Potsdamkonferencen

De vigtigste forhandlingspunkter gjaldt Tysklands fremtid, og de tre magter bekræftede Jaltakonferencens aftale om opdeling af Tyskland i fire besættelseszoner under henholdsvis amerikansk, britisk og sovjetisk administration. Efter britisk ønske fik Frankrig efterfølgende tildelt en besættelseszone og fik sæde i udenrrigsministrenes råd. Berlin blev udskilt af zoneopdelingen som separat enhed og opdelt i fire sektorer, besat og administreret af hver af de fire sejrsmagter og adskilt fra den omliggende sovjetiske besættelseszone. Wien og Østrig skulle opdeles på samme måde.

Politikken over for Tyskland skulle være demilitarisering, afnazificering, demokratisering og dekartellisering dvs.decentralisering af de store tyske virksomheder som I.G. Farben. En nærmere bestemmelse af, hvad dette indebar, var man ikke nået frem til under krigen, idet USA fastholdt, at den mere præcise udformning af besættelsespolitikken over for det slagne Tyskland først skulle afklares efter krigen. Det betød, at der i praksis herskede divergerende opfattelser hos USA, Storbritannien og Sovjetunionen af, hvillen politik, man skulle føre.

De var imidlertid enige om, at Tyskland på det økonomiske område skulle behandles som et hele, og at grænserne mellem zonerne skulle være relativt åbne. Det blev aftalt, at besættelsesmagterne kunne skaffe sig krigsskadeserstatninger inden for deres egen zone, først og fremmest i form af industriudstyr; dog skulle 25 % af erstatningerne fra vestzonerne overgå til Sovjetunionen, hvoraf de 15 % mod råvareleverancer fra den sovjetiske zone. På grund af de utrolig omfattende ødelæggelser i den del af Sovjetunionen, som under krigen havde været erobret af Tyskland, ønskede man fra sovjetisk side at foretage en meget omfattende demontering af tysk industri og infrastruktur ikke kun i den sovjetiske besættelseszone. Således foreslog Stalin firemagtskontrol over det vigtigste tyske industri- og mineområde i Ruhr, som lå i den britiske zone. Dette blev afvist af de vestallierede. I lyset af de voksende spændinger med Sovjetunionen om Tysklands-politikken prioriterede Storbritannien og USA genopbygningen af den vesttyske økonomi og vesttysk industri i deres besættelseszoner højere end demontagepolitikken, og de satte derfor denne i bero.

Med hensyn til grænsedragningen enedes man om, at området øst for floderne Oder og Neiße indtil videre skulle under polsk administration (se Oder-Neiße-grænsen), mens Østpreussen administrativt skulle deles mellem Polen og Sovjetunionen. Vestmagterne accepterede, at det betød, at millioner af tyskere i årene efter 2. verdenskrig blev fordrevet fra Østpreussen, Hinterpommern og Schlesien til Tyskland.

Potsdamkonferencen opnåede kun lidt, og flere af problemerne, først og fremmest spørgsmålet om en fredslutning med Tyskland, blev skubbet videre til udenrigsministerkonferencen. Den opgav i slutningen af 1947 at nå til enighed om betingelser for fred med Tyskland. Resultatet blev, at der aldrig er blevet sluttet fred med Tyskland. I 1990 kom der dog en "afsluttende ordning med hensyn til Tyskland" mellem de fire allierede og de to tyske stater DDR og Vesttyskland, der de facto skabte fred.

På enkelte områder nåede de alliererede dog resultater. Således gav Stalin tilsagn om at ville deltage i krigen mod Japan. Derimod afviste de vestallierede et sovjetisk ønske om at få en flådebase ved Bosporus i Tyrkiet og formynderskab over de tidligere italienske kolonier i Afrika, herunder i Libyen. Endvidere afviste de vestallierede at anerkende de sovjetisk indsatte og kontrollerede regeringer i Rumænien og Bulgarien.

Selvom man opnåede enighed på nogle punkter, viste modsætningerne mellem Øst og Vest sig tydeligere i Potsdam end i Jalta. Nu, da den fælles fjende var slået, indfandt mistilliden sig. Især frygtede vestmagterne Sovjetunionens intentioner i den sovjetiske besættelseszone i Tyskland og i Polen samt i det øvrige Østeuropa, og konferencens resultater blev da også senere tolket forskelligt med gensidige beskyldninger om løftebrud. Potsdam signalerede således begyndelsen på den proces, som i løbet af nogle få år skulle dele Europa i to indflydelsessfærer under hver sin supermagt.

Måske det vigtigste, der skete i Potsdam, drejede sig om et emne, som ikke var på dagsordenen. Den 16. juli 1945 detonerede USA verdens første atombombe ved Alamogordo i delstaten New Mexico i USA. Præsident Truman benyttede lejligheden til i Potsdam at fortælle Stalin om atombomben. Stalin, som fra sine spioner i Storbritannien og USA udmærket var klar over bombens eksistens, svarede, at han håbede, at USA ville gøre god brug af atombomben mod Japan.

• Schloss Cecilienhof
• Joseph E. Davies