De romanske dele af Vrigsted Kirke er planlagt som et samlet hele, hvor også kalkmalerierne, som er nogle af landets ældste, må opfattes som en del af arkitekturen. Vrigsted Kirke er som de fleste andre romanske kirker bygget af naturmaterialer, her i form af frådsten.
Selvom kirken som de fleste andre har været igennem flere ombygninger og reparationer, fx ved indsættelsen af nye, større vinduer, kan flere oprindelige detaljer spores. Tre oprindelige vinduer er fx bevaret eller genåbnet, nemlig skibets vestligste vindue i syd samt de to vinduer i tårnrummets sidemure.
Som stort set alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Norddøren er i dag tilmuret, mens den tilsvarende syddør endnu er i brug, dog i udvidet form, og forbinder våbenhuset med skibet. Et noget sjældnere træk ved Vrigsted Kirke er tilstedeværelsen af en dør i vestenden, som stadig kan ses tilmuret på ydersiden.
Inde i tårnrummet, hvor vestdøren førte ind, løber en usædvanlig trappe gennem murene og op i tårnet. Oprindeligt førte trappen bl.a. til en nu forsvunden etage, hvor man gennem nu tilmurede åbninger kunne kigge ind i skibet oppefra. Tilsvarende "gallerier" kendes fra enkelte andre romanske kirker og har formentlig været et sted, hvor herskab og adel kunne følge gudstjenesten. Etagen er med al sandsynlighed taget ud af brug, da man opsatte hvælvede lofter i slutningen af middelalderen.
Selve tårnrummet er også usædvanligt udformet, da det består af et midterfag og to smalle sidefag. Det midterste fag bærer tårnet. Fra skibet er der adgang til tårnrummet gennem tre åbninger: en høj rund bue i midten og to mindre til siderne. Dette var formentlig et arkitektonisk træk inspireret af romernes triumfbuer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.