anarkisme

Anarkister mener, at den moderne samfundsudvikling leder til kaos, og at et menneskeværdigt samfund kun kan opbygges som en frivillig sammenslutning af decentraliserede og selvstyrende enheder, som hver for sig efterlever anarkismens grundprincip om, at ingen må bestemme over andre. Derfor slagordet: "anarki eller kaos" (P. J. Proudhon).

Anarkismen deler idégrundlag med romantikken, dens menneske- og samfundssyn er organisk og forudsætter — ligesom økologien — helhed og sammenhæng i naturen. Menneskets plads kan ikke forstås og formuleres rationelt, men må erfares gennem handling.

Modstanden mod statsmagten deler anarkismen med yderligtgående former for liberalisme, mens den som socialismen afviser den private ejendomsret. Træk af anarkisme har eksisteret i politiske teorier og bevægelser siden oldtiden, men først det moderne statsapparat og det kapitalistiske industrisamfunds fremvækst i 1700- og 1800-tallet fremkaldte egentlig anarkisme, fx hos William Godwin, Max Stirner og Pierre Joseph Proudhon.

Sidstnævnte kaldte sig anarkist, som også dengang var et skældsord. I den tidlige arbejderbevægelse omkring Første Internationale spillede anarkister en aktiv rolle, anført af Mikhail Bakunin, som i striden med Karl Marx forudså partiets korruption og dannelsen af en autoritær statsmagt.

Anarkismen havde sin første blomstringstid 1880-1914: Peter Kropotkin gik ind for realisering af anarkisme gennem selvforvaltende kollektiver. Digteren Lev Tolstoj skabte på kristent grundlag læren om civil ulydighed, som senere blev brugt af Gandhi i Indien.

Når anarkismen af mange stadig forbindes med vold og terror, skyldes det smågrupper, der i tidsrummet 1894-1901 bl.a. myrdede en italiensk konge (Umberto 1.), en fransk præsident (Carnot), en amerikansk præsident (McKinley), en østrigsk kejserinde (Elisabeth) og en spansk premierminister (Cánovas del Castillo).

Måske fik anarkismen størst betydning for syndikalismen, som ville organisere arbejderne i selvstyrende fabriksråd og anvende generalstrejken som kampmiddel. Oktoberrevolutionen i Rusland var i begyndelsen påvirket af anarkismen, men anarkismens åbne og individualistiske karakter var sårbar over for det leninistiske partis kommandostruktur.

Anarkismens centre, Makhno-bevægelsen i Ukraine (N.I. Makhno, bonde og anarkist) og flådebasen Kronstadt, nedkæmpedes af Den Røde Hær.

Sin anden blomstringstid fik anarkismen i 1930'ernes Spanien, hvor anarkistiske samfund blev opbygget i Andalusien og Barcelona, og hvor de syndikalistiske fagforbund fik mere end 2 mio. medlemmer. Men også her blev de bekæmpet af kommunisterne.

Anarkisme i Danmark har fulgt den internationale udvikling, men har aldrig haft omfang af betydning. Vigtigst var den for syndikalistiske og pacifistiske bevægelser 1900-1920.

Også 1960'ernes eksperimenter med alternative livs- og produktionsformer brugte anarkismens historie og teorier. Mens dens praktiske resultater således er få og kortvarige, har den formentlig haft større indirekte betydning som inspirationskilde for en række modernistiske kunstretninger samt for 1960'ernes intellektuelle venstrebevægelser i Europa og USA.

• anarki