i høj grad ansporet af Archipenko, at hun bevægedes sig i en både mere postkubistisk og Neue Sachlichkeit-orienteret retning. Sidstnævnte aspekter ses bl.a. i værket Grammofonpladen fra 1923; et værk som minder meget om kanoniserede Neue-Sachlichkeit-kunstnere som fx Carl Grossbergs (1894-1940), med hans fascination for maskinæstetikken.

Debut som kunstner

Det var også under hendes tid hos Archipenko, at Clausen i maj 1923 debuterede på den berømte Grosse Berliner Kunstaustellung (Den store kunstudstilling i Berlin), hvor hun deltog med tre værker i den russiske Novembergruppes udstillingsafsnit. Novembergruppen arbejdede på avantgardistisk vis med at skabe krydsforbundne netværk og overlap mellem musik, billedkunst, film og arkitektur. Men trods succes vendte hun under den stigende hyperinflation, som navnlig hærgede i Tyskland, tilbage til Aabenraa, hvor hun opholdt sig indtil årets udgang.

Paris og purisme

Image
Hos Fernand Léger malede Franciska Clausen i 1926 en lille næsten identisk maskinfetichistisk gouache på papir, med en tilsvarende titel som dette maleri. Med dette senere efterbearbejdede værk, illustrerer Clausen, at hun ikke havde problemer med at kopiere værker - heller ikke egne. Ideen til værket blev hermed angivet som en meddatering. Mekaniske elementer (Elements Mécaniques), 1926/1959, olie på lærred 62,3 x 77,4 cm.
"Mekaniske elementer"
Af /Museum Sønderjylland/Fonden Franciska Clausens Samlinger/ Kenneth Stjernegaard.

I vinteren 1924 rejste Clausen til Paris, hvor hun straks lejede sig ind på Hotel Rue de Vaugiard. Hun blev hun optaget på det eftertragtede Académie Moderne, som havde den berømte post-kubistiske purist Fernand Léger som sin ledende skikkelse og underviser.

Léger havde et stort privatatelier i tilknytningen til undervisningslokalerne, og på samme adresse boede også nogle af de skandinaviske elever, som Clausen hurtigt blev venner med, heriblandt Göstan Adrian-Nilsson, Waldemar Lorentzon og Erik Olson. Disse svenske kunstnere blev senere knyttet til den surrealistiske Halmstadgruppe, som også Clausen fik en vis tilknytning til.

På Académie Moderne var der i det hele taget mange skandinaviske og østeuropæiske elever og kun ganske få franske. De to kvindelige franske kunstnere Marcelle Cahn (1895-1981) og Florence Henri (1893-1982) blev dog nogle af de kvindelige kunstnere som Clausen kunne identificere sig med. I 1924 udstillede Léger i Maison Watteau sammen med en udvalgt gruppe af skandinaviske elever: Otto G. Carlsund, Olson, Lorentzon og Clausen.

–
I portrættet "Berlin-Paris-Åbenrå" fra 1969 fortæller Franciska Clausen om sin tid hos kunstneren Fernand Léger. "Berlin-Paris-Åbenrå", interview: Ejner Johansson, © DR2 (2003).

Assistent for Léger

Da Clausens far døde sidst på året 1924, rejste hun hjem til familien og kom først tilbage til Paris i maj året efter. Herefter genoptog hun sine studier på skolen, men nu under Amédée Ozenfant, da Léger pga. sygdom havde trukket sig.

Til gengæld blev Clausen i slutningen af året privatassistent for Léger, hvorefter et intimt, men også hektisk og turbulent forhold indledtes mellem de to. Ikke desto mindre er det nærliggende at antage, at Clausen på flere områder profiterede af arbejdet for Léger. For det første udgjorde arbejdet en vigtig indtægtskilde for Clausen. For hendes fars bortgang indebar, at den økonomiske støtte, som hun kontinuerligt havde modtaget hjemmefra, ophørte. For det andet kom Clausen gennem forholdet til Léger tættere på de kredse af kunstnerkollegaer, samlere, gallerister osv., som hun også var blevet mere afhængig af.

