Den franske fagbevægelse er defineret ved:
- en af de laveste organisationsgrader i den industrialiserede verden – i 2019 erklærede 10,3 % af de franske lønmodtagere sig som medlemmer af en fagorganisation – kombineret med en ekstremt høj evne til at lamme landet gennem strejker;
- en dyb ideologisk splittelse mellem kommunister (CGT), socialdemokrater (FO), reformister (CFDT) og kristne (CFTC);
- en tradition for at bruge gaden som det primære politiske forhandlingsrum i stedet for formelle forhandlingsveje, hvor de står svagt på grund af et tyndt medlemsgrundlag. Det gør Frankrig til et af de mest konfliktintense lande i Europa.
Denne konfliktkultur fik sit mest dramatiske udtryk under studenteroprøret i maj 1968, der begyndte på universitetet i Paris, men hurtigt udviklede sig til en generalstrejke med 7-10 millioner strejkende, den største sociale konflikt i Frankrigs nyere historie. Begivenheden demonstrerede fagbevægelsens evne til at lamme landet totalt og tvinge staten til massive indrømmelser.
Tilsvarende har skiftende regeringers forsøg på at reformere det både dyre og uretfærdige franske pensionssystem ført til massive protester. Senest i 2023 da præsident Emmanuel Macron ville vedtage en reform, der skulle hæve pensionsalderen fra 62 til 64 år. Under disse protester opnåede fagbevægelsen en sjælden enhedsfront, hvor selv det normalt moderate CFDT stod samlet med det mere radikale CGT.
Konflikten om pensionssystemet demonstrerer både styrken og svagheden i den franske model. Fagbevægelsens politiske legitimitet beror på, at den kan mobilisere massivt i en direkte udfordring af statsmagten. Den typiske franske strejke er spontan, lokal og med meget svingende opbakning. Når befolkningen føler, at de sociale rettigheder bliver truet, hopper fagbevægelsen med på vognen, prøver at inkarnere modstanden og veksle den sociale uro til bedre løn eller arbejdsvilkår. Det er karakteristisk for Frankrig, at seriøse forhandlinger først indledes, efter en konflikt har stået på et stykke tid. Fagbevægelsens styrke som forhandler afhænger af dens evne til at lægge pres på regeringen ved at lukke nøglesektorer ned.
Dette system er siden 1968 blevet mere og mere dysfunktionelt. Forholdet mellem staten og arbejdsmarkedets parter er præget af mistillid og modvilje. Den franske fagbevægelse har bevaret et sprog og en forståelse, der hører hjemme i det traditionelle industrisamfund, hvor de fleste arbejdere var ufaglærte. Den har forsømt at tilpasse sig de store forandringer i samfundet i det 20. århundrede. Det er nu kun i visse dele af den offentlige sektor, at der er opbakning til fagforeningerne. Hele den private sektor og servicesektoren, der nu er dominerende i Frankrig, er stort set ikke organiseret.
Den franske fagbevægelse har ved flere lejligheder opnået store resultater, men den har længe ikke formået at spille en konstruktiv rolle i udviklingen af det franske samfund.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.