den franske fagbevægelse

Forbuddet mod faglig organisering blev ophævet i 1884 med Waldeck-Rousseau-loven under Den Tredje Republik. I 1895 stiftedes CGT (Confédération Générale du Travail) ved en forening af den marxistisk ledede landsorganisation og lokale sammenslutninger uden partipolitisk binding.

CGT udviklede sig hurtigt til landets førende faglige organisation. På kongressen i Amiens i 1906 vedtog CGT en erklæring, der fastslog at den politiske og faglige kamp, skulle være adskilt. Det betød, at fagforeningerne skulle være organisatorisk og strategisk uafhængige af politiske partier og staten. Selvom franske fagforeninger i dag opfattes som meget politiske, afspejler denne adskillelse et ønske om, at den faglige kamp ikke skal være et redskab for partipolitiske dagsordener.

Dette lagde grunden til den franske fagbevægelses syndikalistiske retning. Det vil sige, at den franske fagbevægelse i stedet for at varetage lønmodtagernes interesser ved at deltage i den sociale dialog, udføre lobbyarbejde og forhandle kollektive overenskomster, som man kender det fra Nordeuropa, i stedet vægter direkte aktion og politisk mobilisering ved at bruge gaden og strejken som sit primære våben.

Efter Første Verdenskrig blev den faglige enhed udfordret af religiøse skel. I 1919 grundlagdes CFTC (Confédération française des travailleurs chrétiens, 'det franske forbund for kristne arbejdere') på et eksplicit katolsk og antimarxistisk grundlag, hvilket skabte en parallel, kristen tradition i den franske fagbevægelse. Uanset orientering forblev organisationsgraden dog lav, omkring 15 %.

I 1930'erne blev Frankrig som resten af Europa ramt af social uro, og det førte til, at der i 1936 blev dannet en venstreorienteret samlingsregering, Folkefronten. Under denne periode blev Matignon-aftalerne indgået, og de markerede et historisk gennembrud for arbejderrettigheder. Aftalerne institutionaliserede de første kollektive overenskomster og indførte skelsættende sociale landvindinger som 40-timers arbejdsuge og betalt ferie. Selvom staten for en kort bemærkning inddrog arbejdsmarkedets parter i forhandlingerne, forblev systemet præget af, at staten i sidste ende måtte diktere rammerne, fordi parterne ikke var i stand til at komme til enighed selv.

I tiden efter Anden Verdenskrig blev fagbevægelsens position væsentlig styrket, da både fagforenings- og strejkeretten blev indskrevet i forfatningen af 1946 (Den Fjerde Republik).

Under genopbygningen opstod nye specialiserede forbund, herunder CGC ( Confédération générale des cadres , 1944) for højere funktionærer og lærernes forbund FEN ( Fédération de l'Éducation nationale , 1948).

Den begyndende Kolde Krig skabte dog dybe interne spændinger i CGT. I 1948 førte det til en afgørende splittelse, da en gruppe brød ud og dannede det socialdemokratisk orienterede Force ouvrière (FO) i protest mod det kommunistiske partis (PCF) dominans i CGT. Denne splittelse svækkede fagbevægelsens samlede forhandlingskraft og tvang igen den franske stat til at indtage en dominerende rolle i reguleringen af arbejdsmarkedet.

Det andet afgørende brud fandt sted i 1964, da CFTC splittedes. En stor del af medlemmerne brød ud og dannede CFDT (Confédération française démocratique du travail), som antog et sekulariseret og mere venstreorienteret standpunkt, mens mindretallet fortsatte under navnet CFTC.

Den franske stat har historisk set spillet en dominerende rolle i arbejdsmarkedsrelationerne, fordi fagbevægelsen har været så fragmenteret. Det har tvunget staten til at sætte sig for bordenden, når sociale rettigheder skulle udformes. Som et resultat har staten også fastsat rammerne for fagbevægelsens legitimitet. I fransk arbejdsret kvalificeres nationale konføderationer som repræsentative baseret på deres stemmeandel (audience) ved virksomhedsvalg, snarere end på det faktiske medlemskab. De fem centrale repræsentative forbund er: CFDT er det mest repræsentative og det mest forhandlingsparate; CGT er næststørst og det mest konfliktparate; CGT-FO (Force Ouvrière) er tredjestørst og er politisk moderat; fjerdestørst er CFE-CGC (Confédération française de l'encadrement – Confédération générale des cadres), der udelukkende organiserer funktionærer og ledere; mindst af de fem er CFTC, der fastholder sit kristne grundlag.