Køkken-stilleben

Léger tog jævnligt sine studerende med på messer for køkkenudstyr, for at de her kunne finde nye og overraskende genstande til brug i deres kunst. I Clausens tilfælde udløste turene ikke nødvendigvis en øjeblikkelig produktion af billeder. Men at de gav et kunstnerisk udbytte for Clausen, fremgår af maleriet Køkken-stilleben, som hun udførte under et ophold i Aabenraa i 1924. Et andet eksempel er hendes brug af en kødhakker. Det blev således den tunge kødhakkerkværn, som Clausen havde set på en af Légers messeekskursioner, som kom til at danne forlæg for hendes hovedværk Skruen. Det er et værk, som Clausen udførte i flere versioner i perioden 1926-1928, og dvs. efter hun var avanceret til privatassisten for Léger.

Kommerciel succes

I 1926 udstillede Clausen på Salon des Indépendants, hvilket gentog sig de næste to år. I det hele taget opnåede hun en stigende kommerciel succes på den internationale kunstscene i anden halvdel af 1920'erne, hvilket både resulterede i flere værksalg, deltagelse på store udstillinger, bl.a. i USA, samt ikke mindst omtale i vigtige kunsttidsskrifter og bøger, bl,a. kunsthistorikeren Hans Hildebrandts (1879-1957) vigtige bog Die Frau als Künstlerin ('Kvinden som kunstner') udgivet i 1928.

Cercle et Carré

Image
Fra og med 1929 intensiveres Franciska Clausens interesse for cirkelstudierne, hvilket kulminerer med hendes optagelse i avantgardegruppen Cercle et Carré. Abstrakt komposition med cirkler, udateret, olie på lærred.
"Abstrakt komposition med cirkler"
Af /Museum Sønderjylland/Fonden Franciska Clausens Samlinger.

I 1925 besøgte Moholy-Nagy og hans hustru fotografen Lucia Moholy (1894-1989) Clausen i Paris, og i den forbindelse blev hun ført sammen med flere fremtrædende medlemmer af den hollandske gruppe De Stijl, heriblandt Theo van Doesburg, Georges Vantongerloo og Piet Mondrian. Sidstnævnte fik stor betydning for Clausen fra slutningen af 1920'erne og begyndelsen af 1930'erne, selvom Mondrian ikke billigede Clausens arbejde med at omdanne hans strenge neoplasticistiske grundprincipper, som bl.a. handlede om kun at arbejde i strenge former og primærfarve, til rene kompostionsøvelser og variationer over primært cirklen. Hvor Léger til tider stjal ideer fra Clausen, gjorde hun det samme fra Mondrian.

Studier af cirklen

Clausens store interesse for cirklen og dens betydning handlede om at forstå de dynamiske perceptionsforskydninger, som sker på øjets nethinde. Arbejdet med cirklen og dens optiske virkninger og effekter optog også mange af hendes kunstnerkollager såsom Otto Carlsund, Sophie Taeuber-Arp, Robert Delaunay m.fl.

Clausen havde gennem en række studier undersøgt og vist, hvordan en stærkfarvet cirkel kan fremkalde en komplementærfarvet forskudt cirkel, når øjet stirre længe på den. Ved at male disse forskudte cirkler frem på fladen, hvor de aftegner sig, opstår der vedvarende nye kontrastcirkler. Med disse undersøgelser viste Clausen, at der opstår et dynamisk og principielt uafsluttet billede af cirklens rytmiske og dynamiske væsen. Et træk ved cirklens væsen er således, at den på kompleks vis både er omsluttet og samtidig uafgrænselig.

I 1930 blev Clausen integreret i en kreds af kunstnere, som hver torsdag samledes på Café Voltaire i Paris. Til denne diskussionsklub hørte prominente kunstnere som bl.a. Mondrain, Vantongerloo, Michel Seuphor, Sonia Delaunay-Terk, Robert Delanuay, ægteparret Arp, Luigi Russolo og Clausens venner Henri og Cahn.

Gruppen fik hurtigt navnet Cercle et Carré. Et tidsskrift blev søsat og udgivet første gang den 15. marts 1920. Den 18. april var gruppen officielt en realitet, idet den med omkring 50 deltagende kunstnere åbnede sin debutudstilling i Galerie 23. På udstillingen viste Clausen sit maleri Cercle et Carré, som under ukendte omstændigheder forsvandt, efter det havde været udstillet på Art Concret-udstillingen i Stockholm senere samme år. Men allerede i 1931 gik gruppen i opløsning, hvorefter Clausen rejste tilbage til Danmark

Hjemkomsten

I januar 1932 åbnede Franciska Clausen sin første separatudstilling, i Bingers Kunsthandel i Palægade i København. Intentionen var, at udstillingen skulle fungere som en opvisning af alt, hvad hun havde beskæftiget sig med under sine mange og hektiske udenlandsrejser og studier.

