Det fremgår af regnskaberne fra Zahlkassen, rigets daværende hovedkasse, at Jean Barraband blev bevilget en årsløn på 200 rigsdaler, der blev udbetalt i rater hvert kvartal (Zahlkasseregnskaberne). De nærmere betingelser for hans ansættelse kendes imidlertid ikke, da et officielt bestallingsbrev ikke synes at være bevaret (som tilfældet ellers er for både Isaac og Jacob Barraband).
Bemærkelsesværdigt nok modtog Jean (Johan) Barraband straks ved sin ansættelse i 1680 en stor sum penge af Zahlkassen, der samlet set omfattede 500 rigsdaler, til “at indkøbe silke og garn til 22 tapeters reparation som kaldes de Kongers Historier”. Der var her formentlig tale om nogle af de vævede kongetapeter, Frederik 2. 100 år tidligere havde ladet den nederlandske maler og tapetmager Hans Knieper fremstille til Kronborg Slot i årene 1581-1585, men som senere blev flyttet til andre slotte. Flere af disse tapeter er stadig bevarede på Nationalmuseet og Kronborg.
De følgende år modtog tapetvæveren flere småbeløb af Zahlkassen til dækning af udgifter til andre reparationsopgaver i de kongelige gemakker på Københavns Slot. Af samme kilde fremgår det desuden, at Jean Barraband fik udbetalt otte ugers kostpenge fra den 17. juni til den 11. august 1681, hvor han ledsagede kongen, Christian 5., på en rejse til Kolding og Oldenburg.
Senere modtog han af kongens egen kasse (Kongelige Kammerregnskaber) mindre pengebeløb i både 1688 og 1690 til indkøb af materialer, der skulle bruges til reparation af tapeter på Frederiksborg Slot. Derimod findes der ingen oplysninger om, at Barraband nogensinde vævede nye tapeter. Som skabende kunstner står han derfor unægteligt i skyggen af den flamske tapetvæver Berent van der Eichen, der i nogenlunde samme periode tjente ved det danske hof, og hvis værksted netop i Barrabands dødsår færdiggjorde Christian 5.’s store bestilling af de stadig bevarede tapeter til Den lange sal på Rosenborg Slot.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.