Gap

Gap-regionen var en del af den keltiske Voconces-stammes territorium, som kom under romersk herredømme i forbindelse med erobringen af Gallia Narbonensis i 125-124 f.v.t.

Omkring år 20 f.v.t. startede Cottius, en stammehøvding, der var allieret med Rom, på opfordring fra kejser Augustus, arbejdet med at anlægge en vej i Durance-dalen. Den blev bygget mellem 14 og 6 f.v.t. og fik navnet Via Cottia per Alpem, Cottia-vejen gennem Alperne. Den forbandt Torino med Sisteron og havde seks opholdssteder. Byen Gap blev grundlagt på et af disse steder, først som en romersk lejr, der skulle beskytte vejene. I år 22 e.v.t. blev Gap-området startstedet for en romersk vej mod Valence.

I løbet af de første århundreder voksede befolkningen betydeligt. Landmænd, købmænd og folk fra Italien og de omkringliggende regioner bosatte sig her og blev beskyttet af romerske legionærer. Mod slutningen af 200-tallet og i løbet af 300-tallet fik byen en ny befæstning. Disse nye volde omsluttede den gamle mur og bestod af elleve sider og elleve tårne. I samme periode kom kristendommen til området, og det blev til et stort stift, der omfattede hele Durance-dalen.

Keltiske stammer begyndte at invadere det romerske Gallien omkring år 400. Alperegionen, der længe havde været uinteressant, fordi den var fattig, blev invaderet af vestgoterne i 412 og besat af burgunderne i 450. Derefter fulgte flere erobringer af forskellige folkeslag.

Gap og området omkring blev en del af grevskabet Provence, som blev etableret i slutningen af 900-tallet. Senere af grevskabet Forcalquier, da det blev udskilt fra Provence. Biskopperne i Gap var også byens verdslige herrer. Fra 1044 og frem blev greven af Provence behandlet som biskoppens gæst. Biskoppens magt blev udøvet gennem hans embedsmænd. Kapitlet var blevet organiseret i begyndelsen af 1000-tallet og havde mellem 15 og 18 kannikker rekrutteret blandt byens borgerskab og adel. Gap var en befæstet by fra 1100-tallet og frem med syv porte.

Borgerne i Gaps udnyttede, at Gautier de Pabiatis, repræsentant for den tysk-romerske kejser Frederik 2. besøgte byen til at opnå opnåede officiel anerkendelse af deres styreform, kaldet konsulat, og andre frihedsrettigheder. De fik retten til at vælge deres konsuler, til at have en dommer, til at lovgive om politi- og finansspørgsmål og til at have indtægter. Et generelt råd af borgere blev undtagelsesvis indkaldt ved klokkeringning i forbindelse med vigtige beslutninger. Charteret er fra 1238.

Efter den sidste greve af Forcalquiers død i 1209 blev områderne Embrun og Gap afstået til Dauphiné, mens Forcalquier og Sisteron vendte tilbage til grevskabet Provence.

I 1300-tallet nød byen godt af, at paven havde sin residens i Avignon. Det gjorde det muligt at udvikle en uld- og læderindustri, der bragte velstand til byen. Forbindelserne med Avignon blev styrket af, at mange gejstlige ved pavens hof havde været kannikker i Gap.

Religionskrigene i 1500- og 1600-tallet var alvorlige for byen og området omkring. Gap var en katolsk befæstet by, mens én af dalene i nærheden var i protestanternes hænder. Efter flere træfninger besluttede deres leder, François de Bonne de Lesdiguières, at angribe Gap. En sammensvoren i byen åbnede den 3. januar 1577 Saint-Arey-porten, og de kunne så lave et overraskelsesangreb. Herefter satte de ild til katedralen og plyndrede klostrene. De slog sig ned på et citadel på Puymaure-bakken og dominerede hele Gap. Lesdiguières, der var blevet bemærket af Henrik 3., konverterede til katolicismen og fik en lang karriere i tjenesten for de franske konger. Det gav ham titlen som marskal af Frankrig og guvernør i Dauphiné-provinsen.

I 1692 erobrede tropper fra Savoyen byen, som forinden var blevet forladt af indbyggerne. Gap blev plyndret og nedbrændt. Af byens 953 huse blev 798 ødelagt.

I 1600- og 1700-tallet var Gap én af de ti byer, der lå i Dauphiné-provinsen. Byen spillede en rolle for handlen mellem Italien og Frankrig og var et handelscenter for hvede og valnøddeolie. I 1635 havde byen omkring 5.000 indbyggere.

I første halvdel af 1600-tallet besluttede kongen at konsolidere Frankrigs autoritet i Dauphimé. Da provinsguvernøren døde i 1626, iværksatte kardinal Richelieu en skattereform, der skulle afskaffe Dauphinés særrettigheder, og han fratog Dauphiné-parlamentet de fleste af dets beføjelser. De kongelige embedsfolk, der nu skulle administrere regionen, slog sig ned i Gap. Her blev de administrative tjenester for stutterier, lædermærkningskontoret, administrationen af statslige ejendomme og politiet etableret.