Udstillingen i Bingers Kunsthal

I Bingers viste Clausen omkring 50 arbejder indenfor flere medier, ismer og genre. Her var eksempler på hendes plakatdesigns, portrætkunst, ekspressive, konstruktivistiske, kubistiske og Neue Sachlichkeit-orienterede motiver. Hertil kom endda helt nye billeder, som befandt sig i omegnen af surrealismen.

Overordnet modtog Clausen ikke megen positiv omtale for sin udstilling. Omvendt var udstillingen også en af de tidligste egentlige avantgarde-udstillinger, hvor alle værkerne var udført af en dansk kunstner. Den sparsomme, og overvejende negative omtale, skyldes også, at Clausen var rundet af det tyske avantgardemiljø. At hun i et interview ekspliciterede hendes manglende indsigt i den danske samtidskunst, var heller ikke befordrende. De storpolitiske forhold spillede tydeligvis ind på flere af anmeldernes misfornøjelse med projektet.

Image
På Franciska Clausens udstilling i Bingers Kunsthandel i 1932 kunne publikum blandt andet stifte bekendtskab med kunstnerens kontroversielle forsøgsvise tilnærmelser til design- og reklamebranchen. Plakat for Batavier Lijn, 1928, offsettryk, 61 x 99 cm.
Plakat for Batavier Lijn, 1928
Af /Museum Sønderjylland/Fonden Franciska Clausens Samlinger/ Kenneth Stjernegaard.

Modstand fra yngre danske kunstnere

Som overvejende konstruktivistisk kunstner mødte Clausen også modstand blandt den lidt yngre genration af surrealister, som i 1934 havde grundlagt kunstnergruppen og tidsskriftet Linien. Foruden initiativtagerne Richard Mortensen, Vilhelm Bjerke Petersen og Ejler Bille fik Linien tilslutning af kunstnere som Hans Øllgaard, Gustaf Munch-Petersen, Henry Heerup og senere Sonja Ferlov Mancoba, Carl-Henning Pedersen, Egill Jacobsen og Asger Jorn, og hvoraf flere blev en del af Høst-gruppen og senere Cobra. Den sidste retning udgjorde i efterkrigstiden et konsekvent modsvar til det kunstsyn, som Clausen repræsenterede, idet de spontan-abstrakte kunstnere fra Cobra ønskede at ophæve kitsch til kunst. De tog afstand fra enhver kalkuleret kompositorisk organisering af motiverne til fordel for en fri spontan leg, hvorfor de også udnævnte marginaliserede grupper som psykisk syge, fremmede stammekulturer, børn og forhistoriens kulturer til de mest sande kunstnere.

Clausen, som havde arbejdet ihærdigt på at skabe sig et navn indenfor den danske avantgarde, blev hermed overhalet af denne yngre generation af surrealister. Det viste sig nok også som en ulempe for Clausen, at hun ikke havde haft nogen større kontakt til det danske kunstmiljø.

De kolde skuldres land

Image

Franciska Clausen følte sig ikke velkommen i det danske kunstmiljø, hvilket hun cementerede med titlen på et af de få værker, hvori hun flirter med surrealismen; De kolde skuldres land.

Franciska Clausen: Mekaniske elementer (Elements Mécaniques, 1926/1959, olie på lærred 62,3 x 77,4 cm
Af .

At Clausen efter ankomsten til Danmark følte sig skuffet, forsmået og overset, ses tydeligt i værket De kolde skuldres land, som, da det blev malet i 1932, var forsynet med titlen Objets inventés ('Opfundne genstande'). Det skal dog understreges, at opmærksomheden fra den brede offentlighed i forhold til de revolutionsstemte surrealister ej heller var positiv.

