Urlev Kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også Urlev Kirke, hvor de ældste dele er bygget af frådsten.

Mange ændringer og reparationer af murværket i århundredernes løb har bevirket, at stort set alle oprindelige arkitektoniske detaljer er gået tabt. Som stort set alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Af disse er syddøren endnu i brug, men i udvidet form, mens den for længst tilmurede norddør indvendigt er synlig som en niche, mens ydersiden er skjult bag en støttepille fra 1942. Den eneste oprindelige arkitektoniske detalje, der fremstår nogenlunde som ved opførelsen, er korbuen, som til trods for reparationer ikke synes at være udvidet, hvilket ellers var tilfældet i mange kirker.

Omkring 1520 gennemgik kirken den første større forandring, da den fik sine nuværende hvælvede lofter, hvor der før var flade bjælkelofter. I løbet af middelalderen var særligt skibets nord- og vestmur dog begyndt at hælde ud, hvorfor der blev opsat tre store støttepiller. Disse blev suppleret med tre mere i 1942, så nordfacaden i dag i høj grad præges af de mange støttepiller.

Kirkens eneste nuværende yngre tilbygning er som nævnt tårnet, som mod sædvane er bygget syd for skibet (de fleste kirketårne står vest for skibet). Tårnet fra 1942 er opført i stedet for et våbenhus, der stod samme sted tidligere. Tårnrummets nederste etage fungerer endnu som våbenhus. Ovenover er der to etager, som afsluttes øverst af et saddeltag med gavle i nord og syd.

Indvendigt står kirkerummet med hvidkalkede vægge og hvælvede lofter. I 1965 fremkom der gamle kalkmalerier, som i dag præger især korets udseende.

Kirkens kalkmalerier er fra omkring 1520. De har sandsynligvis oprindeligt dækket alle kirkens hvælv, men i dag er udsmykningen foruden to rosetter i skibet begrænset til koret. Her er der lavet udsmykninger med krydsende rundbuer, blade og blomster, mens ribberne er udsmykket med sparrer (pile). Øverst i hvælvet i koret ses fire rosetter.

Kirkens ældste inventarstykke er ret usædvanligt en klokke. Den ret enkle klokke er udsmykket med et kors med prikker mellem armene, men er mest interessant på grund af sin meget høje alder. Den anslås til at være fra perioden ca. 1150-1200 og er dermed ældre end de fleste kirkeklokker.

Døbefonten, som i de fleste kirker er det ældste inventarstykke, er en anelse yngre end klokken, men stammer dog fra romansk tid. Den er fra omkring 1250 og er et importeret arbejde fra Gotland i Sverige. Den er udsmykket med stiliserede bægerblade på kummen. I modsætning til mange andre døbefonte er den ikke lavet af granit men af sandsten.

I kirken findes også et krucifiks fra senmiddelalderen, ca. 1475-1500. Kristusfiguren, som fik sin nuværende farvesætning i 1969, er ophængt på et nyt kors.

Altertavlen er fra 1610. Den er opbygget med tre felter nederst, som opdeles af udskårne søjler. De yderste felter er ligesom søjlerne marmoreret, hvilket vil sige, at de er malet, så de ligner marmor. I midten er der ophængt et korsfæstelsesmaleri.

Prædikestolen er fra 1656. Den er opbygget af fire fag, som er opdelt af udskårne søjler i toscansk stil. Over søjlerne er der små englehoveder, og under dem er der løvehoveder. Over prædikestolen hænger en samtidig prædikestolshimmel. Begge dele blev marmoreret i 1928 for at ligne altertavlen.

Af gravminder i kirken kan nævnes to såkaldte gravtræer, dvs. en slags gravsten af træ, fra 1593 og 1630'erne, som i dag hænger i tårnrummet. Hertil kan nævnes et epitafium, dvs. en mindetavle, fra 1762.