Op til den franske revolution var indbyggerne i Dauphiné-regionen langt fra at være frie. De blev udnyttet af sekulære eller kirkelige herrer. Repræsentanter for de tre stænder, adel, gejstlige og borgere, mødtes flere gange for at diskutere en fælles politisk linje, senest den 31. december 1788. De var derfor forberedt på at bidrage til Les cahiers de doléances, de klagelister, som det blev muligt at indgive efter den 28. januar 1789. I en fælles henvendelse krævede de, at der blev udarbejdet en forfatning for kongeriget i samråd med alle tre stænder og med afstemning efter hoveder i stedet for efter stand.

Den administrative reform, der var en del af den franske revolution, gjorde det muligt for Gap at styrke sin rolle som et administrativt centrum. I 1790 blev provinsen Dauphiné opdelt i tre departementer: Drôme, Isère og Hautes-Alpes.

I 1802 blev baron Charles-François de Ladoucette udnævnt til præfekt for Hautes-Alpes. Under hans administration oplevede byen Gap og departementet Hautes-Alpes en betydelig vækst. Han stod for anlægget af veje, der forbandt Gap med Italien via Col de Montgenèvre og med Valence via Col de Cabre, og etablerede departementets planteskole for træer. Desuden igangsatte han et projekt for at rette de middelalderlige gader i Gap ud og fik voldene revet ned.

Trods sin lille størrelse og isolation spillede Gap en storbymæssig rolle i midten af 1800-tallet for det økonomiske nærområde. Vævere repræsenterede en fjerdedel af Gaps befolkning. Omkring 350 indbyggere forarbejdede uld. Her var også hattemagere og rebslagere samt to bryggerier, der blev grundlagt i henholdsvis 1820 og 1832. Desuden blev der i 1809 etableret en forretning, der drev postdiligence. Den havde omkring 1.200 heste i hele det område, den betjente.

Jernbanen ankom i 1875. Det, der betød udvikling andre steder, betød her afvikling. Vævningen og uldforarbejdningen kunne ikke overleve. Væverne tog arbejde på fabrikker, især i Voiron, og den sidste uldforarbejdning fandt sted i 1875. Den udenlandske konkurrence var for stor. Bryggerierne var oppe mod konkurrencen fra tyske og nordfranske øl, der nu ankom med jernbanen.

Trods udmærkede nedbørsforhold havde landbrugsjorden omkring Gap længe været afhængig af kunstvanding. Allerede i 1400-tallet blev vand fra Ancelle-vandløbet opsamlet til at vande landbrugsjorden. Man byggede kanaler, men de blev gradvist opgivet i de følgende århundreder. I 1700-tallet begyndte man forarbejdet til et nyt storstilet projekt, der gik ud på at opsamle noget af vandet fra Drac-floden i Champsaur-dalen, omkring tyve kilometer fra Gap. Det tog hundrede år at realisere projektet med en kanal med en kapacitet på 4 kubikmeter vand i sekundet. Arbejdet med Gap-kanalen, eller Drac-kanalen, begyndte i 1864 og blev afsluttet i 1880. Fra 1970'erne og fremefter blev der anlagt flere reservoirer rundt om i byen til opsamling af vand.

Under 2. Verdenskrig var byen først en del af det frie Frankrig. Men efter november 1942 blev den indlemmet i den besatte zone. Efter de allieredes landgang i Normandiet i juni 1944 placerede tyskerne omkring 1.000 mand her for at holde Gap-bassinet, som var et nøglepunkt på Cannes-Lyon-aksen. Det førte til modstand med sabotage og nålestiksangreb, der varede over en måned.

Efter at have isoleret byen ved at ødelægge den omkringliggende transportinfrastruktur lykkedes det de frie franske styrker at give besættelsesmagten indtryk af, at de var omringet. I midten af august 1944 sendte deres leder to udsendinge til byen for at forhandle den tyske overgivelse. Tyskerne var overbeviste om, at de stod over for et storstilet oprør og men ville kun i at nedlægge våbnene, hvis de stod overfor regulære tropper. Med amerikanerne nu kun omkring halvtreds kilometer væk, havde franskmændene travlt, for general de Gaulle havde givet ordre om at befri byen, før de allierede ankom, for at styrke Frankrigs forhandlingsposition. Ved list fik man endelig de tyske tropper til at overgive sig den 19. august 1944.

Byen oplevede en stærk vækst i indbyggertallet mellem 1954 og 2009, fra 23.400 til omkring 40.000 indbyggere. Denne vækst skyldtes primært en positiv nettomigration knyttet til udviklingen af infrastruktur og serviceinstitutioner, der skabte arbejdspladser. Desuden tiltrækker Gap på grund af klimaet og omgivelserne både naturturisme som skiløb og vandring, og mange pensionister fra andre franske regioner slår sig ned her.