Clausen og surrealismen

Franciska Clausens forhold til surrealismen har ikke uden grund været omdiskuteret, eftersom hun kun udarbejdede få værker, som formelt set kan opfattes som surrealistiske, heriblandt De kolde skuldres land, Tidehverv (1931), Pskykogram 1929-1934 og de to versioner af Vaserne og piberne fra hhv. 1928 og 1929. Hendes skizofrene forhold til surrealismen ses også ved, at Cercle et Carré oprindeligt blev søsat som et modsvar til den internationale surrealistbevægelses anarkistiske visioner. I modsætning til den grundlæggende promiskuøse, provokative og revolutionsstemte kunstretning tilkendegav Clausen ikke nogle sympatier for surrealisternes agitation for at lade underbevidsthedens frie driftsliv få frit afløb. Clausen var heller ikke institutionskritisk. Hun havde valgt at lade sig uddanne og oplære af sine forbilleder, i modsætning til surrealisterne som afviste enhver disciplinering af kunstnere og kunsten.

Der findes enkelte skitser og ganske få billeder som formalistisk fremstår som surrealistiske, selvom Clausen ikke tog del i bevægelsen og kun havde kontakt til de surrealister, som også havde en fortid som elever hos Léger, heriblandt Halmstadgruppens kunstnere og Rita Kernn-Larsen.

Surrealist-udstillingen i 1935

I 1935 blev den første store internationale udstilling for surrealisme i Danmark gennemført i Den Frie Udstillingsbygning i København med titlen International Kunstudstilling – Kubisme=Surrealisme. Her blev der vist værker af prominente danske og internationale surrealister. De otte værker, som Clausen viste, adskilte sig dog fra hovedparten af de udstillede, idet de fremstod som mindre surrealistiske end kubistiske. Med andre ord blev Clausen ufrivilligt og ubevidst, præsenteret som en outsider blandt kredsen af de langt mere radikale surrealister.

Først to år efter, i 1937, deltog Clausen igen i en surrealistisk udstilling, i form af Surrealisme i Norden, som blev vist på Skånska Kunstmsueum i Lund. Men endnu engang opnåede hun langt fra den omtale og succes, som hun havde forventet.

Væk fra kunstscenen i 20 år

Image
Efter surrealismeudstillingen i 1935 isolerede Franciska Clausen sig i Aabenraa, hvorfra hun fortsatte sin kunstneriske virksomhed, primært som portrætmaler. Franciska Clausen opgav aldrig portrætvirksomheden konsekvent, hvilket gjorde hende til en uortodoks figur på den danske kunstscene, hvor der var etableret vandtætte skotter mellem avantgardisternes overskridende eksperimenter og de traditionsforvaltende malere, som fortsat beskæftigede sig med portræt- og landskabsmaleriet.
Foruden de mange bestillingsarbejder malede Franciska Clausen også flere portrætter af sine nærmeste familie, heriblandt dette udaterede arbejde af hendes mor Christine Clausen. Portræt af kunstnerens moder, 105 x 76 cm.
"Portræt af kunstnerens moder"
Af /Museum Sønderjylland/Fonden Franciska Clausens Samlinger.

Efter 1937 udstillede Clausen ikke i de næste 20 år i Danmark, med det forventelige resultat til følge, at hun gradvist forsvandt fra såvel den kunsthistoriske som almene danske befolknings bevidsthed. At hun isolerede sig i Aabenraa, hvorfra hun helligede sig sit tidligere hverv som portrætmaler, medførte, at hun blev bettagtet som en uoriginal kunstner, der var uden den revolutionsparathed, som måtte kræves af en ægte avantgardist.

På grund af det forhold at Clausen omsatte nogle af Légers udkast til færdige kunstværker, og dermed i praksis malede nogle af de værker som han blot signerede og blev krediteret for, medførte, at hun senere fik vanskeligt ved at fravriste sig det ry som epigon og kopist, som hun fik i Danmark. Det styrkede heller ikke hendes renomme, at hun også arbejdede med reklamedesigns, fx for krydstogskompagniet Batavier-Lijn, samt skabte tapeter, tekstiler og lignende.

Efterkrigstidskonkretisme

Kort tid efter 2. Verdenskrigs ophør opstod der en ny international interesse for den konkretisme, neoplasticisme og konstruktivistiske kunst, som Clausen havde været med til at udvikle før krigen. I Danmark udmøntede denne ny-interesse sig i stiftelsen af kunstnergruppen Linien II, som bestod af kunstnere som Richard Winther, Albert Mertz, Niels Macholm, Bamse Kragh-Jacobsen, Kujahn Blask, Gunnar Aagaard Andersen og Paul Gadegaard. Den nye interesse, som opstod for det konstruktive formsprog, medførte, at Clausen valgte at genoptage sit tidligere pionerarbejde indenfor den konkretistiske kunst. Hun skabte hermed både nye værker og omarbejdede ældre.

Med sin medvirken på udstillingen Neoplasticism i galleri Samlaren i Stockholm i 1950 skabtes der en mulighed for Clausen, idet hun nu kunne vise sit talent indenfor den avantgarderetning, hun selv havde været med til at skabe. I de følgende år blev flere af hendes ældre værker udstillet, og i 1953 bragte Meïr Stein en artikel om hende i det franske tidsskrift Art d'Aujourd, omhandlende hendes virke i 1920'ernes avantgardemiljø. To år senere købte Aarhus Kunstmuseum (ARoS) et værk af hende, og dvs. 23 år før Louisiana i Humlebæk modtog et værk af hende, som del af en stor donation.

Sen succes og anerkendelse

I løbet af 1950'erne og frem fik Clausen den succes, som hun havde ventet længe på. Alligevel forligede hun sig aldrig med fornemmelsen af at være blevet udeladt af det danske avantgardemiljø i de formative år i 1930'erne.

Med midler fra Statens Kunstfond udførte Clausen i 1971 en stor mosaikudsmykning af Bytorvet i Albertslund. Det var en markeringen af den positive opmærksomhed, som blev Clausen til del, og som også banede vejen for den brede offentligheds bevidsthed om hendes eksistens.

Værker om Clausen

I 1974 udgav kunsthistorikeren Troels Andersen sammen med forfatteren Gynther Hansen den første store monografi om kunstneren. Her skrev de om de avantgarderetninger, Clausen havde medvirket til udviklingen af. Samtidig præsenterede de Clausens nye psykedeliske billeder og madcollager, som hun eksperimenterede med i 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne, og som nærmest indskrev sig i tidens gryende hippiekunst.

Siden har kunsthistoriker og tidligere museumsdirektør ved Randers Kunstmuseum Finn Terman Frederiksen udgivet sit tobindsværk om Clausen, bl.a. baseret på samtaler med kunstneren.

I 2022 udgav kunsthistoriker Inge Lise Mogensen Bech desuden en stor monografi om Franciska Clausen i forlængelse af et forskningsprojekt, afviklet i samarbejde med Museum Sønderjylland. Det udmøntede sig sidenhen i en udstilling på ARoS i Århus.

Portrætter af de kongelige

I 1977 modtog Clausen Thorvaldsen Medaljen. Derudover deltog hun på den stort anlagte udstilling Woman Artists 1550-1950 i det nyåbnede Centre Pompidou i Paris. At hun fik til opgave at male et portræt af dronning Magrethe 2 på Marselisborg slot, cementerede hendes anerkendelse af staten. I 1980 malede Clausen ydermere et portræt af dronning Ingrid til Folkehjem i Aabenraa, hvilket var samme år som hendes fødehjem blev nedrevet af Aabenraa Kommune.

I 1986 solgte Franciska Clausen to af sine hovedværker til Statens Museum for Kunst, før hun fire dage senere døde af en blodprop i sit nye hjem i kollektivhuset på Frydenlund i udkanten af Aabenraa. Franciska Clausen forblev ugift og efterlod sig ingen børn.

Clausen version 2.0

I dag ejer Franciska Clausen Fonden de 2.500 værker, som udgør hovedparten af den enorme værkproduktion og det arkivmateriale, som Clausen efterlod sig ved sin død. Samlingen, som i en periode var deponeret på Trapholt i Kolding, er i dag deponeret på Museum Sønderjylland (MSJ), Brundlund Slot, som varetager forsknings- og formidlingsarbejdet med den.

I 2016 oprettede Det Kongelige Danske Kunstakademi Franciska Clausen Medaljen, som er udført af kunstneren Ellen Hyllemose (f. 1968). Medaljen tildeles en kunstner, som har skabt et helt enestående værk. I 2018 blev Franciska Clausens Plads desuden indviet i Carlsberg Byen i København.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig